Man kan ikke sætte ”Børnene Først” med 40 sager
Børne- og ungerådgiver Melanie Jacobsen skriver om det pres, man oplever, når antallet af sager betyder, at der mangler tid til at sætte børnene først. Indlægget blev udgivet i Kristeligt Dagblad den 8. juli 2026.
Jeg har endnu ikke mødt en børne- og ungerådgiver, der gik hjem og tænkte:
“I dag nåede jeg det hele.”
Til gengæld har jeg mødt mange, der ligger vågne om aftenen og tænker på den familie, de ikke fik ringet til, eller det barn, de gerne ville have haft tid til at tale med én gang mere.
Dansk Socialrådgiverforening anbefaler, at en børne- og ungerådgiver har mellem 18-28 sager, og at det gennemsnitlige antal sager på en arbejdsplads ikke overstiger 23 sager pr. børne- og ungerådgiver.
På landsplan sidder børne- og ungerådgiverne dog med 33 sager i gennemsnit, og det er ikke usædvanligt, at en børne- og ungerådgiver har over 40 sager. Det gør arbejdsdagen til en konstant prioritering mellem børn, som alle har brug for hjælp.
De fleste af os valgte faget, fordi vi ved, hvor stor betydning den rette støtte kan have for et barn eller en familie. Netop den mening driver os. Derfor gør det ondt, når rammerne ikke giver os mulighed for at levere den hjælp, vi ved virker.
Skal jeg ringe tilbage til familien, som jeg lovede at kontakte i sidste uge? Skal jeg prioritere hjemmebesøget for at sikre inddragelse af barnet? Eller skal jeg færdiggøre en undersøgelse med en lovbestemt frist? Ingen af opgaverne er ligegyldige, og ingen af børnene kan vente uden konsekvenser. Alligevel er det den virkelighed, vi rådgivere navigerer i hver dag.
Frokostpauser springes over, og arbejdsdagen forlænges. Alligevel går mange hjem med en følelse af utilstrækkelighed, fordi tiden ikke rækker til den kvalitet, som både fagligheden og Barnets Lov forudsætter. Samtidig ser jeg dygtige kolleger knække under presset. Når de forlader faget, mister børnene og familierne en rådgiver, der kender deres historie. De må endnu en gang fortælle om det sværeste i deres liv til et nyt menneske.
Politikerne på Christiansborg satte med aftalen om “Børnene Først” i 2021 en klar ambition: Udsatte børn skal hjælpes tidligere, bedre og mere sammenhængende. Barnets stemme skal fylde mere, og kvaliteten i sagsbehandlingen skal styrkes. Det er en ambition, de fleste bakker op om.
Men virkeligheden ude i kommunerne halter bagefter, her fem år senere. For hvordan skal vi sikre tidlig indsats og høj kvalitet, når mange rådgivere sidder med næsten dobbelt så mange sager som anbefalet? Når vi ikke har tid til at ringe tilbage, følge op eller tage det ekstra besøg, bliver ambitionen om at sætte børnene først, netop det – en ambition.
Politikerne har formuleret de rigtige mål, men mangler at sikre rammerne for, at de kan realiseres. For hvis de mener det alvorligt, at børn skal hjælpes tidligt, og at retssikkerheden skal være i orden, kræver det politiske prioriteringer. Der bør indføres et loft over sagstallene, ikke for at gøre arbejdet lettere for rådgiverne, men som en garanti for børnene.
Lavere sagstal er ikke en udgift. Det er en investering i børns retssikkerhed. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har råd til at sænke sagstallene, men om vi har råd til at lade være.
For i dag betaler vi børne- og ungerådgivere med vores arbejdsglæde, og børnene betaler med deres barndom. For vi kan ikke sætte børnene først, når én rådgiver har under 40 minutter om ugen til den enkelte sag. På den tid skal der være plads til journalisering, skriftlige afgørelser, koordinering, netværksmøder, opfølgning – og samtaler med barnet og forældrene.