Den Gyldne Socialrådgiver: Lone Engels vinder pris for at sige fra

Socialrådgiver Lone Engels er dette års modtager af Den Gyldne Socialrådgiver. Hun får prisen for at sige fra over for ulovlig praksis i den kommune, hvor hun arbejder – og på den måde stå op for sin egen faglighed såvel som borgernes retssikkerhed.

Foto: Rasmus Falck

Lone Engels gik i 2024 til medierne for at sætte spot på de 189 borgere, der på daværende tidspunkt stod på venteliste til et botilbud, som de var visiteret til. Det var en årelang praksis i kommunen – som ikke desto mindre var ulovlig.  

Hun stod frem med navn og ansigt for at sige fra, og med sin indsats fik hun politikerne til at handle og afsætte penge til at nedbringe ventelisterne.  

– Lone Engels er et forbillede for socialrådgiverfaget. Hun siger fra, når hun oplever, at hendes faglighed og borgernes retssikkerhed bliver udfordret. Det er inspirerende, og jeg håber, at mange vil følge hendes eksempel, hvis de bliver vidne til ulovlig praksis, for vi ved, at det finder sted, siger Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening. 

Signe Færch peger på, at en undersøgelse blandt medlemmerne i Dansk Socialrådgiverforening viser, at 28 procent af de kommunalt ansatte socialrådgivere har oplevet ulovlig praksis på deres arbejdsplads – alene inden for det seneste år. 

– Det er dybt bekymrende, at hver fjerde socialrådgiver i kommunerne har oplevet ulovlig praksis. Derfor har vi brug for socialrådgivere som Lone, der tør sige fra over for det pres, som vi socialrådgiver alt for ofte underlægges som følge af manglende ressourcer.  

– Vi ved fra en tidligere undersøgelse, at 9 ud af 10 socialrådgivere siger fra, når de oplever kritisable forhold på jobbet. Men desværre oplever alt for få, at det faktisk fører til ændringer, og det er meget alvorligt, siger Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening. 

Lone Engels siger selv om prisen: 

– Jeg er enormt glad og stolt over den anerkendelse, jeg har fået. Men jeg mener jo ikke, at jeg har gjort noget særligt. Jeg er blevet ansat til at yde noget for borgerne, og når deres retssikkerhed bliver udfordret, så er jeg nødt til at råbe op.  

– Mit håb er, at vi socialrådgivere bliver bedre til at stå sammen og sige fra i fællesskab, når vores faglighed og borgernes retssikkerhed kommer under pres.  

Den Gyldne Socialrådgiver uddeles af Dansk Socialrådgiverforening ved Socialrådgiverdage 2025. Prisen gives hvert år til en socialrådgiver eller en gruppe af socialrådgivere, der har ydet en særlig indsats for faget. Med prisen følger 15.000 kroner og en statuette.