En målrettet visitation kræver, at vi har noget at visitere til
En styrkelse af sikkerheden for ansatte og beboere på forsorgshjem og botilbud kræver, at der kommer styr på kapacitetsproblemerne i psykiatrien. Dette er afgørende, hvis den målrettede visitation skal fungere, påpeger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, over for Altinget.dk.
Regeringen har igangsat et særdeles vigtigt arbejde for at styrke sikkerheden for ansatte og brugere på landets botilbud.
Men det arbejde bør også give politikerne anledning til at tænke over, hvorfor vi overhovedet er endt i en situation, hvor behovet for voldsforebyggende tiltag på trist vis er blevet understreget.
Og lad mig sige det med det samme: En helt afgørende forudsætning for at komme vold på botilbud til livs er, at der rettes op på kapacitetsproblemerne i den regionale psykiatri.
Utilstrækkelighederne i det system – og de ventetider, der følger – er med til at øge antallet af syge og udsatte borgere, som skal behandles og hjælpes uden for den regionale psykiatri.
Det presser kommunernes bosteder og forsorgshjem, de pårørende og den syge borger selv. Mange dulmer deres lidelse med alkohol og stoffer. Den blanding af psykisk lidelse og misbrug uden behandling øger risikoen for konflikter, trusler og vold. Det kan få fatale konsekvenser, som vi desværre har set i flere tilfælde.
Obligatoriske handleplaner
En styrkelse af sikkerheden forudsætter altså, at kapacitetsproblemerne i psykiatrien bliver løst – både hvad angår antallet af de såkaldte sengepladser og muligheden for at komme til på akutmodtagelserne.
Regeringens arbejdsgruppe lægger op til, at kommunerne skal udarbejde handleplaner, der tydeligt beskriver borgerens behov, funktionsevne og adfærd, herunder potentielt udadreagerende adfærd.
Her vil vi pege på, at det vil være bedst, hvis udarbejdelse af handleplaner gøres obligatoriske og indskrives i Serviceloven. Samtidig bør det sikres, at denne information når frem til de forskellige botilbud, så de bliver bedst mulig i stand til at tage hånd om borgerne.
Desuden bør den kommunale handleplan koordineres med psykiatriens koordinationsplaner og udskrivningsaftaler.
I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at vi har en anden udfordring: Mennesker med flere og sammensatte problemer, eksempelvis med psykisk sygdom, ledighed, familieforhold, misbrug med mere, har typisk rigtig mange handleplaner.
Det øger risikoen for, at borgerne ender som kastebolde mellem forvaltninger og sektorer i systemet. Derfor bør indsatsen for den enkelte borger ideelt set samles i én sammenhængende og helhedsorienteret handleplan.
Samtidig bør den enkelte borger blive tilknyttet én ansvarlig koordinerende sagsbehandler på tværs af sektorer og forvaltninger.
Mange socialrådgivere kan ikke visitere
Vi socialrådgivere kan kun være enige med arbejdsgruppen i, at det er afgørende, at kommunerne i deres visitation af en borger nøje vurderer, om det valgte tilbud reelt kan behandle borgerens problemstillinger.
Men mange socialrådgivere oplever, at de ikke har mulighed for at visitere udsatte borgere til et passende tilbud. Det er der flere grunde til.
For det første mangler der kvalificerede specialiserede behandlingstilbud til borgere, der har særlige problemstillinger.
I dag er det sådan, at man samler helt forskellige typer borgere på store institutioner, som kan have svært ved at håndtere borgernes forskelligartede udfordringer.
Det er en stordriftstankegang, som ser godt ud på papiret, men som ikke fungerer særlig godt i praksis. Det går ud over kvaliteten.
En løsning på kapacitetsproblemerne i både regioner og kommuner er altså afgørende for at kunne levere en god, målrettet visitation af udsatte borgere. I det hele taget er ordentlige strukturelle forhold en grundsten for at skabe fagligt og sikkerhedsmæssigt forsvarlige rammer.
Dette gælder, uanset om diskussionen om at oprette et helt nyt behandlingstilbud til psykisk syge misbrugere bliver til virkelighed, eller om problemerne i stedet søges løst i det nuværende tilbudssystem.