Tænk hvis det var patienter og læger, som blev udsat for det, socialt udsatte borgere og socialrådgivere råber op om

Midt i juni indgik regeringen og KL en økonomiaftale. Med yderligere 3,3 mia. kr. til den lokale velfærd, lægger aftalen sig i slipstrømmen af de seneste år, og under ét tales der om et sporskifte efter flere års pres på den kommunale økonomi.

Socialområdet kører dog videre i samme rille – mens man med løfter om ”frisættelse” på beskæftigelsesområdet er godt i gang med at gennemføre omfattende besparelser, som betyder færre medarbejdere og ringere støtte til de mest udsatte ledige.

Som fællestillidsrepræsentanter for socialrådgiverne i landets største byer, ser vi det på nærmeste hold. Tallene varierer mellem København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Odense, men i hver og én af vores kommuner er der et merforbrug og stigende udgifter. Der er altså ikke tale om enkelte kommuner, som har mistet grebet om økonomien. Der er tale om en landsdækkende tendens, som gør sig gældende overalt, men som er tydeligst at observere i de større kommuner, hvor der er flere borgere, som behøver hjælp på tværs af socialområdet, psykiatri, bolig, beskæftigelse, misbrug, familie og handicap.

Hvis vi havde haft forhåbninger om, at økonomiaftalen skulle vende udviklingen, var vi blevet skuffede, for det økonomiske løft af kommunerne skal dække mange ting såsom flere ældre, udgifter til at indfri minimumsnormeringer, nye sundhedsopgaver og generelt stigende priser.

Der er ikke skyggen af en løsning på det grundlæggende problem, som vi og vores kollegaer ser: En strukturel underfinansiering af socialområdet, hvor flere borgere har brug for mere specialiseret hjælp – uden at pengene følger med. Regningen bliver derfor sendt videre til de kommunale budgetforhandlinger, og i sidste ende til os socialrådgivere og de borgere, vi møder. Vi tillader os derfor at spørge:

Hvad ville politikerne gøre, hvis det var patienter og læger på hospitalerne, som oplevede den konstante underfinansiering, de vedblivende besparelser og den tiltagende tilsidesættelse af faglighed, som vi har råbt op om i årevis?

Vores bud er, at ventelister, fejloperationer og personaleflugt ville rydde fladen – og få politikerne til lommerne med akutplaner til en værdi af milliarder. Men vi arbejder jo ”bare” på social- og beskæftigelsesområdet, og så er det lidt nemmere at sidde overhørig, at 34,5 procent af socialrådgiverne oplever, at økonomi vejer tungere end faglighed, når der træffes afgørelser, og at 38,9 procent oplever, at borgerne ikke får den rette støtte.

Når man ikke investerer i den nødvendige hjælp, vokser regningen

Den vedvarende underfinansiering får regningen til at vokse. Når økonomiske hensyn bliver udslagsgivende, og når borgerne ikke bliver mødt i deres behov, vokser udfordringerne.

Det koster penge at sætte tidligt ind med familiebehandling, støtte i hjemmet eller en kontaktperson, når et barn begynder at mistrives og får stigende skolefravær. Men hvis indsatsen udskydes, kan barnet få behov for specialtilbud, anbringelse eller langvarig behandling.

Ligeledes koster det penge at give en ung med psykisk sårbarhed, misbrug og ustabil skolegang en koordineret indsats med tæt opfølgning. Men alternativet kan være frafald, forværring af misbrug, hjemløshed og dermed langt dyrere indsatser senere.

Og ja, det koster penge at give en aktivitetsparat borger en tværfaglig indsats, hvor sociale og helbredsmæssige problemer håndteres samtidigt med beskæftigelsesperspektivet. Men hvis indsatsen reduceres til sporadisk kontakt, risikerer borgeren at komme længere væk fra arbejdsmarkedet.

Man sparer sig fattig, når borgerne ikke får den rette indsats i første instans, for regningen kommer tilbage med renter. Alligevel ser vi, at det er de tidlige og forebyggende indsatser, som spares væk. Hvor kommunerne er forpligtede til at handle hurtigt, hvis f.eks. et barns sundhed og trivsel er i akut fare, gælder samme forpligtelse ikke, hvis barnet har ondt i maven over at skulle i skole. Firkantet sagt sparer man på det forebyggende, så der bliver penge til det akutte.

Administrative besparelser kan gøre ondt værre

Med økonomiaftalen er der lagt op, at kommunerne skal spare 257 mio. kr. på administration. For udenforstående kan det lyde som en oplagt vej til at frigive midler til borgernær velfærd, men tæt på 3 ud af 4 socialrådgivere i kommunerne opgøres som administrativt personale.

De behandler sager om alt fra tabt arbejdsfortjeneste og anbringelser til fleksjob og misbrugsbehandling. De afdækker borgernes støttebehov, træffer afgørelser, matcher med det rette tilbud og følger op. Hvis de administrative besparelser ikke gennemføres klogt, skal vi vinke farvel til kollegaer, som leverer yderst borgernær velfærd. Det vil gøre ondt værre – særligt fordi beskæftigelsesreformen allerede har betydet fyringer og ansættelsesstop med færre medarbejdere, højere sagstal og mindre tid til de ledige borgere, som har de mest komplekse sociale og helbredsmæssige udfordringer.

Vi ser allerede, hvordan socialrådgiverne hænger i med det yderste af neglene for at nå borgerinddragelse, partshøringer, journalisering, tilsynsbesøg osv. Vores vilkårsundersøgelse viser, at hele 18,8 procent af socialrådgiverne mangler tid til fagligt forsvarlig opfølgning, mens 29,9 procent oplever, at de ikke kan overholde lovbestemte tidsfrister.

Hvis administrative besparelser betyder, at man fyrer socialrådgivere, betyder det voksende sagsbunker – og at socialrådgiverne må løbe endnu stærkere for at nå deres arbejde, mens borgerne må vente endnu længere på støtte. Ukloge administrative besparelser kan altså udvikle sig til både et arbejdsmiljøproblem for socialrådgiverne og et retssikkerhedsproblem for borgerne, som ligeledes kan få regningen på social- og beskæftigelsesområdet til at vokse.

Tre løsninger, der kan bringe socialområdet tilbage på sporet

Når man ved talrige økonomiforhandlinger ikke har fundet løsninger på det vedvarende problem med socialområdets underfinansiering, er der brug for at se mod andre tiltag, som tager højde for den virkelighed, socialrådgivere og borgere står i.

For det første er der brug for en varig og tilstrækkelig finansiering af det specialiserede socialområde, der følger udviklingen i borgernes behov og priserne på tilbud og indsatser. Det er nødvendigt for at gøre op med den strukturelle underfinansiering.

For det andet bør der ske øremærkning af midler til det forebyggende arbejde, så man kan investere i de tidlige indsatser, der kan få økonomien under kontrol. Ellers vil kommunerne blive ved med at spare på forebyggelsen og dermed spare sig fattige.

For det tredje bør kommunerne indføre lokale lofter over sagstal. Som med minimumsnormeringer i daginstitutioner og klasseloft i skoler, skal der være øvre grænser for antallet af borgere, én socialrådgiver kan have ansvaret for, så man har tid til at bruge sin faglighed og indfri borgernes retssikkerhed. Det kan også forhindre, at administrative besparelser rammer de socialrådgivere, som har til opgave at spotte borgernes udfordringer i tide, sætte ind med den rette støtte, overholde fristerne i lovgivningen og følge op på borgernes udvikling med en fagligt forsvarlig kadence.

Hvis social- og beskæftigelsesområdet var omgærdet af samme medie- og vælgermæssige bevågenhed som sundhedsområdet, havde situationen for længst udløst politiske tiltag. Derfor spørger vi bare: Hvis ikke man vil acceptere besparelser, ventelister og tilsidesættelse af faglighed på sundhedsområdet, hvorfor så på social- og beskæftigelsesområdet?

Kronikken er skrevet af Rikke Troelsen, Laura Pode, Ida Louise Jervidalo, Jannie Kejser, Tina Mortensen, Tania Larsen Kvist og Sarah Henneberg Linding, som er socialrådgivernes fællestillidsrepræsentanter i hhv. Københavns Kommune, Aarhus Kommune, Odense Kommune, Aalborg Kommune og Esbjerg Kommune. Kronikken blev bragt i Information den 23. juli 2026.