Privatisering kan ende galt
Drop privatiseringer på det sociale område og se i stedet på, hvordan flere kommuner skaber merværdi for både de udsatte og samfundet.
Det velfærdssamfund, som vi sammen har bygget op, er en historisk succes, som har løftet, understøttet og hjulpet mennesker til bedre liv.
Et ordentligt socialt sikkerhedsnet gavner ikke kun de borgere, der er udsatte i dag, men også alle os andre, der risikerer at blive det i morgen – for eksempel på grund af en fyreseddel eller pludselig sygdom, der vælter os omkuld. Det er vigtigt at huske på i en tid, hvor socialpolitikken er udfordret fra flere sider.
Igennem længere tid har regeringen turneret rundt med historien om, at vi ikke kender effekten af de 45 milliarder kroner, der hvert år går til sociale indsatser. Desværre – eller heldigvis – er historien forkert.
Vi ved godt, hvad pengene går til og vi ved, at sociale indsatser virker. Og selvom vi som socialrådgivere godt kunne ønske os mere systematiseret viden, betyder det ikke, at pengene er spildt, eller at vi kan skære i bevillingerne, uden det går ud over kvaliteten.
Samtidig hører vi regeringens begejstring for privatisering og udlicitering af sociale indsatser, samt sociale investeringsmodeller efter engelsk forbillede. Den begejstring er vi dybt bekymrede for.
I ældreplejen er 38 private virksomheder på få år gået konkurs til stor frustration for de borgere, der pludselig står uden pleje, mens det offentlige må samle regningen op.
Fra England ved vi, at det i bedste fald er meget besværligt og dyrt og i værste fald katastrofalt at lade private investere i offentlige udbud. Derfor håber vi, at regeringen vil kigge mere i retning af danske kommuner frem for London og Peterborough i arbejdet med fremtidens velfærd. For rundt omkring i landet er flere kommuner i gang med at investere i socialt arbejde.
Det gælder for eksempel i Aabenraa, som både har oprettet nye tilbud målrettet borgerne og ansat flere socialrådgivere i jobcentret. Det frigiver tid til at inddrage borgerne, lytte til deres bekymringer og udfordringer og behandle dem som hele mennesker. På et enkelt år betød det, at 500 ud af 1000 aktivitetsparate borgere kom væk fra kontanthjælp.
Herning er et andet eksempel. Her har man, ved at ansætte flere socialrådgivere til arbejdet med udsatte børn og unge, frigivet ressourcer, så medarbejderne nu kan arbejde på en ny måde – og for eksempel foretage dobbelt så mange opfølgende samtaler med børnene som tidligere.
Det er godt, at de to ansvarlige ministre på beskæftigelses-og socialområdet ser positivt på kommunernes investeringer, men vi savner, at regeringen samlet – herunder særligt Finansministeriet – følger i samme spor og støtter kommunerne for eksempel med statslige puljer til sociale investeringer. Vi kan jo se, at det betaler sig både menneskeligt og økonomisk.
Der er ingen god grund til at lade gevinsten fra sociale investeringer havne i private aktionærers lommer, når den kan komme os alle til gavn.