DS ser frem til samarbejde med ny regering
- Vi bidrager altid gerne med vores faglige viden, så politikerne på Christiansborg har mulighed for at nå frem til de bedste løsninger, siger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Valget er overstået, og i skrivende stund forhandles der på livet løs om en ny regering. Dansk Socialrådgiverforening ser frem til, at dannelsen af en ny regering er på plads, og de nye ministre og ordførere er udpeget.
– Vi ser frem til at samarbejde med de nye ministre og ordførere. Vi bidrager altid gerne med vores faglige viden, så politikerne på Christiansborg har mulighed for at nå frem til de bedste løsninger. Om det handler om jobcentrenes rolle, tidlige forebyggende indsatser og investeringer i socialt arbejde eller konsekvenser af de lave ydelser, så er vi klar, siger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Konkret tager Dansk Socialrådgiverforening hul på dialogen med de relevante ny-udpegede ministre og en række ordførere ved at sende et velkomstbrev – hvor DS inviterer til møde.
Vigtige opgaver venter
Op til valget har Dansk Socialrådgiverforening markeret sig i den offentlige debat om nogle af de udfordringer, som ifølge Mads Bilstrup også er vigtige opgaver for den nye regering.
Det drejer sig blandt andet om konsekvenser af fattigdom , om de knappe ressourcer og mangel på koordinering på psykiatriområdet , om seniorpension og om jobcentrenes rolle.
Status på DS-kandidater
Som man kunne læse i fagbladet Socialrådgiveren 5/19 stillede otte socialrådgivere – og medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening – op til folketingsvalget – ingen af dem blev valgt ind. Dog blev Charlotte Vindeløv, som stillede op for SF i Østjyllands Storkreds, 1. suppleant til en plads i Folketinget. De to kandidater til EU-parlamentet blev heller ikke valgt ind.