Vi kommer ikke fejl på socialområdet til livs ved at udskrive bøder

Dette debatindlæg blev bragt i Dagbladet Information den 30. nov. 2025

I den seneste tid er flere af Folketingets socialordføreres ønske om en forvaltningsdomstol taget til i styrke. De ønsker, at kommunerne straffes, hvis de træffer forkerte afgørelser, laver fejl i sagsbehandlingen eller på anden vis kommer på kant med lovgivning.

Som socialrådgiver forstår jeg frustrationen. Jeg anerkender fuldt ud, at den slags kan have konsekvenser for borgerne, og at borgerne bør kunne være trygge ved, at deres sager behandles med højeste faglighed, og at afgørelser træffes korrekt.

Ønsket om en forvaltningsdomstol bekymrer mig dog, for man kommer ikke nødvendigvis fejl til livs ved at straffe kommunerne.

Hvert år betyder offentliggørelsen af omgørelsesprocenter og børnesagsbarometeret, at bundskraberkommunerne straffes med en tur i mediernes gabestok. Det fører måske til røde ører nogle steder, men det har ikke skabt de nødvendige ændringer.

Problemerne forstærkes kun, når få penge bliver til færre

I Dansk Socialrådgiverforenings vilkårsundersøgelse deltog mere end 4.000 socialrådgivere fra kommunerne. Her svarer syv ud af ti, at arbejdspresset er højt – faktisk så højt, at det ofte påvirker kvaliteten og borgerne.

Mere end halvdelen har i det seneste år følt sig pressede til at træffe afgørelser, som de var fagligt uenige i, mens næsten to ud af tre har følt sig pressede til at igangsætte indsatser, som de fandt utilstrækkelige. Dertil kommer, at hver tredje socialrådgiver oplever, at økonomiske hensyn vejer tungere end socialfaglige vurderinger.

Det er alvorligt. Men tallene viser os, at kommunernes fejl handler om rammer, der ikke hænger sammen med virkeligheden. I mine øjne giver det sig selv: Ikke engang den dygtigste fagperson kan skabe lovmedholdelighed, opretholde fagligheden og udvise nærvær, når man ikke har tid eller økonomi til det.

Når nogle partier vil straffe kommunernes fejl med bøder, risikerer man derfor at forstærke problemet, for pengene tages jo fra det samme system, som er underfinansieret. Og hvis man peger fingre ad de medarbejdere, der forsøger at lykkes under utilstrækkelige rammer, så risikerer man, at flere forlader faget.

Vi kommer ikke fejl og ventelister på sygehusene til livs ved at udskrive bøder til hospitalsledelserne og pege fingre ad sygeplejerskerne. Her har man en åben tilgang til fejl, hvor man har anerkendt, at de sker – og bruger dem til at forebygge, at de opstår igen. Samme tilgang bør vi have på det specialiserede socialområde.

Giv socialrådgiverne sagslofter, så der er tid til hver enkelt borger

Når det gælder konkrete løsninger, der kan rette op på de udfordringer, som socialordførerne vil til livs med en forvaltningsdomstol, vil jeg hellere pege i en anden retning. Først er der brug for flere ressourcer. Både til de foranstaltninger, som borgerne har brug for – og til de forvaltninger, som behandler sagerne.

Derudover bør kommunerne indføre sagslofter. I dag er der ingen grænser for antallet af borgere, som én socialrådgiver kan sidde med. Nogle sidder derfor med ansvaret for 40 børn i mistrivsel eller 120 borgere med handicap. Der bør være et loft, så socialrådgiverne får tid til samarbejdet med hver enkelt borger.

Bedre introduktion og mentorordninger for nyuddannede er også en del af løsningen. I dag betyder travlhed, at mange nyuddannede kastes ud på dybt vand fra dag ét. Og selv om vi har en stærk grunduddannelse, så er det i praksis, at rutinen opbygges. Derfor skal det være en ret at få et introduktionsforløb og en mentorordning.

Endelig er der brug for at sikre efter- og videreuddannelse til socialrådgiverne, så vi kan dygtiggøre os og specialisere os i de hjørner af faget, som er særligt krævende – for eksempel igennem en handicaprådgiveruddannelse eller den børne- og familierådgiveruddannelse, som for længst er aftalt af politikerne, men som aldrig er sat i gang.

Jeg er også åben over for en autorisationsordning for socialrådgivere inspireret af den, som findes i sundhedsvæsenet, og som giver patienterne en sikkerhed for personalets sundhedsfaglige kompetencer.

En autorisation kan både give borgerne en garanti for, at deres sociale sag behandles af en socialrådgiver, mens den også giver socialrådgiverne bedre mulighed for at sige fra, når deres ledelser lægger pres på afgørelser, eller når de mangler tid til at opretholde kvaliteten.

Hvis politikerne virkelig vil skabe et system, hvor borgerne får den hjælp, de har ret til, så skal de ikke straffe kommunerne. I stedet bør de skabe rammer, der gør det muligt for socialrådgiverne at lykkes. Borgernes retssikkerhed styrkes nemlig ikke af straf – men af faglighed, tid og tillid.