Vigtig støtte skal hjælpe unge med handikap ind i voksenlivet

Når unge med usynlige handikap som autisme, Tourettes eller OCD bliver 18 år, er de juridisk set voksne, men mange kan slet ikke klare sig selv.

18 år er en milepæl, der for de fleste unge mennesker markerer den længe ventede overgang fra et kontrolleret børne- og ungeliv til et frit voksenliv.

Men for nogle af dem, der har brug for samfundets hjælp, er det også en brat overgang fra et børneliv med forståelse og hjælp fra det omgivende samfund til et voksenliv uden støtte og med kontante krav om beskæftigelse.

Som socialrådgivere på børnehandikapområdet har vi vide rammer for at støtte og kompensere for at give børn og unge med handikap mulighed for så vidt muligt at leve et ungdomsliv sidestillet med deres jævnaldrende uden handikap.

Vi oplever, at kompenserende støtte ofte fungerer godt for børn og unge med synlige handikap, mens det for dem med usynlige, såkaldt hjerneorganiske, handikap er sværere at vurdere, hvilken støtte der er brug for – om det er en handikapkompenserende støtte, indsats for at understøtte familien eller støtte med et mere udviklende sigte end blot at kompensere.

I overgangen fra unge-til voksenområdet bliver dette særdeles tydeligt. Der er groft skitseret to veje at gå – enten ind på det traditionelle beskæftigelsesområde, hvor der er høje krav om afklaring af arbejdsevne – eller ind i voksenhandikapområdet med en førtidspension i rygsækken.

Det er meget få af de unge med hjerneorganiske vanskeligheder, der går uden om beskæftigelsesområdet – systemet og omgivelserne kan simpelthen ikke se deres handikap.

Frem for at trappe de unge gradvis ned i støtte og ind i voksenlivet, beskriver flere af de unge, at de starter forfra med udredende, afklarende forløb, hvor man skal teste, hvor meget de kan.
Det betyder, at der bliver en ikkeuvæsentlig forskel på henholdsvis unge-(under 18 år) og voksenindsatsen.

Som rådgivere for mange unge mennesker oplever vi, at vi i barn-og ungdommen har sat alle sejl til for at sikre den rette, til tider massive, indsats for den handikappede unge og familien, blot for at man i nogle tilfælde lader alle disse støttesystemer kollapse ved det fyldte 18. år – og starter forfra, fordi der et helt andet fokus i voksenområdet: beskæftigelse.

For nu er det jo et voksent menneske, der skal passe ind i samfundet, have arbejde eller uddannelse, koste, hvad det vil. Der står den unge så med en hjerneorganisk funktionsnedsættelse uden at forstå det system, vedkommende skal være en del af uden at kunne klare sig selv.

De unge har mange kompetencer, men det er som oftest ikke i forhold til at få en uddannelse eller et job på ordinære vilkår. De har brug for særlig støtte hertil og særlige vilkår på arbejdsmarkedet. Kravene er skruet i vejret, støtten skruet helt ned.

For os at se giver det hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk mening at lukke ned for støtten til unge mennesker fra den ene dag til den anden, blot fordi de runder 18 år.

Vi ønsker en debat om den store kløft mellem unge-og voksentilværelsen -og opfordrer til en blød mellemvej, hvor de unge med hjerneorganiske funktionsnedsættelser ikke havner mellem to stole på voksenområdet, men får muligheden for at udfolde deres potentialer med mulighed for mere støtte i hverdagen.