DS gør klar til OK26

Forberedelserne til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er i fuld gang. Medlemmerne har givet tydeligt udtryk for, hvad der betyder mest for dem – og netop deres stemmer danner grundlaget for de krav, som socialrådgivernes forkvinde, Signe Færch, tager med til forhandlingsbordet.

– Når vi snart går til forhandlinger, tager vi ikke bare en liste med krav med os. Vi tager socialrådgivernes stemmer, drømme og hverdagskampe med helt ind til bordet, siger Dansk Socialrådgiverforenings forkvinde, Signe Færch.

Dansk Socialrådgiverforening har modtaget forslag til krav fra over 200 klubber på landets offentlige arbejdspladser, som tilsammen repræsenterer cirka 6.500 medlemmer.

– Det er et imponerende engagement, som medlemmerne udviser, og det vil jeg gerne sige en stor tak for, lyder det fra Signe Færch.

Fokus på løn, arbejdsliv og ledelse

Overenskomstforhandlingerne tager afsæt i de mange krav, som socialrådgiverne har formuleret på klubmøder og digitale møder rundt om i landet. På baggrund af medlemmernes tilbagemeldinger har Dansk Socialrådgiverforening udpeget tre overordnede temaer, som både de generelle og de specielle krav vil tage udgangspunkt i.

  1. Mere i løn: Socialrådgivere løfter et stort og vigtigt ansvar, og det skal vores løn afspejle. Det handler både om anerkendelse og om at sikre, at den offentlige sektor også fremover kan tiltrække og fastholde dygtige socialrådgivere.
  2. Et bæredygtigt arbejdsliv: Et langt arbejdsliv kræver fleksibilitet og et sundt arbejdsmiljø. Socialrådgivere skal have mulighed for at forene arbejdsliv og fritid – uanset livsfase – og samtidig opleve trivsel i hverdagen.
  3. Bedre rammer for faglig ledelse: Flere ledere med socialrådgiverbaggrund vil styrke faget. Derfor skal vilkårene forbedres, så det både er muligt og attraktivt at gå ledervejen.

DS: Anerkend vores ansvar

På trods af, at socialrådgiverne bærer et stort ansvar og er med til at binde velfærdssamfundet sammen, så får socialrådgiverne ifølge Signe Færch ikke løn som fortjent.

– Socialrådgivere møder mennesker i nogle af livets mest sårbare øjeblikke. Og vi står i front for at sikre tryghed, retssikkerhed og menneskelig omsorg i velfærden. Men selvom ansvaret er stort, så er anerkendelsen ikke fulgt med i form af højere løn.

– Det gælder også for vores ledere. De oplever udfordrende vilkår – og det påvirker hele faget. Ved også at investere i ledernes vilkår, vil vi skabe en lønstruktur, der anerkender erfaring, ansvar og udvikling – og som giver socialrådgivere noget at stræbe efter uden at skulle forlade faget. Og en lønstigning til lederne vil også være en løftestang for menige socialrådgiveres lønudvikling, forklarer Signe Færch.

Arbejdsmiljø kommer også til at være et vigtigt punkt under overenskomstforhandlingerne.

– Dårligt arbejdsmiljø og stress udfordrer vores medlemmer. Det dokumenterer vores vilkårsundersøgelse, og ønsket om et sundt og fleksibelt arbejdsmiljø vil også afspejle sig i de kommende krav – herunder mere betalt frihed ved barns sygdom.

Markante sejre skal bane vejen

Ved overenskomstforhandlingerne i 2024 sikrede Dansk Socialrådgiverforening markante lønstigninger. Et mangeårigt mål om, at alle offentligt ansatte socialrådgivere skal have minimum 16 procent i pension blev også indfriet. Og efter mange års målrettet løft af startlønnen, kom et målrettet løft af de midterste grundløntrin også i hus.

– De resultater skal vi bygge videre på ved OK26, og jeg glæder mig helt vildt til, at vi igen sætter os ved forhandlingsbordet, siger Signe Færch.

De forhandler din overenskomst

Dansk Socialrådgiverforenings forhandlingsdelegation består af forkvinde Signe Færch, næstforkvinde Marie Vithen og DS’ tre regionsforpersoner: Rasmus Balslev, Trine Quist og Mie Vode Moll.

Læs mere om overenskomstforhandlingerne på socialraadgiverne.dk/OK26/

Køreplanen for OK26

Dansk Socialrådgiverforening udveksler både de generelle og de specielle krav med arbejdsgiverne i stat, region og kommune kort tid før juleferien 2025.

Alle forhandlinger planlægges at være afsluttet med udgangen af februar. Så skulle alt gerne være klar til, at en ny overenskomst kan træde i kraft 1. april 2026, hvis medlemmerne godkender resultatet i en urafstemning.