På vej mod en ny fortælling

Kære fagfæller

Jeg vil gerne på vegne af hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening byde jer rigtig hjerteligt velkommen!

Jeg er jo fra Jylland. Og som I nok ved, har vi jyder det med ikke at svinge os alt for højt op. Men når jeg nu står her foran alle jer dybt engagerede socialrådgivere, der er kommet fra hele landet for at inspirere og blive inspireret af kolleger – ja, så bliver jeg sgu bragende stolt!

Stolt fordi jeg nu i et år har haft det enestående privilegium at være formand for landets sejeste faggruppe. Det har bragt mig på besøg rundt omkring på rigtig mange socialrådgiverarbejdspladser i alle afkroge af vores fag. Og når jeg møder jer dér, får et indblik i jeres hverdag, taler med jer og hører om, hvordan I på trods af svære arbejdsvilkår hver eneste dag gør et kæmpe stykke arbejde for mennesker, der har brug for jer – så bliver jeg oprigtigt imponeret.

Tak for det

Jeg bliver også stolt, fordi så mange af jer vil bruge to dage sammen her i Nyborg for at blive klogere. Det viser jeres brændende engagement for faget, og det afspejles i jeres indsats for borgerne.

Og endelig bliver jeg stolt over det både fagligt stærke og underholdende program med ikke mindre end 81 spændende oplæg, debatter, workshops, museumsbesøg og film, som vi skal i gang med om lidt.

Jeg vil gerne takke jer, der har brugt tid på forberedelse og nu vil gøre os alle sammen klogere. Og tak til projektgruppen i DS, som har arbejdet benhårdt på at få programmet sat sammen og alt det praktiske til at spille. De har ydet en kæmpe indsats, lad os give dem en stor hånd!

Ny fortælling

Det er første gang, jeg står her og holder formandens åbningstale på Socialrådgiverdage. Og som – relativt – ny formand er jeg særligt glad for titlen på vores fagfestival i år: ’På vej mod en ny fælles fortælling’ – så er det nemlig ikke kun mig, der er ny.

Og hold da op, hvor er der sket meget nyt det seneste års tid.

I november vedtog vi en resolution, der betyder, at socialrådgivernes arbejdsmiljø er omdrejningspunktet for vores arbejde i Dansk Socialrådgiverforening. Baggrunden er – som I ved bedre end nogen andre – at socialrådgivernes psykiske arbejdsmiljø er voldsomt presset.

Derfor ligger arbejdsmiljø som et gennemgående tema under alt vores arbejde i foreningen – når vi taler med politikerne, når vi udtaler os til medierne, og når vi uddanner tillidsrepræsentanter. Og så, som altid, når vi støtter socialrådgivere i hele landet i arbejdet for et bedre arbejdsmiljø lokalt. I morgen skyder vi så vores kampagne for et bedre arbejdsmiljø i gang, som vi håber, I alle vil deltage i og bakke op om – det bliver både udfordrende og sjovt, så I kan godt glæde jer!

I december fik vi en politisk aftale om en ny hovedlov, som samler indsatserne fra syv forskellige love. Den bliver afgørende for, at vi kan arbejde med det hele menneske på tværs af sektorer og forvaltninger. Jeg er som repræsentant for DS med i følgegruppen til hovedloven, og vi bidrager selvfølgelig med vores erfaringer fra virkeligheden – men vi er også meget opmærksomme på, at pengene skal følge med, for med hovedloven følger også en gennemgribende omstilling af vores arbejde. Det skal politikerne afsætte ressourcer til. Hovedloven er et af de emner, vi behandler senere i programmet.

Så har vi fået et stærkere og samlet fagligt fællesskab i fagbevægelsen, da LO og vores FTF ved årsskiftet slog sig sammen og blev til FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation. Her er vi godt i gang med at finde hinanden – for det skal man selvfølgelig, når to så stærke organisationer smelter sammen – men også med det konkrete arbejde for at sikre gode løn- og arbejdsvilkår, balance mellem familie- og arbejdsliv, ordentlige uddannelser og gode rammer for tilværelsen efter arbejdslivet. Her bliver både aftalen om seniorpension, den nye regerings kommende bud på tidlig tilbagetrækning og forhandlingerne om overenskomst i 2021 helt afgørende, og vi arbejder i DS benhårdt for, at psykisk og fysisk nedslidning sidestilles.

Ny fortælling – ny regering

Og ja, så er regeringen jo også ny. Og nu kan jeg godt mærke, at alt det nye kan give lidt sved på panden: ny formand, ny hovedorganisation, ny hovedlov, ny regering – hvad bliver det næste?

Her er det vigtigt at huske på, at pilen peger i den rigtige retning, både i vores egen organisation og rundt omkring os. Vi er ’på vej mod en ny fælles fortælling’ – om velfærdssamfundet, om Dansk Socialrådgiverforening og om socialrådgiverne som faggruppe. En fælles fortælling, der skal bygge på tillid:

Tillid til at mennesker gerne vil bidrage til såvel samfundet som deres egen udvikling.

Tillid til at vi med vores faglighed kan møde borgerne der, hvor de er, og gennem et tillidsfuldt samarbejde understøtte hvert enkelt menneskes og families udvikling.

Og tillid til at lokalt samarbejde mellem borgere, fagforeninger og kommuner giver de bedste løsninger.

Det kræver selvfølgelig ordentlige rammer, og det har vi ikke i dag. Borgere på kanten af arbejdsmarkedet bliver presset af lave ydelser og rigide regler. Mange socialrådgivere mangler tid til deres arbejde. De må kæmpe hårdt med den øverste ledelse og politikerne i byrådet for at få fagligt handlerum frem for styring dikteret af økonomi. Og kommunerne bliver holdt i stramme tøjler af Christiansborg, både når det gælder økonomi og muligheden for at skræddersy indsatserne til den enkelte borgers behov.

Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke kan opretholde velfærdssamfundet, hvis ikke vi prioriterer det! Vi har i årtier hørt på politikernes snak om, at effektiviseringer skal redde velfærden. Hvis bare vi løber lidt hurtigere hvert år, så kan vi få mere velfærd for færre penge. I starten var der måske lidt om snakken – på nogle områder. Men de seneste mange, mange år har de såkaldte effektiviseringer slidt velfærden ned til sokkeholderne. Og når hver tredje socialrådgiver er stresset – hver tredje, kære venner! – så er vi altså langt over grænsen for, hvad der er rimeligt!

Alligevel er jeg forsigtig optimist. Og hvorfor så det?

Jo, helt grundlæggende oplever jeg, at det nu er gået op for langt de fleste mennesker, at det ikke går længere. Vi ved fra undersøgelser, at et stort flertal i befolkningen bakker op om vores velfærdsmodel. Og befolkningen er med os, når vi siger, at velfærd kræver flere ressourcer.

At vi ikke kommer længere med effektiviseringer. Og at investeringer i fællesskabet gavner os alle – og samfundsøkonomien.

Siden valget den 5. juni har regeringen sagt det samme. For første gang siden 80erne har vi fået en regering, der vil gøre op med Finansministeriets regnemodeller – og dermed sikre, at det arbejde, som vi og vores velfærds-kollegaer i andre fag løfter hver eneste dag, også regnes som en værdi for samfundet. Det er nyt – og det giver mig håb. De gode intentioner om mere tillid til offentligt ansatte, som skiftende regeringer har talt om, bliver nemlig kun til virkelighed, hvis politikerne er parate til helt konkret lade de store positive effekter af vores arbejde tælle med i samfundets samlede regnskab.

Investeringer

Det ser vi konkrete eksempler på i kommunerne. For den nye fælles fortælling er i høj grad skabt i kommunerne. Mange af dem er i gang med en grundlæggende udvikling og omstilling fagligt og organisatorisk – det gælder både børneområdet, indsatsen til udsatte voksne og beskæftigelsesområdet. Det er en omstilling til en tidlig, intensiv og helhedsorienteret indsats med os socialrådgivere i en nøglerolle som koordinatorer. Mange af kommunerne har erkendt, at den omstilling kun bliver en succes, hvis de sætter sagstallet ned og giver tid til det sociale arbejde.

Kommunerne er gået i gang på egen hånd, så der er mindst 98 modeller, som spænder fra visionær nytænkning og reelle investeringer i mennesker – til det tyndbenede og luftige. Men vi kan trods det brogede billede se, at der kan tegne sig en ’ny fælles fortælling’ i udviklingen, som giver os nye muligheder – og udfordringer. Vi får en vigtigere rolle, vi kan få et større ansvar, vi kan få færre sager – men vi skal også arbejde mere fleksibelt med et stort ansvar for koordinering i et mere uforudsigeligt terræn, og vi skal udvikle nye metoder og faglige forståelser.

Vi sætter fokus på denne nye, fælles fortælling her på Socialrådgiverdage. Vi skal belyse den og diskutere den kritisk og konstruktivt. Socialrådgiverdage er altid spændende – men det er særligt spændende i år, for kommunernes vidtgående omstillinger og den fælles fortælling, der kan ligge i dem, åbner mange nye muligheder og udfordringer.

Når kommunerne er gået i gang med at omstille sig, ja så skyldes det ikke mindst, at der ikke er nogen gode argumenter for at lade være med at investere i mennesker.

Først og fremmest handler det om at sikre den rette hjælp og støtte til dem, der har behov. Og så giver det næsten sig selv, at hvis en socialrådgiver og andre fagfolk gennem en tidlig indsats får en udsat familie på ret køl – hvis faren og moren kommer ud af misbrug og i arbejde, mens de får hjælp til at sikre børnene en tryg og stabil opvækst – ja, så er den investering altså godt givet ud for familien – men også med samfundsøkonomiske briller.

Det giver også sig selv, at et godt arbejdsmiljø kræver ordentlig tid til arbejdsopgaverne.

Og at et dårligt arbejdsmiljø, der fører til sygemeldinger og arbejdslede frem for arbejdsglæde, er skidt for både medarbejdere, borgere og samfundsøkonomien.

Arbejdsmiljø

Arbejdet for et godt arbejdsmiljø er en kerneopgave for enhver fagforening, og det har altid været en topprioritet hos os i DS. Men vi er den mest stressede faggruppe i Danmark, og det siger ikke så lidt, når vi ved, hvor hurtigt vores gode kolleger fra andre faggrupper løber – sygeplejersker, pædagoger, politibetjente, for blot at nævne nogle.

Derfor lancerer vi i morgen kampagnen ’Tid til socialt arbejde’ – en kampagne vi alle vil blive involveret i. Jeg vil gerne læse en lille smule fra kampagnens fortælling for jer:

’Vi kender det dybe sug af frygt i maven efter en endt arbejdsdag. Vi har alle ligget søvnløse og tænkt: Hvis sag var det, som vi ikke havde tid til at behandle i dag? Den følelse kan få minutterne til at føles som timer.

Vi mærker det på egen krop. Vi kan se det på vores kollegaer. Og vi ved, at vi er den mest stressede faggruppe i Danmark! Hver tredje af vores kollegaer føler sig stressede! For meget arbejde og for lidt tid – dét er problemet.

Tiden er kommet til at råbe politikerne op.

Det er dem, som er ansvarlige for alle de unødige dokumentationskrav, det er dem, som finder på de evindelige reformer, og laver konstante omorganiseringer. Det er dem, som giver os flere og flere arbejdsopgaver, uden at der følger tid og nye kollegaer med.

Vi vil åbne politikernes øjne. Få dem til at se, hvad tidspresset gør ved vores arbejdsliv, vores arbejdsmiljø og ved det sociale arbejde. Vi vil fortælle politikerne, hvordan vores virkelighed ser ud, med vores egne ord og med vores egne redskaber.

Som socialrådgivere har vi et særligt ansvar for udsatte og sårbare mennesker. Vi forebygger, modvirker og afhjælper sociale problemer. Vi viser omsorg for borgerne, men også for os selv og hinanden.

Derfor er det nu tid til at lave en underretning om vores eget arbejde – fra vores liv som socialrådgivere.

Lad os underrette politikerne, så de kan forstå, at socialt arbejde kræver tid. Så vi sammen kan finde tilbage til det meningsfulde i vores arbejdsliv. Til dét der gør os stolte. Det som giver os lyst til at gå på arbejde hver dag. Det som virkeligt gør en forskel for andre mennesker.’

I løbet af den næste halvanden måned vil vi bede jer og jeres kolleger om på forskellige måder at bidrage til den fælles underretning til politikerne om problemerne med socialrådgivernes arbejdsmiljø. Allerede i morgen får alle medlemmer af DS en mail med mulighed for at tilmelde sig kampagnen. Men I kan tyvstarte i dag.

Når I har en pause, så gå hen til standen ’Min fagforening’ for at skrive jer op til kampagnen og få taget et foto med kampagnens budskab.

Kære venner. Lad os sammen vise Folketinget og regeringen, hvorfor socialt arbejder kræver tid. Lad os sammen kæmpe for et godt arbejdsmiljø!

Fattigdom og tillid

Nu vi taler om Folketinget og regeringen. Så vil jeg sådan set gerne starte med at sende en hilsen til den tidligere regering.

Vi har på mange områder haft et konstruktivt samarbejde med de tidligere ministre – især beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, socialminister Mai Mercado og innovationsminister Sophie Løhde. Jeg vil gerne takke for samarbejdet og en række gode tiltag, som vi var i tæt dialog om – Lov om Én plan, det sociale frikort, forenkling på beskæftigelsesområdet og aftalen om Hovedloven.

Alt det kan den nye regering bygge videre på. Og samtidig kan vi så tage fat på samarbejdet om nogle af de ting, som vi ikke kunne blive enige med den tidligere regering om – navnlig de lave ydelser og diskussionen om fattigdom. Regeringen og dens støttepartier har allerede taget et lille skridt med tilskuddet til fattige børnefamilier. Og vi ser frem til, at regeringens ydelseskommission næste år præsenterer sit udspil til et helt nyt ydelsessystem.

Det skal være sådan, at mennesker, der bliver ramt af sygdom, sociale begivenheder eller nedslidning, får et anstændigt livsgrundlag. Og et menneske, der ikke kan arbejde, skal altså ikke slæbes igennem arbejdsprøvninger og ressourceforløb!

Den nye socialminister, Astrid Krag, slog i et interview med vores fagblad Socialrådgiveren fast, at socialpolitikken er tilbage. Og hun sagde noget, der gør mig fortrøstningsfuld:

”For nogen vil målet være at få en stabil hverdag fri af misbrug, hvor de ikke ryger ind og ud af psykiatriske indlæggelser, og hvor de kan være noget for andre. Det kan være på et værested, på en café eller andre gode steder rundt omkring. For dem er succeskriteriet ikke beskæftigelse.”

Det er så åbenlyst rigtigt, men det er bare så længe siden, at vi har hørt en minister sige det her – uden forbehold om at ’det skal kunne betale sig at arbejde’. Vi ved jo – og det anerkender ministeren også – at langt de fleste mennesker, også de allermest udsatte, drømmer om at kunne arbejde. Og når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard samtidig varsler et opgør med mistilliden i systemet – både til medarbejdere og borgere – så forstærker det troen på, at vi går en ny tid i møde: En ny fortælling.

Den tillidskrise, som mange taler om – at vælgerne ikke har tillid til politikerne og borgerne ikke har tillid til systemet – den kan kun løses, hvis politikerne og systemet udviser tillid til medarbejderne og til borgerne. Jeg håber virkelig, at regeringen sætter handling bag ordene. Jeg kan i hvert fald love, at vi vil holde dem op på det og vil se frem til samarbejdet om at skabe et system, der bygger på tillid!

Tillid mellem fagfæller

Tillid er fundamentet for vores velfærdssamfund. Men når vi beder politikere og ledere om at have tillid til os som faggruppe, så skal vi også have tillid til hinanden som fagfæller og kolleger. Vi har den samme uddannelse, og vi er alle blevet socialrådgivere for at gøre en forskel for andre mennesker. Udgangspunktet er det samme. Det skal vi huske, når vi bliver frustrerede over kolleger, der sidder andre steder. Vi har forskellige udgangspunkter og vilkår for at lave socialt arbejde.

Det betyder ikke, at vi ikke skal bedrive fagkritik. Tværtimod. Det skal vi. Et fag som vores forpligter i dén grad til at vi bedriver fagkritik. Vi skal reflektere over vores egen og hinandens praksis og diskutere etiske dilemmaer i arbejdet. Det gør vi løbende i hovedbestyrelsen, i faggrupperne, på arbejdspladserne og i vores fagblad, og det sker i stor stil på sociale medier – ofte i en god og ordentlig tone med faglige og saglige argumenter og med den indignation, som mange af os bærer rundt på. Det er kun godt.

Men nogle gange tager frustrationen og mistilliden helt over, og så bliver debatten ufrugtbar. Derfor varmede det virkelig at se, hvordan en ophidset debat på Facebook i sidste måned endte med dialogkaffe og løfter om at lytte til hinanden. Lad os gøre alvor af det løfte, uanset om vi arbejder som selvstændige socialrådgivere, i et jobcenter, på børneområdet eller noget helt fjerde. Lad os have tillid til kollegaen på den anden side af bordet, i den anden forvaltning eller i den anden afdeling – så stor tillid, at vi tør gå til hinanden med nysgerrige, saglige og kritiske spørgsmål og en tro på, at vi bliver bedre sammen, når vi bliver præsenteret for nye perspektiver og vores meninger brydes.

Lad os sammen udvikle vores fag i dialog med hinanden!

Før jeg slutter af, skal jeg huske at sige, at den nye og virkeligt fagligt interessante socialrådgiver-podcast med det mundrette navn ’Elsk Foucault’ deltager her på Socialrådgiverdage. Velkommen til jer og tak fordi I vil dække nogle af de spændende ting, her foregår. Derudover har vi også besøg fra pressen og fra vores fagblad, Socialrådgiveren, så det kan være, I bliver spurgt, om I vil udtale jer. Hvis I ikke vil med på billeder til Socialrådgiveren, så vil jeg bede jer om, som altid, at henvende jer til kommunikations-afdelingen. De sidder i et lokale ved foyeren.

Og husk at gå på opdagelse i udstillingerne ude på gangene i pauserne. Der er ikke mindre end 44 udstillere, som præsenterer et kalejdoskop af de uddannelser og tilbud, som vi skal bruge i det sociale arbejde. Dertil er der det særlige område, hvor I kan møde ’Vores fagforening’ – DS i fuldt flor. Sug inspiration til jer fra kolleger i andre kommuner, fra andre områder. Tag diskussionerne og husk at lytte – det er vi jo også uddannet til – og sidst, men absolut ikke mindst: Husk at hygge jer!

Hjerteligt velkommen til Socialrådgiverdage 2019!