DEBAT: Børnesamtalens bagside

Med barnets lov er børneinddragelse i form af børnesamtalen blevet en central del af kommunernes arbejde med udsatte børn. Det fokus betyder imidlertid også, at sårbare børn får et større ansvar. Som nu afdøde professor Per Schultz Jørgensen formulerede det i 2021, da den daværende regering præsenterede sit udspil til barnets lov:

”Det (er) et signal om at lægge mere ansvar over på børns skuldre. Hvis vi gør det mod børn, der i forvejen har meget at bære på, går vi over grænsen.”

Det er vi enige i. Børn kan godt give udtryk for umiddelbare tanker og ønsker, men det kræver en voksen med indsigt i barnets situation og livsverden at finde frem til deres dybere behov. Alligevel kræver barnets lov, at barnets stemme skal være et bærende element i et sagsforløb.

Det er et problem. Ikke fordi der er noget galt med børneinddragelse – tværtimod. Og en individuel børnesamtale er fin for det barn, der har noget på hjerte. Men det er sjældent en god form for inddragelse for det barn, der er grundlæggende usikker på alt.

Derfor bør den individuelle børnesamtale alene tilbydes, når et barn selv ønsker det, eller når helt særlige forhold taler for en samtale uden deltagelse af forældre. En individuel samtale kan opleves som et vanskeligt interview og forstærke børns følelse af, at det er dem, der er noget galt med.

Spørgsmålet er så, hvad alternativet til børnesamtalen er.

I langt de fleste tilfælde er forældrene helt afgørende for barnet og for vores forsøg på at forstå, hvad der foregår inde i barnet. Derfor mener vi, at den enkelte børnerådgiver efter en samtale med forældrene om familiens liv bør invitere barnet eller børnene i familien med til en familiesamtale, hvor de voksne taler åbent om det, der tidligere har været ’voksensnak’ eller endda helt fortiet. Når barnet oplever, at mor og far mødes med hjertelig respekt, og at de voksne taler åbent med hinanden om livet og om det, som udfordrer, vil barnet ofte få lyst til at udtrykke sig… helt uden at nogen stiller spørgsmål.