1. maj-tale: Vi må kæmpe for vores fælles velfærd

Jeg er stolt af vores samfund. Stolt af at arbejde for den velfærd og det arbejdsmarked, som stærke kræfter før mig havde visionen til at opbygge. Et samfund, som er unikt, og som i dag skaber meget bedre liv for de fleste end for bare to generationer siden. Det er et samfund, som er blevet til – ikke fordi alle ville det sådan, men fordi fagbevægelsen og andre gode kræfter konstant har kæmpet en kamp for bedre vilkår og rettigheder: bedre lønninger, kortere arbejdsuge, bedre arbejdsforhold, ferie og barsel – at lønmodtagerne har frihed til at vælge og leve det gode liv.

Vi har en forpligtelse til at forsvare det samfund og som fagbevægelse kæmpe for, at alle kan leve et godt liv – ikke kun dem, der har råd, men os alle sammen. Det handler ikke kun om arbejdslivet, men også om at sikre et lige samfund, der behandler, støtter og hjælper høj som lav. Hvor sygdom, ulykke eller en dårlig start på livet ikke dømmer både en selv og ens børn ude, sådan som det ellers har været i århundreder før os – og som det fortsat er mange steder i verden. Hvor ville jeg gerne kunne stå her i dag og sige, at vejen fremad med sikkerhed bliver at bygge videre og forfine den samfundsmodel, som har gjort Danmark til et af verdens rigeste og sikreste velfærdssamfund. At vi kan være sikre på, at næste generation får samme eller bedre vilkår.

Men desværre trækker stærke kræfter i den forkerte retning. En retning, der handler om afvikling af velfærd og nedbrydning af fællesskab. Det er et skråplan, for mere ulighed og fattigdom har aldrig været opskriften på et godt samfund. Vi står også i dag over for mange, store udfordringer, og dem skal fagbevægelsen finde svar på og vise vej igennem. Ligesom vi altid har gjort. Alligevel hører jeg ofte folk, særligt de der lever meget privilegerede liv, spørge, om der overhovedet er mere at kæmpe for? Til dem skal vi svare: JA, det er der i dén grad! Jeg nævner i flæng: et globaliseret arbejdsmarked, atypiske ansættelser og politisk pres på den danske model. Men i denne tale vil jeg sætte fokus på tre andre områder, som jeg mener, er afgørende for, om vi kan leve gode liv – også i fremtiden: nedskæringer i velfærden, vilkårene for socialt udsatte og stress og nedslidning på arbejdsmarkedet.

Velfærden er blevet udsultet igennem mange år. Politikerne hævder, at det er nødvendighedens politik, når de gennemfører effektiviseringer, reformer og omprioriteringer – vi kunne jo også kalde det for hvad, det ofte er: besparelser eller nedskæringer.

De siger, at de gør det for at sikre velfærden.

Alligevel er der fyret over 30.000 medarbejdere i den offentlige sektor. I børnehaverne oplever pædagogerne at stå alene med alle børnene, der proppes flere elever ind i vores klasser, sygeplejersken og hjemmehjælperen skal løbe hurtigt. Jeg har hørt om besøg i hjemmet på helt ned til tre minutter – og på mit eget område, så oplever alt for mange socialrådgivere ikke at have tid til ordentlige samtaler med borgerne, tid til at vende tilbage, tid til at finde de gode løsninger sammen med borgerne – alt imens sagerne vokser på vores skrivebord. Konsekvensen er, at de mest sårbare mennesker i vores samfund får dårligere liv. Hvis vi ikke passer på, mister vi opbakningen til en offentlig velfærd. For når kvaliteten forringes, så vil de velhavende vælge private tilbud og dermed erodere grundlaget for, at alle vil betale for, at også de der har mindst, kan få et godt skoletilbud, lægehjælp eller omsorg og pleje, når de bliver gamle. Kampen for at bevare en offentligt finansieret velfærd er derfor afgørende for alle danske lønmodtagere, hvis vi alle skal leve gode liv. Så herfra skal der lyde en klar melding til politikerne: Stop nedskæringen af vores fælles velfærd, vi ønsker udvikling – ikke afvikling!

Velfærdssamfundet skal sikre os alle et godt liv. Men særligt én gruppe har oplevet de seneste mange års nedskæringer – nemlig de udsatte arbejdsløse. Mange af dem er ikke medlem af en fagforening. Ikke desto mindre mener jeg, at fagbevægelsen skal kæmpe for denne gruppe, og det gør vi også hver dag i Dansk Socialrådgiverforening.

Der er ingen tvivl om, at livet som udsat, arbejdsløs og fattig i dag er bedre end for 70 og 80 år siden. Men jeg bliver vred, når politikere hævder, at man ikke kan tale om fattigdom i Danmark, fordi folk dør af sult i Afrika. Folk skal sgu da ikke dø på gaden og i rendestenen i Danmark, før vi kan tage den stigende fattigdom alvorligt. Der er en afgørende årsag til, at den stiger. Genindførelsen af de lave ydelser. Kontanthjælpsloft, timeregel og integrationsydelse har sendt i titusindvis af voksne ud i en budgetkamp, som de færreste kan vinde. For virkeligheden er, at de nu har så lidt at leve for, at de må spare på helt basale ting som mad og medicin. Mange må flytte, fordi de ikke har råd. Således kan vi se et mere skævt Danmark vokse frem. 62.000 børn lever i familier, hvor kontanthjælpsloftet har barberet flere tusind kroner om måneden af deres i forvejen lille indkomst. 62.000! Hvorfor?

Fordi politikerne ville sende ”et signal” om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men virkeligheden er, at for stort set alle danskere kan det betale sig at arbejde – og det kunne det også før kontanthjælpsloftet. Derfor viste regeringens egne tal også, at kun 700 ville komme i arbejde pga. af de nedsatte ydelser. Mens i titusindvis ville blive ramt af en økonomisk lussing.

Et liv på kontanthjælp er benhårdt. Et liv, som ingen drømmer om at leve – eller ønsker for deres børn. De fleste på kontanthjælp kæmper med sygdom, psykiske eller sociale problemer. Problemer, der gør det svært, hvis ikke umuligt, for dem ”bare at finde et arbejde”. De KAN ikke flytte sig ud på arbejdsmarkedet uden hjælp – enten fordi de ikke kan tage et job nu og her, eller fordi ingen arbejdsgivere vil ansætte dem. Det betyder, at den primære effekt af ”det skal kunne betale sig at arbejde”- politikken bliver øget fattigdom. Det er skammeligt og et åbenlyst
tilbageskridt for Danmark, at vi som samfund accepterer en politik, der sparker til folk, der ligger ned.

Det er lykkedes regeringen og DF at få det til at fremstå som om, at kontanthjælp er en luksusydelse, bare fordi man før loftet ikke sultede og blev hjemløs. Men det er mig fuldstændig uforståeligt, at vi ikke var pavestolte af, at vi Danmark havde en kontanthjælp, man ikke kun kunne overleve på, men også leve for, således at der er et ordentligt net, der griber folk, når arbejdsløshed, sygdom eller ulykke rammer. Jeg vil klart opfordre alle her i fagbevægelsen og i partierne til at deltage i kampen for afskaffelsen af kontanthjælpsloft og fattigdom generelt. Ingen burde være fattige i et af verdens rigeste samfund.

Det sidste, jeg vil sætte fokus på her 1. maj, er, at alt for mange danskere rammes af stress og nedslidning. Arbejdsmarkedet er blevet grænseløst, og kravene om mere produktion, højere arbejdstid, konstant tilstedeværelse på telefon og e-mail, presser mange – også mine kolleger – helt enormt.

Når jeg taler med vores medlemmer, nævner de særligt to forhold. En ubalance mellem arbejdsliv og privatliv og en reel bekymring for, at 52 år på arbejdsmarkedet i højt tempo slider os ned. Jeg ved, at den utryghed gælder mange danskere. Det er derfor helt absurd, når regnedrengene i Finansministeriet og politikerne på Christiansborg helt uden virkelighedsfornemmelse for almindelige menneskers liv bare forhøjer pensionsalderen for at få en eller anden 2030- eller 2040-plan til at passe ind i Excel-arket.

Hallo Christiansborg, hvis I kan høre mig. Det er vores liv i gambler med. Virkelige liv. Liv, som vi værdsætter og som ikke skal misbruges i et politisk spil. Lad os sende et
klart signal om, at de skal holde snitterne væk fra pensionsalderen.

Vi skal skabe et arbejdsliv, hvor vores indsats og faglighed værdsættes. I den offentlige sektor møder alt for mange af os mistillid i form af kontrol og diktat. Vores tid ædes op af bureaukrati og tomt arbejde, der er alt for lidt tid til det, vi egentlig blev uddannet til. Styringsformen NPM medfører ikke kun en forringet offentlig sektor, men slider os også ned – og læg så til, at der sparet 30.000 arbejdspladser, som de tilbageværende skal fylde ud – så har vi da en 100 % sikker plan for udvikling af stress og nedslidning.

Men det burde ikke være sådan. For mig at se, så er kampen for ordentlige arbejdsvilkår en af de vigtigste kampe. Og det gælder både fjernelse af alt det unødvendige bureaukrati, bedre normeringer og ikke mindst tillid til faglighed. Men det gælder også oprettelse af ordninger, der giver bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, og som åbner muligheder for nye uddannelser undervejs i arbejdslivet – og måske endda skaber rum for en pause – til at rejse ud i verden, tage på højskole eller bare nyde roen, fordi det var det, der skulle til.

Men det kræver, at vi tør tænke nyt. Måske skal vi tænke i nye baner med timebanker, udbyggede fritvalgs-kontoer, muligheder for orlov og langt bedre seniorvilkår i de sidste år på arbejdsmarkedet. Så der er plads til børn, børnebørn, ny inspiration og dannelse undervejs i livet. Muligheden for at leve spændende liv skal da ikke kun reserveres til tiden efter arbejdslivet. Lad os sammen skabe visioner for, hvordan et fremtidigt arbejdsliv – ja det gode liv – kan se ud, og så kæmpe for det sammen.

Sammen kan vi gøre en forskel. Fællesskabet er vores styrke – når vi sammen vil kæmpe for en lys fremtid. Og det er værd at kæmpe for.

God 1 maj