DEBAT: Tid til mer’ – job til fler’?

Siden 1990 har vi haft en 37-timers arbejdsuge. Det er på tide at ændre nu.

Vores fags største udfordring er, at vi bliver syge af vores arbejde. Som faggruppe ligger vi gang på gang i toppen over de mest stressede faggrupper. Desværre, for det er ikke en konkurrence, der er fed at vinde.

Jeg kender ingen socialrådgivere, som har valgt uddannelsen og faget på grund af løn eller prestige. Alligevel ser jeg alt for mange, der knokler sig selv til en sygemelding.

Når jeg fortæller mennesker, hvad jeg arbejder med, er reaktionen ofte ”Er det ikke vildt hårdt?”, og til det må jeg svare: ”Jo, men ikke af de årsager, du tror.” Det er ikke arbejdsopgaverne, målgruppen, kollegaerne eller kvaliteten af den kommunale kaffe. Det er hårdt ikke at have den tilstrækkelige tid – hverken til de mennesker, vi er uddannet og ansat til at hjælpe, eller til os selv – når vi indimellem har fri.

Jeg tror, at færre timers arbejde til samme løn og en arbejdsmængde tilpasset timetallet ville have en kæmpe betydning for vores trivsel i faget. Det ville give gladere medarbejdere med mere overskud, hvis vi havde længere restitutionstid og mere fritid. Det ville medføre mindre sygdom og dermed flere timers effektivt arbejde.

Selv som frivilligt barnløs synes jeg, det er svært at nå alt det, jeg gerne vil, når jeg har fri fra arbejde. Ofte betyder det, at jeg ikke når at holde ægte fri og få ladet mine batterier op. Jeg elsker mit arbejde og kunne ikke forestille mig at lave noget andet. Men jeg kunne godt drømme om lidt mindre af det.

Det virker måske som et paradoks i en tid med mangel på arbejdskraft, men jeg ser det som en del af løsningen – bedre vilkår og tid til arbejdet kan jo netop trække flere til vores fag. Hvis alle socialrådgivere arbejdede 30 timer, ville det også gøre plads til endnu flere socialrådgivere på arbejdsmarkedet – tænk engang hvor fedt det ville være.

---

Af Caroline Palbo, socialrådgiver og rusmiddelbehandler i Københavns Kommune