Regeringen skal styrke fællesskaberne i udsatte boligområder
Regeringen siger, at de vil modvirke isolation af beboere i udsatte boligområder. Men i praksis gør de det modsatte. Der er brug for at finde den sociale værktøjskasse frem og skabe stærke fællesskaber, skriver DS-formand Majbrit Berlau i debatindlæg på Arbejderen.dk.
Venstre-regeringen lægger i sit regeringsgrundlag fra 2015 op til en indsats, der skal modvirke, at beboere i særligt udsatte boligområder ”reelt er isolerede fra det omgivende samfund og lever efter egne normer og regler.”
Alligevel bidrager regeringen med indførelsen af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og i særdeleshed integrationsydelsen selv til at isolere titusindvis af mennesker både socialt og økonomisk.
Hvis regeringen for alvor ønsker at modvirke social isolation, bør man derfor finde den sociale værktøjskasse frem og styrke de sociale indsatser, der kan være med til at åbne de udsatte boligområder op.
Grundlæggende præmis
Brugen af stærke fællesskaber til at modvirke social isolation bør eksempelvis være en helt grundlæggende præmis for tilgangen til beboerne i og omkring de sociale boligområder: Stærke boligfællesskaber, stærke institutioner, stærke skoler, stærke fritidsklubber og så videre skal være med til at udviske skellene mellem de sociale boligplaner og det omkringliggende samfund.
Samtidig øger risikoen for sociale og sundhedsmæssige problemer som følge af de lave ydelser behovet for stærke relationer mellem beboerne i de sociale boligplaner og de fagfolk, der har deres gang i områderne.
Derfor bør regeringen styrke fremskudte indsatser og sikre eksempelvis adgang til beboerrådgivning, hvilket særligt kan gavne beboere og familier med risikoadfærd som eksempelvis misbrug og kriminalitet.
Forestil dig eksempelvis, at du som beboer kan komme i kontakt med en socialrådgiver i dit eget boligområde, der har myndighed til at træffe de afgørelser, der kan trække dig og dine børn i den rigtige retning.
Det ville virkelig kunne styrke den tidlige forebyggelse og helhedsorienterede indsats mod social isolation.
Et godt eksempel
Et eksempel på godt og lokalt forankret boligsocialt arbejde er Brabrand Boligforening, hvor beboerne i fællesskab har besluttet at tilknytte beboerrådgivere.
Det sikrer et kendskab hos beboerne om rådgivningen, og det, at rådgiverne har deres daglige gang i områderne, styrker tilliden mellem dem og beboerne.
Ordningen er dog finansieret af beboerne selv, så også her kan de nye lave ydelser blive en trussel for indsatserne.
For mens behovet for fagprofessionel hjælp må forventes at stige, risikerer de beboere, som har størst behov for rådgivning, simpelthen ikke at have penge til ordningen.
Derfor bør disse indsatser – især for familier i risikozonen – opprioriteres. Samtidig bør samarbejdet mellem familierne, de boligsociale helhedsplaner, de fremskudte fagprofessionelle og de kommunale forvaltninger styrkes. Det er oplagt, at denne styrkelse og opprioritering sker via offentlige midler.
Dette bør være en klar prioritering fra regeringens side. Lader vi stå til, risikerer vi store ekstraudgifter til sygdom, social deroute og øget risiko for tvangsudsættelser og kriminalitet. Især for de borgere, som ikke er jobparate, og i forlængelse heraf for deres familier og børn.