Eksperter: Paradoksalt at regering vælger at spare på udsatte unge

Siden 2017 har politikerne haft en målsætning om, at andelen af unge under 25 år uden tilknytning til hverken uddannelse eller arbejdsmarked skal være bragt ned fra de nuværende knap syv procent til højest 3,5 procent senest i 2030. Det mål er dog langt fra at blive indfriet, og regeringen italesætter da også udfordringen gang på gang:

”Det er en kæmpe katastrofe. 45.000 gode unge mennesker, der i morges vågnede uden et vækkeur, uden at nogen manglede dem. Uden at nogen havde bedt dem møde på arbejde. Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt, og det er tudetosset for dansk økonomi.

Sådan lød det eksempelvis fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun holdt stormøde om ’Fremtidens Danmark’. Og regeringen har selv nedsat en Reformkommission, som peger på, at en af hovedudfordringerne for kommissionens arbejde er den store gruppe unge i alderen 15-24 år, der hverken er undervejs eller færdige med en ungdomsuddannelse og samtidig er uden job. Blandt de 25-årige er det knap 20 procent, der ikke har en ungdomsuddannelse. Og 42 procent af de 25-årige uden hverken job og uddannelse har en psykisk lidelse.

Håndholdt social indsats

Det er svært at være uenig i statsministerens budskab om, at de udsatte unge skal i gang. Og netop derfor bliver besparelsen, som skærer i indsatsen til udsatte unge, mødt af kritik fra både politikere og eksperter. Med de nuværende regler skal de unge deltage i aktivering, hvor der højest må gå fire uger mellem hvert tilbud, men i fremtiden må der være fire måneder imellem hvert tilbud. Samtidig lægger partierne vægt på, at der skal være en mere individuel tilgang til de unge.

Det sidste tvivler Dansk Socialrådgiverforenings formand, Mads Bilstrup på, bliver en mulighed, når der samtidig skal spares.

– Overordnet er jeg enig i statsministerens udmeldinger om, at det er vigtigt at få unge i job eller uddannelse. Som socialrådgivere ved vi også, hvad der skal til: Tæt samarbejde og opfølgning med den unge og en håndholdt social indsats, som tackler de problemer, der står i vejen for skolebænken eller drejebænken. Det handler jo desværre om langt mere end mangel på et arbejde: Misbrugsproblemer, angstlidelser, en rigtig dårlig skolegang, og mange har også en utryg barndom med i rygsækken.

Han understreger, at det frem for besparelser kræver investeringer i tilbud, der giver mening, tid og faglig frihed til socialrådgiverne samt et godt kendskab til virksomhederne.

– Det er præcis den retning, kommuner som Aabenraa, Hjørring og Silkeborg med flere har valgt at gå i med stor succes – for når der er tid til at skabe et godt samarbejde med hvert enkelt menneske og finde de rette tilbud, så kan vi rykke virkelig mange.

Rammer og vilkår

Ifølge KL svarer besparelserne på landsplan til cirka 30 procent af kommunernes driftsudgifter for unge på uddannelseshjælp. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvor meget der kan spares på indsatsen til de unge – eller om de finder besparelserne på andre områder. I skrivende stund er kommunerne i gang med at lægge budget, og derfor har alle endnu ikke besluttet, hvordan besparelserne skal udmøntes.

Dansk Socialrådgiverforenings formand er på baggrund af tilbagemeldinger fra en række tillidsrepræsentanter bekymret for konsekvenserne af besparelserne.

– Vi hører, at både ungeindsatsen og afskedigelser af sagsbehandlere er i spil. Hvis politikerne virkelig vil forbedre indsatsen for de unge og de ledige generelt, kan de passende begynde med at erkende deres eget ansvar for de rammer og vilkår, socialrådgiverne og HK’erne i jobcentrene arbejder under.

Retorik og realiteter

Også arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet, Thomas Bredgaard, forholder sig kritisk til besparelserne. Han advarer om, at vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet.

– Når politikernes budskab er, at vi skal løse de store samfundsproblemer som eksempelvis gruppen af unge på kanten af arbejdsmarkedet, så virker det paradoksalt, at man med den anden hånd lægger op til reduktioner i udgifterne til netop den gruppe. Man burde i virkeligheden gøre det modsatte. Jeg har lidt svært ved at se den politiske logik i, at de unge skulle holde for, og hvorfor man ikke forsøgte at finde besparelserne et andet sted. Der er en grad af uoverensstemmelse mellem den politiske retorik og så de politiske realiteter – og vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet.

Regeringens spareplaner kommer også bag på Noemi Katznelson, professor i ungdoms- og uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet.

– Det rejser en masse spørgsmål. Det er svært at forstå, hvad baggrunden for besparelserne er, når unge uden job og uddannelse samtidig er et prioriteret område. Statsministeren har genoplivet en vigtig og ambitiøs målsætning, som vi skal tage livtag med. Vi ved, at alt for mange unge går rundt for længe uden at komme i gang med noget, og det er ikke hensigtsmæssigt, siger ungdomsforskeren og uddyber:

– Jeg kan ikke vurdere, hvad besparelsen vil få af konsekvenser, men det kalder på nogle bud på, hvad man så vil gøre for at få greb om den enormt komplekse problemstilling, siger hun.

Identitet og håb

Og det store uløste problem – at kurven for unge uden job og uddannelse ikke er knækket – er som nævnt en af de udfordringer, som Reformkommissionen har fokus på. Jon Kvist, professor ved RUC, er medlem af Reformkommissionen og derudover også medlem af Ydelseskommissionen.

Efter planen skal Reformkommissionen først komme med sine anbefalinger om udsatte unge i december 2022. Derfor kan Jon Kvist ikke udtale sig om de konkrete anbefalinger, men vil gerne fortælle, i hvilke retninger kommissionen arbejder.

– Vi har haft over 70 møder og en håndfuld work­shops med forskellige aktører og interessenter på feltet. Vi opfinder ikke hjulet på ny, men zoomer ind på lovende praksis som eksempelvis gode erfaringer fra nogle af frikommuneforsøgene. Det kan være gode erfaringer med at få drenge i udsatte boligområder i fritidsjob, hvor man arbejder med de unges relationer og deres dannelse. Mange af de udsatte boligområder er netop nu i gang med store renoveringsprojekter, hvor unge kan få et job i byggesektoren og på den måde få erfaringer, som de også kan sætte på deres CV. Det handler også om, at de unge oplever, at der er brug for dem, så de får identitet, tro og håb for fremtiden, lige som det i høj grad handler om, at løsningerne skal findes i et samspil mellem kommuner, virksomheder og civilsamfund. Kommunerne kan ikke altid løse udfordringen alene.

Relation til borgeren

I forhold til de 19 procent af alle 25-årige, som ikke har fuldført en uddannelse, har 93 procent af dem haft påbegyndt en uddannelse – og det er særligt erhvervsuddannelserne, som disse unge er startet på. Tallene indikerer, at der er grund til at have fokus på overgangene fra et tilbud til et andet og fastholdelse.

– En stor del af de udsatte unge har psykiske eller sociale udfordringer, som gør, at de ikke bare kan gå fra det ene til det andet og at det er vanskeligt at fuldføre længerevarende forløb. At man i overført betydning bliver holdt i hånden – og måske endda faktisk også bliver holdt i hånden – kan have afgørende betydning for, om overgangen fra et tilbud til et andet lykkedes, eller man kommer i mål med uddannelse.

Og Jon Kvist nævner et eksempel med en ung fyr, som efter et forløb på en daghøjskole starter på en erhvervsuddannelse.

– Han møder op første dag i sit almindelige tøj, mens alle de andre har arbejdstøj på, for det forventede man fra skolens side. Det havde han ikke lige fanget. Og det fik ham helt ud af den – og så mødte han ikke op mere. Det er vigtigt, at systemet knytter relationer til borgeren og er opmærksom på, at overgange mellem to tilbud kan være særligt udfordrende.

Systemet som medspiller

Jon Kvist har især fokus på systemets møde med borgeren. Han hæfter sig ved, at vi i Norden bryster os af, at vi lever i et tillidssamfund, hvor vi har tillid til de offentlige institutioner. Men når systemet møder udsatte borgere, så oplever en del af dem ikke at blive mødt med tillid.

– Vi er optagede af, hvordan borgeren i højere grad kommer til at opleve systemet som en medspiller, der viser tillid og i mindre grad udøver kontrol. Og vi har fokus på, hvordan man undgår klientgørelse, i højere grad lytter til borgernes ønsker og ser deres ressourcer. Vi skal væk fra nogle gammeldags administrationsregler om, at processer skal afvikles på systemets præmisser. Nu er det populært sagt systemet, der skal tilpasses borgerne, og ikke omvendt.

Minister: Indsatsen tilpasses

Og det er måske det, beskæftigelsesmininister Peter Hummelgaard (S) mener, når han til Altinget.dk om baggrunden for de hårdt kritiserede spareplaner forklarer:

”Hele pointen i forhold til, hvad vi her går ind og sparer på er, at vi ikke længere pålægger kommunerne hver evig eneste måned at skulle sætte sårbare og svage unge i gang med et nyt tilbud. Der er eksempler på unge, som har oplevet, at de har fået aktivering for aktiverings skyld. Det er helt centralt for mig, at indsatsen bliver tilpasset, så den giver mening for den enkelte”.

Men ude i kommunerne vækker den forklaring ikke genklang. Her frygter politikerne – lige som eksperterne i denne artikel – at færre tilbud til udsatte unge på uddannelseshjælp, som har brug for en tidlig og sammenhængende indsats, vil gøre ondt værre. Borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V) udtrykker sin bekymring på følgende måde:

– Som udgangspunkt er det at fodre hunden med sin egen hale, når finansieringen for, at nogle kan trække sig ud af arbejdsmarkedet, findes ved at tage fra nogle, der er ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Man har et ønske om at øge arbejdsudbuddet, og det her vil bare gøre ondt værre.

» Læs flere reaktioner fra borgmestre og rådmænd

Du kan høre mere om Reformkommissionens arbejde på Socialrådgiverdage den 17.-18. november, hvor Jon Kvist holder oplæg om, hvordan reformer kan hjælpe socialrådgivere med at bidrage (endnu mere) til at løse velfærdssamfundets kerneopgaver. Læs mere om program og tilmelding

---

Besparelser på ungeindsatsen

Ifølge aftalen om tidlig pension skal besparelser på jobcentrene fra 2024 finansiere næsten en tredjedel af den nye pensionsordning med i alt 1,1 milliarder kroner om året.

Besparelsen på unge-området er i 2022 på 334 millioner kroner og derefter permanent på 361 millioner om året. Aftalen lægger op til at slække på proceskravene på indsatsen på for unge på uddannelseshjælp under 30 år.

Med de nuværende regler skal de unge deltage i aktivering, hvor der højst må gå fire uger mellem hvert tilbud, men i fremtiden må der være fire måneder imellem hvert tilbud. Samtidig lægger partierne vægt på, at der skal være en mere individuel tilgang til de unge.

Uddannelseshjælpsmodtagere der påbegynder en uddannelse får ret til en mentor, der kan understøtte, at den unge fastholdes i uddannelsen. Retten til en mentor gælder i op til 6 måneder efter uddannelsesstart med mulighed for forlængelse.

Jobcenteret forpligtes til at reagere på beskeder om risiko for frafald fra ud dannelsesinstitutionerne de første 6 måneder efter studiestart. De kan herefter tage stilling til, om relevante fastholdelsesinitiativer skal iværksættes.

Partierne bag aftalen om tidlig pension skal til næste år beslutte, hvordan resten af de 1,1 mia. kr. skal findes på beskæftigelsesområdet.

Kilde: ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’. Læs aftalen på bm.dk