“Du gjorde hvad du kunne – du var der bare i alt for kort tid”

Er du Louise …?

Med sin hvide habitjakke, store, brune øjne og blændende smil lyser Mellissa Hussein det halvdunkle caférum op som en projektør, mens hun nysgerrigt nærmer sig en anden kvinde med langt lyst hår bagest i rummet. Kvinden har rejst sig fra sin stol og kanter sig ud fra bordet, tydeligt lige så opsat på at komme Mellissa i møde.

For 20 år siden var Louise, som hedder Harkes til efternavn, socialrådgiver for Mellissas familie. Mellissa var dengang 12 år. De to har ikke set hinanden siden.

– Hvor er det godt at se dig! Louise kvitterer med et mindst lige så stort smil. De to kvinder krammer hinanden, som man gør med et andet menneske, som på én gang er vildt fremmed og samtidig utrolig betydningsfuldt.

– Men kan du overhovedet huske mig – du har jo haft et hav af socialrådgivere, pædagoger og kontaktpersoner siden dengang, vil Louise Harkes vide.

– Jeg kan huske, at du var en af de søde. Du var der bare i alt for kort tid, svarer Mellissa Hussein.

Smadrede møbler, skidt og møg

Få hundrede meter fra caféen, hvor Mellissa Hussein og Louise Harkes har kastet sig ud i et gensyn og et tilbageblik på en families tilnærmelsesvise opløsning, ligger Vesterbrogade 128. Her boede Mellissa Hussein sammen med sin mor Malaka, sin storesøster Mediyah og sin lillebror Ari i nogle vigtige ungdomsår.

”Når jeg skal være romantisk omkring min barndom, kalder jeg lejligheden på Vesterbrogade 128 for Villa Villekulla. Det er sådan et sted, hvor man må ligge med sko på i sengen, og hvor andre børn vader ind og ud, fordi døren altid står åben (…). I Villa Villekulla ventede kaos lige inden for døren. Ikke et hyggeligt rod i træ og pastelfarver som i svensk børne-tv. Det her var en misligholdt anvisningsbolig med smadrede møbler og bunker af tøj og ting overalt (…).

Der var to værelser, et til mor, et til os børn. Børneværelset havde blå vægge, og midt på gulvet var der en stor brandplet, fordi vi en dag havde tændt bål i lejligheden. Der stod to senge overfor hinanden, med knækkede lameller, fordi vi havde hoppet i dem. Man kunne ikke rigtigt sove i dem, og vi trak i stedet madrasserne ned på gulvet og sov sammen under de selvlysende stjerner i loftet.

Værelsets kæmpe skab stod skævt og fyldt, så tøjet nærmest væltede ud. Det var ikke lagt, men proppet derind, rent og beskidt blandet, nyt og gammelt. Det lugtede hengemt.

Du synes måske det lyder som en karikatur. Men det er, fordi du ikke selv har prøvet at bo et sted, hvor børnene bestemmer. Vi smed ikke pizzabakkerne med skorper og de tomme dåser med slatter ud. Vi skubbede dem ind under sengen. Brugte glas og tallerkener med bestik og gryder med rester – samme vej. Ind til bamserne og legetøjet. Masser af ting og tøj og skidt og møg”.

Sådan beskriver Mellissa Hussein hjemmet på Vesterbro i København i sin bog ”Fanget i familien. Drabet på min bror og min kamp for et andet liv”. I bogen opruller hun i detaljer både sin mors historie, sin egen og to søskendes opvækst med en voldelig far, massive omsorgssvigt og et årelangt møde med et kommunalt system, som så mere eller mindre magtesløst til.

Drømmen om et normalt liv

Men kampen for et andet og bedre liv end det, hun kommer fra, er lykkedes for Mellissa Hussein. I dag bor hun med sine to sønner på tre og fire år i en lejlighed, har haft job inden for salg og marketing i nogle år, men er i øjeblikket vært på podcasten SØSTRE, der handler om at give en stemme til flere kvinder, som har levet på kanten af samfundet. Hun er også i gang med en mulig tv-dokumentar og er selv engageret i projekter for at hjælpe andre kvinder til et bedre liv.

– Jeg tænker, at jeg faktisk har brudt den sociale arv. Jeg kan godt se, at min mor gjorde en masse ting forkert – og har ladt os børn alene alt for tidligt, alt for mange gange. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke ville det liv – jeg ville have et normalt liv, det har jeg drømt om helt fra barnsben. Jeg drømte om en normal mor, far og søskende, at vi ikke var udsat for vold, at jeg kunne følge med i skolen. Jeg savnede struktur og orden. Med tiden fandt jeg ud af, at vi var en anderledes familie.

Vejen til det sted, hvor Mellissa Hussein befinder sig i dag, har været brolagt med skiftende anbringelser på døgninstitutioner, observationshjem og akutinstitutioner sammen med en stribe af skoleskift. Som teenager beskyttede hun sig selv bag en voldsom vrede og aggressiv adfærd og udviklede et massivt hashmisbrug. Men drabet på hendes bror, at blive mor til to sønner og arbejdet med bogen om familiens historie har været med til at sætte retning på det, hun har drømt om, siden hun var en lille pige: Et normalt liv.

– Så selv om jeg er faldet og har slået mig mange gange, har jeg også været heldig at møde gode mennesker – blandt andet den mand jeg forelskede mig i, blev gift med og fik børn med. Han er en god dreng fra Jylland, som aldrig har været på kant med loven. Jeg har også haft andre rollemodeller og en god kontaktperson på en døgninstitution, hvor jeg virkelig følte mig set. Så alt i alt går det mig godt, og jeg er virkelig blevet klogere under arbejdet med min bog. Men jeg er ked af, at jeg har mistet så meget – mange skæbner er gået tabt. Det har været sindssygt hårdt, og jeg er også blevet skilt i processen med at finde mine egne ben, fortæller hun.

Lovede guld og grønne skove

Mellissa Husseins mor, Malaka, er kurder fra Syrien. Som 16-årig bliver hun tvangsgiftet og gravid med Mellissas far, som lokker med guld og grønne skove i Danmark, hvor han bor. Malaka kommer hertil et par måneder inden, hun skal føde deres første barn, Mellissas storesøster Medyiah. Hun får et chok, da hun opdager, at han bor i ”en sand rædsel af et betonbyggeri i syv etager, hvor min far boede på et klubværelse” i en forstad til Odense, som Mellissa Hussein fortæller i bogen.

Volden mod Malaka starter den dag, de bliver gift, og rammer senere også alle tre børn, selv efter forældrene er blevet skilt. Børnene har i alle årene samvær med deres far, også selv om det er kendt i systemet, at der er vold i familien. Vold, som børnene gang på gang er vidne til og også selv udsat for. Mellissa Husseins fortolkning er, at deres mor trængte til aflastning fra en hverdag med tre små børn.

”Han var som et rovdyr. Han boksede hende i hovedet og på kroppen med knyttede næver, så hendes ansigt blev blodigt, og han rev hende i håret og stak en hånd ned i skridtet på hende og vred rundt. Det hele for øjnene af sine egne børn. Jeg tror slet ikke, han ænsede, at vi eksisterede. Han var alene i verden med min mor dér på gulvet. Det var ham mod hende. Det slog klik, og jeg var ikke i tvivl om, at nu ville han slå hende ihjel. (…) Det var, som om min mor var klar til at dø. Hun gjorde ikke så meget modstand længere. Hun var groggy af halsgrebet og slagene, og hun havde kastet op ud over sig selv. Ari og jeg havde opgivet og så lammede til, mens hans pressede hendes overkrop ud over gelænderet (på altanen, red.)”.

Sådan beskriver Mellissa Hussein en af de værste oplevelser, hun selv var vidne til. Hun var syv år gammel, lillebror Ari fem år. Faren blev sigtet for drabsforsøg, men blev frikendt.

Dræbt som 24-årig

I løbet af deres opvækst er alle tre børn og deres mor i kontakt med en lang række socialrådgivere, pædagoger, psykologer og kontaktpersoner, forbi akutboliger, opholdssteder og skoler. Deres mor magter ikke at tage sig ordentlig af børnene, som stort set passer sig selv, mens hun prøver at overleve økonomisk og praktisk med skiftende mænd, der enten slår hende eller er kriminelle.

For lillebror Ari ender det helt galt. Som teenager bliver han rekrutteret til bandemiljøet i København. Han får sin første dom for vold og anden kriminalitet som 15-årig, rejser senere til Syrien som kriger og kæmper på kurdernes side mod IS, men vender tilbage til en bande omkring Blågårds Plads på Nørrebro. I marts 2018 bliver Ari skudt og fundet i Valbyparken. Han blev blot 24 år gammel. Drabet er stadig uopklaret.

Mellissa har i dag hverken kontakt med sin storesøster eller sin far. Deres mor bor stadig i København og har fået førtidspension. Under arbejdet med bogen har Mellissa Hussein talt meget med hende om sin opvækst og alt, hvad der er sket – ligesom hun har endevendt sagsakter, politirapporter, domme og mange andre offentlige dokumenter, der kunne bidrage med detaljer om hendes familie og ikke mindst drabet på hendes lillebror.

’Powerbørn’

Bogen er den direkte anledning til, at Mellissa Hussein og Louise Harkes nu sidder og taler sammen på caféen, ikke langt fra Villa Villekulla-lejligheden. Louise Harkes læste bogen, da den udkom og kunne straks genkende familien.

– Jeg blev både meget rørt over at læse, hvor svært I havde haft det – og ked af, ramt af, at vi som system ikke havde formået at hjælpe jer bedre, fortæller hun og husker:

– Da jeg fik jeres sag, var jeg nyuddannet socialrådgiver, 24 år gammel og har fået drømmejobbet indenfor børnefamilieområdet, som jeg gerne ville arbejde med. Jeg kan huske, at en af mine kollegaer sagde ”oh, my god – har du fået den sag?!”. I var velkendte i systemet, en vanskelig sag, men det skræmte mig ikke. Det var først, da jeg var kommet i gang, at jeg blev overvældet af kompleksiteten. Jeg havde 35-40 sager, men jeg brugte ret meget energi på jer.

– Men hvordan var vi som børn, vil Mellissa Hussein vide, – var vi stille eller …?

– Da jeg fik sagen, havde den tidligere sagsbehandler forsøgt at få jer anbragt, men kommunen havde besluttet, at det skulle I ikke. Så mine rammer for at hjælpe jer var forebyggende foranstaltninger. Det betød, at der var en familiebehandler i hjemmet og en kontaktperson på Ari, som blandt andet skulle støtte ham i at gå til fodbold. Ari var en smaddersød og helt almindelig lille dreng, var mit umiddelbare indtryk. Men jeg husker også, at du og din søster var ’powerbørn’. I var mere udadreagerende, ligesom jeres mor, og lavede ballade, svarer Louise Harkes.

Mellissa Hussein nikker. Det kan hun sagtens huske.

– Vi børn mistede jo tilliden til de voksne over tid og lærte meget hurtigt ikke at fortælle, hvordan vi havde det. Men jeg kan huske, at inden jeg blev anbragt første gang som 13-årig, savnede jeg at have en kontaktperson, jeg kunne tale med, og som kunne mødes med mig et par gange om ugen. Jeg var jaloux på de børn, som havde det. Det ville også have gjort det nemmere for sagsbehandlerne at finde de rigtige tilbud til mig – for hvem var jeg? Selv om jeg var så ung, var jeg jo klog på livet, men det hele var bare svært for mig. Der var ikke noget normalt hos os. Jeg ville gerne gå i skole, men det var ikke normalt. Det var normalt at hænge ud på gaden med de andre ballademagere.

– Jeg tror, at vores perspektiv som socialrådgivere var, at fordi din far havde gjort noget slemt mod din mor, var vores narrativ, at vi skulle støtte hende. Og så ’glemte’ vi lidt jer børn. Vi fik øje på, at her var en mor, som elskede jer rigtig meget – og det kom til at fylde mere, end hvad det reelt betød, vurderer Louise Harkes.

I dag forsker hun i socialt arbejde og underviser socialrådgiverstuderende, hvor hun blandt andet bruger Villa Villekulla-uddraget af Mellissa Husseins bog.

– Som socialrådgiver er det vigtigt at have hele sit sanseapparat med, når man observerer. Når der ser sådan ud og lugter sådan i en lejlighed, bør alarmklokkerne jo ringe. Her skal blikket ikke kun være på at støtte mor i at blive en bedre mor, siger hun.

– Men når hun var den gode mor, var hun jo hele vores verden. Så jeg ville ønske, at vi var blevet anbragt sammen med hende et sted, hvor man kunne have guidet hende sammen med os. Hun kom jo fra et helt andet sted – vi fik ikke børstet tænder, fik ikke rent tøj på og kom ikke i skole. Jeg fik først gode relationer til andre voksne, da jeg blev anbragt som 13-årig. Indtil da handlede alt om min mor og hendes behov. Og vi blev set som ’retarderede’ og blev fysisk fastholdt, når vi reagerede på noget, i de skoler vi gik på, siger Mellissa Hussein.

Stor udskiftning

Trods det omsorgssvigt og den vold, hun selv og hendes søskende har oplevet, fra de var helt små, peger Mellissa Hussein ikke en vred og anklagende finger mod systemet. Hun mener dog, at hvis hendes mor havde fået hjælp sammen med sine børn, ville tingene måske have udviklet sig anderledes.

– Jeg kan godt se, at man forsøgte at hjælpe os – forsøgte at hjælpe min mor. Men sagsbehandlerne og kontaktpersonerne var der ikke så længe ad gangen, og de glemte at høre os børn: Hvad oplevede vi, hvad ønskede vi? For eksempel når hjemme-hos’eren kom på besøg, blev vi sendt ind på værelset, mens hun og min mor sad ude i køkkenet og ordnede en masse papirer, husker hun og fortsætter:

– Jeg ville ønske, at de allerede efter den første gang, hvor vi overværer, at min far gennembanker min mor, og vi troede, at hun skulle dø, havde beholdt os et sted sammen med vores mor og havde observeret os. De var heller ikke gode til at hjælpe min mor – de prøvede økonomisk, men det handlede om andet end penge, når en kvinde råber og skriger, som hun gjorde. Min mor var en ung mor, hun kunne ikke sproget, og hun var dårlig til at spotte mennesker, som ikke var gode for hende, blandt andet de mænd, hun mødte. Hun var også skrækslagen for, at vi skulle blive anbragt og misbrugt – hun hørte så mange skrækhistorier.

’Frontstage’ og ’backstage’

Men hvorfor var det så svært at hjælpe jer som familie, tror du?

– Berøringsangst. Jeg tror, de var bange for at gå tæt på os. Og så det med, at der var så mange ting, vi børn ikke turde tale om. Når vi endelig betroede os til en voksen, endte det altid med, at de talte om, at vi skulle anbringes, og det gjorde jo vores mor helt vanvittig. Derfor sagde vi ikke noget, siger Mellissa Hussein, som i bogen beskriver, at hendes mor flere gange truede med selvmord, når anbringelse af børnene kom på tale.

Louise Harkes forklarer, at det var svært at få det fulde overblik over omsorgssvigtet.

– Jeg synes, at Mellissas sag viser, at der er en ’frontstage’ og en ’backstage’ i sådan en familie. I bogen beskriver du ’backstage’ i detaljer, men det, vi socialrådgivere så, var jo kun en hundrededel af svigtene. Vi er der i én time, de øvrige 23 timer er vi der ikke. Så derfor får vi aldrig det fulde overblik. Og som du selv siger – som børn havde I fået mundkurv på. Vi så som sagt en mor, som kæmpede for og ville sine børn. Hun mødte meget ofte op i socialforvaltningen. Jeg kan huske, at jeg blev hentet ned, og hun var ikke sådan en forælder, der lod sig afvise. Hun trådte tæt på og krævede noget af os. Men det er selvfølgelig ikke godt nok. Derfor er jeg også både berørt og ked af, at vi ikke formåede at hjælpe jer bedre.

Mellissa Hussein responderer:

– Det har jeg talt meget med min mor om – at hun ofte gik til kommunen og bad om hjælp, men ikke fik den. Hun oplevede, at det eneste, de gik op i, var, om der var rent. Eller om vi skulle anbringes, siger hun og er også nysgerrig på at høre ’systemets’ perspektiv på de vrede borgere:

– Hvis jeg havde haft et had til jer som system, ville du så have mødtes med mig i dag?

– Ja, jeg er altid nysgerrig på, hvad I tænker. Jeg møder mange unge, som siger ”fuck systemet”. Som forsker eller tidligere sagsbehandler har jeg ikke brug for ros. Jeg har brug for forståelsen af, hvorfor vi fejler, og hvor vi kan gøre det bedre. Her er plads til alle følelser, og det er fuldt berettiget at være vred på systemet og sige: ”Hvorfor så I mig ikke, hvorfor gjorde I ikke noget?”, siger Louise Harkes.

Mellissa Hussein kvitterer:

– Du er så sej! Det er så fedt, at du vil være med til at sætte fokus på det her. For ti år siden ville jeg have sagt ”fuck jer”, og jeg har det stadig sådan en gang imellem, men nu bruger jeg min sunde fornuft. Det er bogens fortjeneste. Jeg har været i gang med den så længe, og det har også givet mig en forståelse for jer. Jeg er blevet meget klogere på det hele.

Følelse af afmagt

Louise Harkes har også et spørgsmål til Mellissa Hussein:

– Var det okay, at jeg skrev til dig på Facebook, da bogen udkom? Som familie har I jo været med mig i tankerne, selv om jeg kun havde jer i et år. Men I var ikke bare et nummer eller endnu en sag. Det tror jeg ikke, at familier som jeres er for os socialrådgivere. Det er også derfor, at nogle går ned med stress – den følelse af afmagt, den har også fulgt mig. Jeg fik ikke hjulpet jer nok, fik ikke truffet de rigtige beslutninger. Og nej, det er ikke kun min skyld, men også en masse strukturelle og organisatoriske forhold. Men jeg føler jo et ansvar.

– Jeg føler, at du gjorde, hvad du kunne i den tid, du var der. Og jeg blev så glad og stolt, da du skrev til mig. Fordi det er så vigtigt, at der kommer fokus på, hvad børn i familier som min har brug for, så de kan få en god fremtid og et normalt liv, svarer Mellissa Hussein.

Sådan gik det ikke Mellissa Husseins lillebror Ari. Allerede som 11-årig var han begyndt at hænge ud i nabolaget med andre udsatte børn. Kort før han fylder 13 år, bliver han kaldt til møde hos en sagsbehandler sammen med sin mor. Anledningen er endnu en bekymringsskrivelse fra skolen om tårnhøjt fravær og en mistanke om, at hans såkaldte udvikling var truet af tegn på ”kriminel adfærd og netværk”.

”Der havde været en del af den slags møder, og jeg kan også se i papirerne, at kommunen foreslog min mor, at man kunne stille en aflastningsfamilie til rådighed, eller at man fandt et sted, hvor han kunne komme i døgnbehandling. (…) Sagsbehandleren sluttede med at sige, at hun havde mødt en god, sød dreng, første gang hun traf Ari. Men hun frygtede, at han snart ville blive noget andet. Min mor garanterede fra sin side af bordet, at hun for fremtiden ville sørge for at få ham i skole hver dag. Det kom han selvfølgelig ikke. Om det her var point of no return, er svært at sige. Men hvis nogen tror, at identiteten som kriminel er en, der formes i hovedet på en 15-16-årig dreng, tager de fejl. Det begynder langt tidligere”, konstaterer Mellissa Hussein i sin bog.

Forsvarsmekanismer i spil

Bogen efterlader mange spørgsmål om et velfærdssystem, som forsøgte at hjælpe, men som ikke lykkedes med at skabe den nødvendige forandring i familien. Spørgsmålet er, om der er en socialfaglig lære af Mellissa Husseins families forløb og kontakt med ’systemet’, som andre kan få gavn af?

Vi lader Mellissa Hussein svare først:

– Jeg tror, at hvis man havde kunnet skabe en god relation til min mor, et godt samarbejde, som hun var tryg ved – og hvis hun havde forstået, at man ikke ville tage børnene fra hende, så kunne det måske være gået anderledes. Kun ved at være virkelig vred, blev hun lyttet til og taget alvorligt. Men det var jo bare en forsvarsmekanisme hos hende. Det skal de professionelle få øje på. Men i stedet sendte de os på nogle virkelig hårde institutioner og skoler med andre hårde og kriminelle børn og unge. Og da der ikke var nogle voksne at søge tryghed hos, søgte man det hos de andre børn. Så hvis man ikke var fucked up i forvejen, blev man det.

– Ja, der var masser af ting, vi overså dengang. Derfor er det jo også så interessant at læse din beskrivelse. Jeg er optaget af, hvordan vi kan lave tidligere indsatser i familier og bedre tilbud til de unge, der kommer ud i problemer – fordi mange ikke oplever at få den hjælp, de har brug for, siger Louise Harkes og tilføjer:

– Mange af de familier, vi møder, er superkomplekse. Der er ikke ét facit. Det er vigtigt, at forvaltningen er kompetent til at kunne tage hånd om familierne – og at der er rammer for at håndtere sagerne godt, blandt andet ved at være to på en så svær sag, sådan som Barnets Lov lægger op til, og få kvalificeret sagssparring, og at socialrådgiverne får nødvendig efteruddannelse.

Louise Harkes er i dag lektor ved Professionshøjskolen Absalon, hvor hun blandt andet forsker i, hvordan handleplaner opleves og fungerer for børn og unge.

– Handleplanerne kan faktisk være ekstremt gode som redskaber, hvis der vel at mærke sættes de rigtige mål. Men de er ofte formuleret ekstremt problemfokuserede og giver de unge ansvaret for deres problemer. Derfor hader mange af de unge deres handleplaner. I forhold til Mellissas familie tænker jeg, at vi skulle have været meget tydelige om forvaltningens krav til forældrene – så havde vi på den måde kunnet arbejde systematisk med at dokumentere omsorgssvigtet i hjemmet.

Reparere relation

To timer er gået, og det er tid at skilles. Mellissa Hussein glæder sig over, at Louise Harkes tog sig tid til at mødes og tale om det, hun husker fra sin tid som familiens socialrådgiver.

– Det har været superfedt at høre dig reflektere, og jeg er enig i mange af de ting, du siger. Du kan jo noget andet – du underviser socialrådgivere i dag, og derfor var der måske en højere mening med, at du skulle have os dengang. Det tror jeg på. Så andre socialrådgivere, der får familier som vores, kan lære noget af dine erfaringer, siger Mellissa Hussein.

– Jeg kan bare sige, at jeg synes, du er megasej – at du har skrevet bogen. Og at møde dig har været en fin måde at reparere den professionelle relation på – at få en gensidig forståelse for hinanden. Det betyder meget for mig at se, hvor langt du er nået, siger Louise Harkes.

---

Mellissa Hussein, 31 år

Mor til to drenge på tre og fire år. Student fra handelsskole og uddannet pædagogisk assistent. Har arbejdet med salg og marketing i flere år. Arbejder også som selvstændig foredragsholder og kontaktperson for børn og unge. Vært på podcasten SØSTRE på Podimo. Forfatter til bogen ”Fanget i familien. Drabet på min bror og min kamp for et andet liv” (Grønningen 1, 2022).
Læs mere om Mellissa Hussein og hendes bog på mellissahussein.com

---

Louise Harkes, 44 år

Uddannet socialrådgiver og har blandt andet arbejdet i Københavns Kommune som socialrådgiver for Mellissa Husseins familie og senere som leder. I dag ph.d. og lektor ved Professionshøjskolen Absalon, hvor hun forsker og underviser i børn og unge i udsatte positioner med fokus på kommuners organisering, sagsbehandling, myndighedsbeslutninger og anbringelse.

---

Forskning i handleplaner

Lektor Louise Harkes forsker i handleplaner og har skrevet ph.d. om emnet: ”Jeg gad godt, de skrev en ny”, som er en undersøgelse af kompleksiteten i handleplansprocesser i myndighedsarbejdet med børn og unge i udsatte positioner.

I afhandlingen undersøger hun socialrådgiveres og unges oplevelse af handleplaner, og den viser, hvordan hensigterne med handleplanerne kommer af gode intentioner og reelle behov, men i praksis ses det, hvordan handleplanerne i komplekse sager har vanskeligt ved at leve op til formålsbeskrivelserne og ikke bidrager til at sikre, at udsatte unge får den rette hjælp.

Louise Harkes konkluderer også, at handleplanen ikke fungerer som det inddragende redskab, det er tænkt, blandt andet på grund af den måde, som handleplanen er skruet sammen på i DUBU.

» Læs afhandlingen ”Jeg gad godt, de skrev en ny” på ucviden.dk.