Dansk Socialrådgiverforening / Artikler / Generelt / Én plan skaber bedre indsigt i borgernes liv

Én plan skaber bedre indsigt i borgernes liv

Frikommuneforsøget ”Én plan” giver udsatte borgere en mere individuel og sammenhængende indsats. Den nye måde at organisere arbejdet på styrker relationen til borgeren, og indsatsen er blevet mere vedholdende – men det er også en tidskrævende måde at arbejde på, som kræver investeringer og ekstra ressourcer, viser midtvejsevaluering fra VIVE.

Det har været anderledes, fordi jeg ikke har følt, at jeg bare var en mappe, en ny sag. At der er blevet set, og at der er blevet lyttet, det har gjort al verden til forskel for mig.” Sådan siger en af de interviewede borgere i midtvejsevalueringen af frikommuneforsøget ”En plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren”. En anden borger siger: ”Da jeg så fandt ud af, at de virkelig ville hjælpe mig, så har det været en støt pil op ad for hele mit liv med alt, hvad det indebærer.”

Det er VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der står bag evalueringen, som konkluderer, at det med frikommuneforsøget er lykkedes at skabe en indsats, som en række borgere oplever som et markant forbedret samarbejde med kommunen. De oplever en bedre relation, bedre støtte til at opnå deres mål, bedre tilgængelighed, en højere grad af målrettethed og tempo i deres forløb.

For borgerne er det vigtigt, at de ikke oplever at stå alene, når tingene brænder på eller går i stå. En forventning, som kommer tydeligt til udtryk i nedenstående borger-citat:

”Det har været en af tingene for et godt samarbejde – at de er til stede. Når de siger A, skal de også sige B. De kan ikke bare forvente, at vi sidder og laver en masse fine mål og fremtidsplaner – det skal også hænge sammen i praksis. Det skal være realistisk, og man skal være indstillet på at være ærlig som borger, og så skal man ikke være bange for at spørge om hjælpen. Men dem på den anden side af bordet skal også være klar til at gribe én.”Midtvejsevalueringen viser også, at borgerne oplever det som positivt at have færre personer, de skal forholde sig til, færre steder, de skal møde op, og en tættere koordination mellem flere sagsbehandlere samt mellem udførere og sagsbehandlere. De nye rammer betyder, at borgerne i mindre grad føler sig som et nummer i rækken. Især i de kommuner, der bevidst har arbejdet mere borgerinddragende, fortæller borgerne, at de i forhold til tidligere oplever at have mere ejerskab til den indsats, der er sat i gang.

Fælles energi

Også ledere og medarbejdere oplever, at det giver mening at arbejde med ”Én plan”. Tre ud af fire ledere og medarbejdere oplever, at der er skabt kontinuitet og sammenhæng for borgeren, og fire ud af fem oplever, at borgeren har én samlet plan, samt at der er kommet færre indgange til forvaltningen. Alle oplever, at det er mest komplekst at udarbejde én plan for familier, fordi de består af flere forskellige medlemmer.

Helsingør er en af de ni nordsjællandske kommuner, som er omfattet af evalueringen, og her fortæller socialrådgiver Kristine Laumand Christensen fra Helsingør Rusmiddelcenter, at arbejdet med ”Én plan” har styrket samarbejdet på tværs af forvaltninger. Som noget nyt kommer jobkonsulenterne to dage om ugen og arbejder i rusmiddelcenteret.

– Vi har kunnet mærke en fælles energi ved at arbejde sammen. Vi har valgt i så stor udstrækning som muligt, at der ud over mig altid er en jobkonsulent med ved samtalerne med borgerne. Vi har altid haft et godt samarbejde med de forskellige jobkonsulenter, men havde ikke så ofte netværksmøder som nu – vi arbejder jo også under hver vores forvaltning.

Kristine Laumand Christensen, der er tovholder på projektet ”Et sammenhængende borgerforløb for voksne med en rusmiddelproblematik”, fremhæver også fordelene ved, at behandlingsplanen og beskæftigelsesplanen er skiftet ud med én plan.

– Borgerne kan lettere overskue det, når de kun skal forholde sig til én plan. Vi har fået en bedre kontakt til borgerne og en tættere opfølgning, hvor vi kan se de små fremskridt hos borgerne. Vi er blevet langt mere opsøgende og går ud og ringer på borgerens dør, hvis de ikke møder op. Det har også betydet, at de ikke bliver udskrevet fra rusmiddelcenteret i samme udstrækning som tidligere på grund af manglende fremmøde. Nogle er nærmest imod alle odds kommet i job, og andre er blevet udredt og har fået førtidspension.

I VIVE-evalueringen påpeges det netop, at det ikke er altid, at borgerne kommer tættere på arbejdsmarkedet under forløbet – for når man tager fat i de komplekse sager med en lang historik, så kan den mere fokuserede indsats føre til afklaring til førtidspension.

Indblik i kompleksitet

Og det samme kan ifølge evalueringen gøre sig gældende på børneområdet: At en bedre indsigt i familiernes liv også kan føre til anbringelser af børn eller afdække behov for andre foranstaltninger. Indsatserne kan på den måde føre til mere kvalitet i sagsbehandlingen uden dog at opnå, at indsatserne umiddelbart bliver billigere.

Det er en erfaring, som socialrådgiver Pia Skov genkender fra sit arbejde i Helsingør Kommunes børne- og ungeafdeling.

– Vi har haft en del sager, som har været små successer, men vi har også måttet anbringe en del børn – og det kom lidt bag på os. Tidligere vidste vi ikke nødvendigvis, om forældrene var i ressourceforløb, fleksjob eller modtagere af førtidspension. Det har givet en større indsigt i kompleksiteten i familien, når vi kan se, at mor har været fleksjobberettiget, siden hun var 19 år. Nu er hun 39, og hun har formået at være i job i et halvt år i to stillinger. Resten af tiden har hun ikke været i job, fortæller Pia Skov og uddyber:

– Den viden sætter en række tanker i gang: Hvor er det, vi kan udvikle hende, hvad er det for speciallægeerklæringer, der ligger i jobcenteret? Når jeg tidligere har arbejdet med forældrene i forhold til udredning, har det typisk drejet sig om en forældrekompetenceundersøgelse, men nu kan jeg gå ind og få nogle oplysninger om forældrene, uden at de skal igennem flere og nye undersøgelser.

Den mere helhedsorienterede viden om borgerne betyder, at socialrådgiverne ifølge Pia Skov hurtigere kan spore sig ind på, hvordan de kan hjælpe familien.

– Vi bliver hurtigere klogere på, hvor vi kan handle, og hvorfor de her sager måske har figureret rigtig længe i børne- og familieafdelingen. Vi har ikke rigtigt kunnet komme nogen vegne, og det giver indsigten i kompleksiteten i familien måske en meget tydelig forklaring på – og vi skal måske ind og anbringe barnet.

Svært med én plan

Men der har også været udfordringer ved at arbejde med Én plan. Pia Skov pointerer, at især i starten blev der brugt meget tid på at finde ud af, hvordan planen skulle udformes.

– Det har været supersvært, for nogle gange har vi forældre, som ikke er samlevende, og hvor de ikke skal have adgang til hinandens jobplaner og beskæftigelsesplaner, fordi det kan medføre konflikter og et oplysningsniveau, som de ikke har lyst til. De hensyn giver en række udfordringer i forhold til at arbejde helhedsorienteret med hele familien. Det vil være nemmere, når familieforholdene er mindre komplicerede – hvor forældrene er samlevende, og de i forvejen kender til hinandens udfordringer både psykiatrisk, sundhedsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt.

Insisterende samarbejde

Pia Skov understreger dog, at det er en hensigtsmæssig måde at arbejde sammen på. Derfor synes hun, at det er ærgerligt, at det med henvisning til, at det er for sårbart at sidde i så lille en enhed er besluttet, at medarbejderne skal flytte tilbage til hver deres forvaltning frem for at sidde samlet.

– Vi kommer fremover til at sidde halvanden kilometer fra hinanden. Det lyder ikke af meget, men når vi har siddet samlet, har vi passeret hinanden på gangene og har kunnet droppe ind på hinandens kontorer, siger hun og uddyber:

– Når jeg modtager en mail reagerer jeg ikke på samme måde eller lige så hurtigt. Når der kommer en ind på mit kontor og er bekymret, så bliver jeg også bekymret på en anden måde, end når jeg får en mail. Det er nemmere at ”ignorere” en mail end det menneske, som står i døren. Det er forfærdeligt, at det er sådan, men det er nok bare realiteten, siger Pia Skov og henviser til det arbejdspres, hun har oplevet i forbindelse med projektet.

– Jeg ved ikke, om det er så meget anderledes på mit kontor end andres, men jeg synes, at der er et generelt billede af travlhed, og der er nogle ting, man ikke når omkring lige med det samme. Nogle gange lukkede vi socialrådgivere døren, fordi vi havde brug for ro, og så fandt pædagogerne bare en anden dør at gå ind ad. Så satte de sig på en stol og sagde: ”Jeg sidder bare lige her og observerer, hvornår du har tid.” Så kan man jo kun ignorere dem i fem minutter. På den måde har vi et mere insisterende samarbejde – på trods af travlhed.

Kræver tid og ressourcer

Ifølge midtvejsevalueringen er der i frikommuneforsøget en forventning om at opnå besparelser ved at arbejde med Én plan. Det er dog forskelligt, hvordan kommunerne har grebet forventningen an. I nogle kommuner har man med det samme forventet at skabe besparelser, mens andre kommuner har afsat midler til at investere i forsøget.

I evalueringen pointeres det, at oplevelsen blandt medarbejdere og ledere generelt er, at det er en tidskrævende måde at arbejde på, der i hvert fald indledningsvist kræver en investering.

En leder siger:

”Jeg ser jo hele det her frikommuneforsøg som et metodisk udviklingsprojekt og en investering i noget nytænkning. Det koster kræfter. Rigtig mange kræfter. Den investering, som du lægger der, skulle gerne komme igen i den anden ende. ”

I 2021 følger en evaluering af borgernes progression og effekter i forhold til at opnå en tættere tilknytning til uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Hovedresultater fra frikommuneforsøget

Hovedparten af de interviewede borgere, medarbejdere og ledere oplever, at der er skabt mere sammenhæng i indsatserne, og at der er kommet mere kontinuitet, tempo og et mere vedholdende og målrettet fokus.
Tre ud af fire ledere og medarbejdere oplever, at der er skabt kontinuitet og sammenhæng for borgeren, og fire ud af fem oplever, at borgeren har én samlet plan, samt at der er kommet færre indgange til forvaltningen. Alle oplever, at det er mest komplekst at udarbejde én plan for familier, fordi de består af flere forskellige medlemmer.
Det giver en IT-udfordring for kommunerne at samle de forskellige indsatser til borgerne, da de nuværende systemer ikke understøtter det at have en samlet plan. En konsekvens heraf er blandt andet, at medarbejderne skal lave dobbeltdokumentation, og at borgerne ikke kan modtage en samlet fysisk plan i e-boks.
Det er ikke det at have én samlet formel plan, der skaber oplevelsen af begejstring. Begejstringen skabes i stedet af de relationer, den tillid og det vedholdende fokus, som understøttes af de nye måder at organisere arbejdet på. Ligesom tilstedeværelsen af fleksibilitet til at kunne tænke ud af boksen og skabe kreative løsninger sammen med borgerne har stor betydning.

Kilde: ”Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren”, VIVE, 2019

5 råd om at arbejde mere helhedsorienteret

VIVE har på baggrund af midtvejsevalueringen fem følgende råd til kommuner, som skal arbejde mere helhedsorienteret med udsatte borgere:

Vær bevidst om, at det kræver tid og fokus at komme godt i gang, ikke mindst hvad angår både medarbejder- og ledelsesressourcer.
Der skal et særligt fokus på at skabe ledelse på tværs, herunder håndtering af sektor-specifikke budgetter.
At udarbejde én plan for en familie er noget andet end at udarbejde én plan for en borger alene. Det kræver mere arbejde at udtænke, hvordan kompleksiteter omkring det, at en familie består af flere individer, håndteres bedst muligt.
Anerkend, at der er tale om en anden måde at tænke på og derfor også andre kompetencer, samt at det kræver tid og fokus.
Er målet at inddrage borgerne mere i eget forløb, er det vigtigt, at det understøttes af en borgerinddragende tilgang.