Forebyggelse er afgørende, hvis vi skal bande- og rockerkriminalitet til livs
Den nye bandepakke er en kortsigtet løsning. Det kræver øget forebyggelse, hvis man vil komme bande- og rockerkriminalitet til livs på langt sigt, påpeger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, på Altinget.dk.
Som formanden for Det Kriminalpræventive Råd Henrik Dam påpegede i sit debatindlæg 14. marts, har lange fængselsophold ikke en positiv effekt på de indsattes kriminelle adfærd – tværtimod kan det fastholde folk i kriminalitet.
Lovgivernes fokus skal derfor være at forebygge behovet for tildeling af lange fængselsstraffe. På samme måde ved vi, at forebyggelse er altafgørende, hvis vi vil rekrutteringen til bande- og rockermiljøet til livs.
Derfor er det positivt, at folketingets flertal med en ny bandepakke for det første anerkender vigtigheden af, at bande- og rockerkriminelle får mulighed for at forlade miljøet, og for det andet anerkender, at der er grupper af socialt udsatte mennesker, der har behov for øget beskyttelse.
Det er dog særdeles kritisabelt, at bandepakken ikke samtidig forholder sig til, hvordan vi langsigtet forebygger, at mennesker overhovedet kommer ind i bandemiljøet.
Langsigtet forebyggelse
Bandepakken bør styrke fokus på at reducere antallet af mennesker, der modtager lange fængselsstraffe som følge af deres bande- og rockeraktivitet. Det bør ske ved at styrke de konkrete indsatser, der støtter de motiveredes vej ud af det kriminelle miljø.
Sådanne indsatser er eksempelvis de såkaldte exit-programmer, der giver særlige rammer for prøveløsladelse. De gode resultater her er blandt andet beskrevet i Justitsministeriets egen rapport om exit-programmer.
Mange bandemedlemmer finder i dag motivationen til at lægge deres kriminelle liv bag sig, når de bliver ældre – ofte med støtte fra Kriminalforsorgen og kommunerne. Fokus skal være på at motivere bandemedlemmerne til – tidligere end vi ser i dag – at finde motivation til at forlade miljøet.
Ved siden af dette arbejde bør bandepakken sætte fokus på at styrke kvalitet og omfang i de kommunale indsatser over for de mennesker, der er motiverede til at forlade bande- og rockerkriminalitet, både fagligt og organisatorisk.
Herunder via partnerskaber på tværs af kriminalforsorg, skoler, UU-vejledning, socialforvaltning, jobcentre og virksomheder, med det formål at målrette brugen af praktikpladser, job, lommepengejob, uddannelse og alternative fællesskaber, herunder særlige indsatser målrettet unge med indlæringsvanskeligheder.
Bandepakken skal også øge beskyttelsen af særligt socialt udsatte mennesker som eksempelvis hjemløse. Baggrunden er en helt ublu og grov adfærd fra bander og rockere overfor hjemløse og sårbare borgere på eksempelvis bosteder. Her presser de beboerne og sælger stoffer lige foran bostederne, og hverken medarbejdere eller beboere kan i dag gøre meget ved det. Så vidt mulighederne i bandepakken, som den tegner sig nu.
Bandepakken er en kortsigtet løsning
Tankevækkende og ærgerligt er det, at den nye bandepakke profilerer sig usædvanligt ensidigt på at ville sætte rocker- og bandekriminelle bag tremmer som middel til at stoppe bande- og rockerkriminalitet, når denne løsning reelt kun giver mening for en lille gruppe modvillige og utilnærmelige rocker- og bandekriminelle.
At prioritere signalet til offentligheden, et signal om handlekraft over for alle rocker- og bandemedlemmer, kan ødelægge det for mange og dermed blive en særdeles dyr og kortsigtet løsning.
Vi socialrådgivere savner, at bandepakken sætter et stærkt fokus på forebyggende indsatser baseret på velkendt og lettilgængelig viden fra både forskning og praksis.
En helt særlig forebyggende indsats skal sættes ind overfor de unge, der er i risikogruppen for at blive trukket ind i rocker- og bandemiljøet, eksempelvis socialt udsatte unge uden et stærkt netværk eller mindre søskende til bandemedlemmer. Hvis vi vil stoppe tilstrømningen til de kriminelle grupper, skal vi have fat i disse unge.
En styrkelse af forebyggelse giver mening både kriminalpræventivt og økonomisk, og vi socialrådgivere bidrager hellere end gerne med vores viden om netop den sociale og kriminalpræventive forebyggelse. Og jeg er overbevist om, at det samme gør sig gældende for en lang række andre faggrupper og vidensarbejdere.