Det koster hele samfundet, at du er sygemeldt
KLUMME FRA PRAKSIS: Jeg kunne ikke lige lave en hurtig hovedregning, for hvad skal regnes med, når man beregner, hvad et menneske koster samfundet?
Som socialrådgiver skal man høre meget, før ørerne falder af, men efter 16 år i faget troede jeg, at jeg havde hørt det meste. Der er ingen tvivl om, at rammerne for at være ansat i jobcentrene har ændret sig. Da jeg startede, handlede økonomi om at huske at få godkendt den månedlige udbetaling af kontanthjælp, for fik man ikke trykket godkendt, så måtte man op og hente en check hos afdelingslederen, og det var pinligt, når man for femte gang måtte gå den tunge vej med en check i hånden. Det blev stort set ikke drøftet, hvad det kostede, at borgeren var på en forsørgelsesydelse.
Det vakte derfor stor forbløffelse, da et af medlemmerne i den fagforening, hvor jeg arbejder, fortalte, at sætningen “Det koster jo hele samfundet, at du er sygemeldt “ havde været en del af hendes opfølgningssamtale i jobcenteret.
Som stress-sygemeldt syntes hun, at det var svært at skulle forholde sig til at være den form for belastning, og efterfølgende spurgte hun derfor mig:
“Hvad koster jeg egentlig?” Det kunne jeg ikke lige lave en hurtig hovedregning på, for hvad skal regnes med, når man beregner, hvad et menneske koster samfundet?
Skal man eksempelvis tælle udgifter til de lovpligtige lægeerklæringer med? Jeg har hørt om socialrådgivere, der ikke indhenter lægeerklæringer i de sager, hvor raskmelding ligger inden for kort tid – og i stedet kontakter borgerne for at høre, om det er rigtigt, at de snart melder sig raske og genoptager deres arbejde? Her kan en socialrådgiver, så vidt jeg er orienteret – snildt spare jobcenteret for flere tusinde kroner om dagen – fordi der ikke indhentes standard-lægeerklæringer til cirka 1000 kroner pr. styk for enhver pris. Mon der bliver taget højde for dette i de kommende nye sygedagpengeregler, hvor der også gerne må levnes mere plads til det faglige skøn?
Jeg studser i hvert fald over, at det næsten altid er forsørgerydelsen, der i fokus, når vi taler om udgifter for ledige og syge borgere. Der må findes andre måder at spare på. Heldigvis bliver der talt meget om at investere i mennesker. Om hvordan det kan spare samfundet mange penge at investere i en beskæftigelsesindsats, som giver mening for den enkelte borger.
Jeg bakker op om investeringsstrategien, herunder at det også betaler sig at investere i flere ansatte, for det betyder bedre arbejdsvilkår for mine offentligt ansatte kolleger – og dermed bedre mulighed for at udføre meningsfuldt socialt arbejde. Men jeg bryder mig ikke om en retorik, hvor sygemeldte borgere bliver konfronteret med, at de udgør en økonomisk byrde for samfundet. Sygdom kan ramme os alle, og derfor må vi dele den regning, som kommer – uden løftede pegefingre.