Tale til Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj 2022

(Det talte ord gælder)

Kære Socialarbejdere og andre gode mennesker!

Tusind tak fordi jeg må tale for jer i dag her i mit absolutte yndlings-telt!

Jeg elsker ordet ’socialarbejder’. Det består af to af mine favoritord – social og arbejder. OG på den måde forbinder det vores sociale forpligtelse over for de medmennesker, der har brug for vores hjælp og støtte – og vores rolle og identitet som arbejdere. For det er det, vi er – og det skal vi være stolte af!

Og det er det, jeg vil tale om i dag. For som socialarbejdere er vi helt uundværlige for vores velfærdssamfund, men også underlagt vilkår, vi ikke selv er herrer over. OG hvis vi skal yde den professionelle og værdige støtte, som vi er uddannet til, ja så kræver det altså, at vi ikke bliver syge af at gå på arbejde!

(…)

Jeg vil gerne begynde med at tage jer med tilbage til sommeren 2013. Jeg skulle hjem til København efter et besøg hos mine forældre.

Da jeg steg ind i det søndagsfyldte tog og ledte efter min plads, blev jeg pludselig overvældet af tanker om arbejde – og det var som om, tankerne satte sig fysisk i maven og steg op i min hals som kvalme. Toget kørte fra perronen, mens verden begyndte at snurre rundt i mit hoved i et stadigt hurtigere tempo.

Jeg prøvede at trække vejret ned i maven – gik ud i gangen igen og satte mig på trappen med hovedet hvilende på mine knæ – jeg forsøgte at lukke verden ude. I Nyborg trimlede jeg ud af toget med følelsen af panik skyllende igennem min krop…

…Mandag morgen ringede jeg til min chef og sagde, at jeg var syg.

Dette var kulminationen på et halvt år som nyuddannet socialrådgiver i en familieafdeling. Et halvt år lyder måske ikke af meget, men på en arbejdsplads med dårligt arbejdsmiljø kan det være alt, alt for længe!

I familieafdelingen var vi mange nyuddannede og fik alt for lidt oplæring. Vi havde vi hver især ansvar for alt for mange udsatte børn og deres familier – mange af dem havde skiftet socialrådgiver alt for mange gange, fordi folk enten sagde op eller blev syge. Så når telefonen ringede var det forældre der var bekymrede og frustrerede over endnu engang at skulle fortælle om deres svære situation.

Jeg prøvede hele tiden at arbejde lige lidt mere for at nå handleplanen, som skulle give lille Peter adgang til hjælp. Men det var aldrig nok. Jeg blev langsomt træt og trist og trak mig fra sociale fællesskaber – jeg orkede det simpelthen ikke. Og til sidst stod jeg – så at sige – af toget.

Jeg følte mig skamfuld og svag. Tænk, at jeg ikke engang kunne passe et almindeligt arbejde. Men heldigvis var der en positiv udgang for mig. Jeg kom tilbage. Fik færre sager og oplevede støtte fra mine kollegaer og min leder. Men jeg var langt fra den eneste, der måtte ned og bide i græsset. Problemet var – og er – alt for udbredt.

(…)

I mange år har folk sagt, at 1. maj bare er en festdag og ikke en kampdag.

Det må vist være folk, som ikke ser den virkelighed, som jeg og tusindvis af kollegaer i Danmark oplever.

Hver 7. lønmodtager på det danske arbejdsmarked oplever et arbejdsmiljø, der er så belastende, at de bliver syge af det!

Og desværre er tallene endnu mere ser det endnu værre ud inden for vores branche. Hver tredje socialrådgiver er stresset, og antallet af pædagoger med stresssymptomer er steget med 50 procent på fire år.

Måske har du også været på en arbejdsplads, hvor der var for mange opgaver, fejl i arbejdet, ogkonflikter med borgere eller pårørende. Hvor du og dine kollegaer arbejdede alt for meget, og hvor sygefraværet var tårnhøjt…

Og du kender helt sikkert nogen, som føler sig fagligt utilstrækkelige, har svært ved at koncentrere sig og slippe arbejdet, når de har fri . Vi ved i hvert fald fra socialrådgiverne, at de ikke betragter det som et spørgsmål om, hvor hvidt, men hvornår, de falder… det er bare som om, ingen rigtigt taler om er, at det er bundulovligt!

Jeg skal være den sidste til at påstå, at der ikke er en sammenhæng mellem arbejdsmiljø og ressourcer – selvfølgelig er der det, og vi skal som fagbevægelse fortsat kæmpe hårdt mod nedskæringer og besparelser. Her har politikerne et kæmpe ansvar, både lokalt og nationalt.

Men det er vigtigt at huske, at loven giver arbejdsgiverne ansvaret for arbejdsmiljøet. . Alligevel har det stort set ingen konsekvenser, når vi falder på stribe. Du bliver som medarbejder spist af med noget mindfullness eller en stresscoach og en besked om, at du skal holde op med at være så perfektionistisk.

Og det er ikke bare noget, jeg står og føler. Der er faktisk valid forskning bag, som viser, at arbejdsgiverne altid planter problemet hos den enkelte medarbejder – på trods af at problemet ligger på arbejdspladsen. . Undskyld, men det er fanme ikke fair!

Et stærkt velfærdssamfund er et samfund, der tager vare på vores børn, vores ældre og vores syge og udsatte medborgere. Men for mange medarbejdere i den offentlige sektor er hver dag en kamp for at kunne gøre netop det.

  • SOSUen, der kæmper for at nå omsorg og ordentlig pleje – også til den sidste ældre på ruten.
  • Pædagogen, der i mængden af børn, lytter efter – også det barn som er stille.
  • Pædagogen på botilbuddet som giver sig til at drage omsorg også for dem, som er sværest at drage omsorg for
  • Og selvfølgelig socialrådgiveren, der bag sagsbunkerne insisterer på at se det enkelte menneske og hjælpe folk videre fra den ofte svære livssituation, de befinder sig i.

Når takken så er dårligt arbejdsmiljø og lav løn – så tror da fanden, at det er svært at få de unge til at vælge en velfærdsuddannelse!

Når vi spørger de socialrådgiverstuderende, hvorfor de har valgt at tage netop denne uddannelse, så siger 94 % af det er fordi de gerne vil gøre en forskel for andre. Det er den ild, de går ind i faget med. Og vi skal sikre, at flammen ikke bliver blæst ud, når de møder arbejdsmarkedet for første gang. Det handler om vores kollegaer – og det handler om vores alle sammens velfærd. Den velfærd, der giver os tryghed, og sikrer Danmarks fremtid. Og den er i den grad værd at kæmpe for! Derfor er det ikke kun 1. maj, der er en kampdag. Nej, hver dag kæmper vi for at levere den bedste indsats, så vi kan se os selv i øjnene og gå på arbejde med faglig stolthed!

(…)

Sidste år fik jeg en lille søn. Og når min lille guldklump om 15 år skal ud og hjælpe til i en butik eller gå med aviser, så skal han ud på et andet arbejdsmarked, end det vi ser i dag. Det skal være et arbejdsmarked, hvor krænkelser sjældent sker og når de gør, så bliver de håndteret hurtigt og effektivt. Hvor det ikke er ham der skal sige fra, men en kollektiv arbejdsplads, der siger fra for ham.

Måske er jeg så heldig, at han har lyst til at gå i mors fodspor og blive socialrådgiver eller en anden slags velfærdsmedarbejder. Og i så fald så skal det være med en tryghed i min mave om, at det er en sund og meningsfuld karrierevej.

Vi har et ansvar som mennesker i en fælles bevægelse for, at morgendagen bliver smukkere og lysere, end verden er i dag. Vi har løst de mest utrolige ting sammen. Vi har bevæget os fra en verden, hvor man arbejdede, til man segnede, uden rettigheder – til at vi i dag har 37 timers arbejdsuge, barsel, 6 ferieuger og barnets første sygedage.

Det er de skuldre, jeg står på, når jeg tør at drømme om, at jeg kan overlade et bedre arbejdsmarked og et bedre hverdagsliv til min søn og alle de andre små mennesker, som skal vokse sig store imellem os. Det kommer ikke af sig selv. Vi har et ansvar for at tage tyren ved hornene og finde de nye løsninger som skal bringe os videre.

Derfor venner, er der masser at kæmpe for. Ikke kun 1. maj – men også alle de andre dage. For visionen er der!

Rigtig god 1. maj!