DEBAT: Når næverne taler, skal vi turde tale med dem

"Behandling til udøver vil ikke bare hjælpe vores medmennesker nu, men også kommende generationer"

Det farligste, en kvinde kan gøre, er at være i relation til en mand. I gennemsnit sker 12 partnerdrab, hvor en kvinde er offeret, om året. Langt de fleste af de drab er planlagte.

I mit arbejde med behandling af voldsudsatte kvinder oplever jeg, hvordan hovedparten af de voldsudsatte påtager sig ansvaret for den vold, de har været udsat for. De tænker ”Det var min egen skyld” og slås med følelsen af skam over at være udsat for vold.

Det frygteligste ved mit arbejde er, at jeg ved, hvor få voldsudøvere der modtager behandling. Jeg sidder tilbage med viden om, at voldsudøver går videre til den næste kvinde og udøver vold mod hende og hendes børn.

Vi er som samfund nødt til at sætte fokus på, hvordan vi kan hjælpe de mænd, der udøver vold. De mænd, hvor temperamentet løber af med dem på en måde, hvor de gør fortræd, så de hverken kan se sig selv eller deres kære i øjnene. En vold, som også kan eskalere til drab.

Der findes få steder, som behandler voldsudøvere. Og der findes måske heller ikke en kultur i Danmark, hvor mænd kan tale højt om udfordringer med aggression, vrede og afmagt? Måske oplever nogle voldsudøvere skam over, at de slår. Hvor skal de gå hen, og hvem kan de tale med?

Jeg håber, at politikerne vil være ambitiøse i en kommende handlingsplan for vold i nære relationer. Så retten til behandling sikres for både udøver og offer. Behandling til udøver vil ikke bare hjælpe vores medmennesker nu, men også kommende generationer. Vold mod kvinder og kvindedrab bør være fortid.

Indtil vi får en ny handlingsplan, vil jeg opfordre til, at vi starter samtalen om udfordringer med aggression, vrede og afmagt. Vær en god kammerat og sig til, hvis du ser din ven eller kollega reagere uhensigtsmæssigt.

Stop op, og stop det, hvis du støder på et mandefælleskab, hvor det er almindeligt, at hadske kommentarer mod kvinder er en del af jargonen. Hjælp ham eller dem med at søge hjælp.


Matilde Dueholm, socialrådgiver i Mødrehjælpen.


Du kan maile til redaktionen@socialraadgiverne.dk