Sverigesmodellen er ikke et ”quick fix” – succes kræver prioritering

Sverigesmodellen er på vej til at blive bredt ud i Danmark. Det er det mest perspektivrige tiltag, vi i mange år har set på børneområdet. Men modellen er krævende at implementere. Nogle kommuner har været nødt til at dreje nøglen om på projektet, men stadig mange forsøger og er i gang.

I Dansk Socialrådgiverforening kan vi være bekymret for, om en del kommuner om nogle år – på baggrund af implementeringsfejl – ikke synes, modellen har virket. Derfor skal vi justere med de erfaringer, vi har indtil nu, for at sikre en ordentlig implementering af modellen. I kort form beskrives det her, hvad dette især kræver.

Omstilling til et tidligt tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde forudsætter megen forberedelse, høj faglighed, faglig ledelse og en seriøs investeringsstrategi i kommunen. Det er vanskelige processer og ikke et quick fix til besparelser. Rigtigt grebet an kan den give udsatte børn og familier en tidligere, fleksibel og langt mere sammenhængende hjælp, hvor børnene i højere grad kan blive både i hjemmet og i de miljøer – skoler, daginstitutioner, mv. – som andre børn lever i.

Der skal udvikles et nyt og tæt samarbejde mellem skoler, daginstitutioner, PPR, socialrådgiverne i familieafdelingerne, mv., og familien skal inddrages forpligtende og systematisk. De pædagogiske og behandlingsmæssige tilbud, som familierne og børnene skal have, skal indgå i samarbejdet med nye indsatsformer. For alle aktører omkring familierne indebærer det et rolleskift, som kræver uddannelse og opkvalificering. Det har der indtil nu været for lidt opmærksomhed på.

Myndighedssocialrådgiveren skal have en aktivt koordinerende rolle meget tættere på både familien og samarbejdspartnerne. Derfor skal sagstallet sættes ned til 15-20 sager, så socialrådgiverne får mulighed for at arbejde anderledes og i andre kontekster end traditionelt. Mere ude i familien og i børnenes arenaer og med en mere direkte indsats i familierne. Der arbejdes fleksibelt og hurtigt med at inddrage alle ressourcer i familien og barnets netværk.

Udgangspunktet er et normaliseringsperspektiv. Ethvert barn har ret til en opvækst så tæt på det normale som muligt. Det indebærer at skabe betingelserne for, at et udsat barn kan vokse op hos sin biologiske familie eller i tæt kontakt til denne. Derfor reduceres langvarig brug af de mest indgribende indsatser, primært anbringelser. I stedet modtager barnet mere intensiv støtte i hjemmet. En indsatstrappe understøtter normaliseringsperspektivet. Alle indsatser er grupperet på trappetrinene afhængig af, hvor indgribende de er i familiernes liv. På det nederste trin ligger forebyggende indsatser, på det øverste trin anbringelser på døgninstitutioner. På de mellemliggende trin placeres kommunes øvrige tilbud.

Det er socialrådgivernes ansvar at sikre, at en indsats for et udsat barn bevæger sig ned ad indsatstrappen i retning af en `normalisering´ af barnets opvækst. Det kræver hyppig opfølgning og et godt kendskab til familierne. Det kan sikre, at negative udviklinger opdages tidligt og giver mulighed for at op- eller nedjustere indsatsen. De fagfolk, som udfører det sociale arbejde, har samtidig ansvar for at sikre, at den indsats, de leverer, er tilstrækkelig fokuseret på at skabe betingelserne for, at deres arbejde kan overtages af andre indsatser på et lavere trin på trappen. De skal kunne levere den udvikling, som socialrådgiverne sætter som mål for barnet eller familien. Det kræver, at fagfolkene er professionelle, målrettede og systematiske.

Da modellen især er udviklet i Herning er det interessant at skele til, hvordan de sociale tilbud er tilrettelagt der. Herning har i en årrække anvendt en række metodeprogrammer (fx De Utrolige År, Multisystemisk Terapi). Programmerne er systematisk tilrettelagte, intensive og tidsbegrænsede og er derfor alt andet lige velegnede til tænkningen i Sverigesmodellen, fordi de bidrager til at tydeliggøre, hvornår indsatsens mål er nået og evt. kan overtages af en anden indsats på et lavere trin på indsatstrappen. Andre kommuner, som ønsker at implementere Sverigesmodellen, behøver ikke nødvendigvis også at implementere alle metodeprogrammer, men bør som minimum forholde sig til, hvordan kommunens eksisterende indsatser på tilsvarende vis kan arbejde systematisk, reflekteret og målorienteret.

Dertil har Herning udviklet nye indsatser som et led i implementeringen af Sverigesmodellen. Særligt har man, i samarbejde med Metodecentret, udviklet en ny type intensiv, tidsbegrænset anbringelsesform på to af kommunens døgninstitutioner, som i tråd med indsatstrappetænkningen fokuserer på at få de anbragte børn og unge så hurtigt som muligt videre i en mindre indgribende indsats. De intensive anbringelser tager udgangspunkt i international forskning i korttidsanbringelser, der hviler på forstærkende betingelser for vellykkede anbringelsesforløb.

Sverigesmodellen handler ikke om at holde op med at anbringe på døgninstitutioner, men om at udvikle sine tilbud og at bruge den ekspertise, personalet har, på nye måder. Målet med omlægningen er samtidigt, at man på samme tid skaber bedre betingelser for langvarig positiv udvikling for barnet og samtidig sparer kommunen for penge, fordi man undgår lange, dyre anbringelsesforløb, hvilket mere end opvejer udgiften til flere sagsbehandlere.