Sverigesmodellen forudsætter højt kvalificerede sociale tilbud

En lang række kommuner omlægger i disse år deres praksis på området for udsatte børn, unge og familier. Det sker med inspiration fra Sverige, hvor fokus i højere grad rettes mod mere involverende sagsbehandling, tidlige og forebyggende tiltag samt tættere tværfagligt samarbejde.

Denne omlægning er af mange grunde tiltrængt på et område, hvor manglende kommunikation, opfølgning og tværsektorielt samarbejde tidligere har været medvirkende til, at for mange udsatte børn ikke har fået den hjælp, de har haft behov for til rette tid.

Bedre koordination og mere opfølgning gør det imidlertid ikke alene. Vi kan ikke forebygge alting, og mange børn og unge vil fortsat have behov for hjælp og støtte fra pædagogiske og behandlingsmæssige tilbud.

Udvikling og opkvalificering af de sociale indsatser i kommunerne spiller en central rolle i den såkaldte Sverigesmodel, hvilket desværre ikke har fået så meget opmærksomhed i kommunernes fortællinger om deres implementering af modellen i egen praksis.

Det er uheldigt, fordi dygtige, professionelle socialpædagoger, psykologer og andre fagfolk er nødvendige for at kunne indfri ambitionerne bag modellen. Hvis de mangler, er der i vores øjne åbenbar risiko for, at denne nye, lovende praksis ikke resulterer i det effektivitetsløft, den har potentialet til, men i stedet ender i serviceforringelser, der på langt sigt bliver dyrt for vores udsatte børn og unge og for kommunekassen.

Et normaliseringsperspektiv som rettesnor

Sverigesmodellen er egentlig ikke en model fra Sverige, men er i stedet et resultat af det udviklingsarbejde, som Herning Kommune har gennemført på baggrund af deres og KORA’s iagttagelser af en svensk kommunes arbejde med udsatte børn og familier. Det er således Herning Kommune, der har udviklet en model på baggrund af deres fortolkning af svensk praksis, og derfor omtales modellen i stigende udstrækning med rette som Herningmodellen.

Modellen indebærer flere omlægninger af den hidtidige praksis på området, er i realiteten relativt kompleks og kræver ganske markante omstillinger i det tværfaglige samarbejde mellem sektorer. Her skal blot fremhæves to centrale elementer.

For det første reduceres antallet af sager per sagsbehandler betydeligt. Dette anses for en nødvendig forudsætning for at kunne implementere et nyt mindset hos de socialrådgivere, der har sagsbehandlingsansvaret for de udsatte børn og familier.

I modellen skal rådgiverne praktisere et normaliseringsperspektiv, hvor det anses som ethvert barns ret at have en opvækst så tæt på det normale som muligt.

Det indebærer, at fokus rettes mod at skabe betingelserne for, at et udsat barn kan vokse op hos sin biologiske familie, eller i tæt kontakt til denne.

Det betyder, at langvarig brug af de mest indgribende indsatser, primært anbringelser af barnet uden for hjemmet, bør reduceres, og i stedet skal barnet modtage tidligere og mere intensiv støtte i hjemmet.

Der skal sættes tidligere ind i et tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde mellem alle de aktører, der har en rolle i udsatte familiers og børn og unges liv. Og der skal arbejdes fleksibelt og hurtigt med inddragelse af alle de ressourcer, der ligger i familien og i barnets netværk.

Med øje for et lavere trin på trappen

For at understøtte normaliseringsperspektivet, indeholder modellen for det andet en såkaldt indsatstrappe. Indsatstrappen er visuelt meget enkel, idet alle kommunens indsatser til udsatte børn og familier grupperes på forskellige trappetrin afhængig af, hvor indgribende de anses for at være i familiernes liv.

På det nederste trin ligger tidlige forebyggende indsatser, på det øverste anbringelser på døgninstitutioner, og på de mellemliggende trin placeres kommunes øvrige tilbud, såsom familierettet støtte, plejefamilieanbringelser og så videre.

Idéen med indsatstrappen er, at de fagfolk, som er involveret i støtten til et udsat barn eller en udsat familie altid har overgang til en mindre indgribende indsats på et lavere trin for øje. Det vil sige, at hvis barnet er anbragt på en døgninstitution, skal der så vidt muligt arbejdes hen mod at barnet kan flytte hjem igen, måske med en familierettet støtte, eller alternativt flytte i en plejefamilie.

Begge dele anses som mindre indgribende indsatser, der også repræsenterer en tilværelse tættere på “det normale”.

Målet med denne omlægning er, at man på samme tid skaber bedre betingelser for langvarig positiv udvikling for barnet og samtidig sparer kommunen for penge, fordi man undgår lange, dyre anbringelsesforløb, hvilket mere end opvejer udgiften til flere sagsbehandlere.

Herning Kommunes forsøg er endnu ikke færdigevalueret, men en midtvejsevaluering fra sidste år peger i positiv retning. På den baggrund er det ikke underligt, at modellen har vakt opsigt og i disse år spredes til en lang række kommuner.

Målrettede og systematiske indsatser

Normaliseringsperspektivet og indsatstrappen understøtter hinanden. Det er rådgivernes ansvar at sikre, at en indsats for et udsat barn bevæger sig ned ad indsatstrappen i retning af en normalisering af barnets opvækst.

Det kræver hyppig opfølgning og et godt kendskab til de familier, man som rådgiver har ansvaret for. Og det kan bidrage til at sikre, at negative udviklinger opdages tidligt og giver mulighed for at op- eller nedjustere indsatsen. De fagfolk, som udfører det sociale arbejde, har samtidig ansvar at sikre, at den indsats, de leverer for udsatte børn, unge og familier, er tilstrækkelig fokuseret på at skabe betingelserne for, at deres arbejde kan overtages af andre indsatser på et lavere trin af trappen.

De skal med andre ord kunne levere den udvikling, som rådgiverne sætter som mål for barnet eller familien. Dette udviklingsfokus indebærer, at disse fagfolk skal være professionelle, målrettede og systematiske.

Eftersom Sverigesmodellen er udviklet i Herning Kommune er der god grund til at skele til, hvordan de sociale tilbud her er tilrettelagt. For det første har Herning Kommune gennem en årrække – og før Sverigesmodellen blev introduceret – anvendt en række af de såkaldte metodeprogrammer på børne- og ungeområdet, for eksempel De Utrolige År, Multisystemisk Terapi med flere.

Disse programmer er kendetegnede ved at være systematisk tilrettelagte, intensive og tidsbegrænsede og er derfor alt andet lige meget velegnede til tænkningen i Sverigesmodellen, fordi de bidrager til at tydeliggøre, hvornår indsatsens mål er nået og eventuelt kan overtages af en anden indsats på et lavere trin af indsatstrappen.

Andre kommuner, som ønsker at implementere Sverigesmodellen behøver ikke nødvendigvis også at implementere alle Herning Kommunes metodeprogrammer, men bør som minimum forholde sig til, hvordan kommunens eksisterende indsatser på tilsvarende vis kan arbejde systematisk, reflekteret og målorienteret.

Intensive anbringelser

For det andet har Herning Kommune udviklet nye indsatser som et led i implementeringen af Sverigesmodellen.

Særligt har man, i samarbejde med Metodecentret, udviklet en ny type intensiv, tidsbegrænset anbringelsesform på to af kommunens døgninstitutioner, som i tråd med indsatstrappetænkningen fokuserer på at få de anbragte børn og unge så hurtigt videre i en mindre indgribende indsats som muligt.

De intensive anbringelser tager udgangspunkt i international forskning i korttidsanbringelser, der peger på fire gensidigt forstærkende betingelser for vellykkede anbringelsesforløb:

En realistisk målrettet indsats, der på baggrund af individuelle behandlingsplaner igangsætter en behandling, som kan fortsættes efter anbringelsens afslutning. Det er med andre ord ikke altid nødvendigt, at barnet eller den unge færdigbehandles på døgninstitutionen før udskrivning, så længe, der er kvalificerede, mindre indgribende tilbud, der kan tage over.

Integration af anbringelsesindsatsen med andre parallelle indsatser, der gennemføres i for eksempel den unges familie. Hvis man forventer, at barnet eller den unge skal flytte hjem igen efter anbringelsen, skal man sikre, at det er et forandret hjem, barnet udskrives til.

En familiecentreret tilgang, der konsekvent og indgående involverer den unges familie i behandlingsarbejdet på institutionen. Som pædagog eller behandler er man per definition en midlertidig (omend vigtig) relation i barnets eller den unges liv. Opgaven er også at udvikle og støtte de permanente relationer i barnets liv.

Kontinuitet i efterindsatsen, således at der sikres sammenhæng mellem den behandling, som foregår under institutionsanbringelsen og de tiltag, der gennemføres for den unge og familien efterfølgende i ambulant regi. Evalueringen af disse intensive anbringelsesforløb fra i år pegede på, at man med succes får udskrevet de anbragte børn og unge tidligere end før, enten til hjemmet eller til plejefamilier.

Samtidig medfører den nye anbringelsesform en besparelse på mellem 14 og 41 procent per anbringelsesforløb, inklusiv den efterfølgende behandlingsindsats på et lavere trin af indsatstrappen.

Tilbuddene og ekspertisen er kernen

Sverigesmodellen handler på den måde ikke om at holde op med at anbringe på døgninstitutioner, men om at udvikle sine tilbud og bruge den ekspertise personalet har på nye måder.

Modellen kræver, at man, udover opkvalificerede socialrådgivere, råder over indsatser, der kan omsætte rådgivernes mål og planer for normalisering til virkelighed, og som kan samarbejde med andre professionelle om at hjælpe børn og familier ned ad indsatstrappen mod en stadigt større grad af selvhjulpenhed.

Desuden er Sverigesmodellen ikke en one size fits all-model. På samme måde, som Herning Kommune har udviklet sin egen model, der passer med kommunens muligheder og begrænsninger, er det enhver kommunes opgave, hvis man ønsker at implementere modellen, at gøre den til sin egen og tilpasse den til de betingelser, som gør sig gældende lokalt.

Men i dette oversættelsesarbejde, er det afgørende, at man er opmærksom på, hvilke forudsætninger, der er nødvendige for at modellen bliver en succes. Opkvalificering og specialisering af både rådgivere og kommunens sociale tilbud er en af disse forudsætninger.