1. maj-tale: Det er tid til at stå sammen
”For mig er det en succes, hver gang vi får én fra kontanthjælp ind på arbejdsmarkedet.”
Sådan sagde Danmarks finansminister, Kristian Jensen, i sidste uge. Og hvis man ikke lige kendte anledningen, er vi nok mange socialrådgivere, der ville kunne nikke genkendende til ministerens udsagn.
Ikke desto mindre fik Kristian Jensens ord det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. For ordene faldt på dagen, hvor finansministeriet kunne fortælle, at 450 personer – eller måske 450 personer – var kommet i arbejde på grund af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
Jeg gentager lige – måske 450 personer. Ministeriets regnestykke er nemlig ganske usikkert. Og det gør kun historien endnu mere absurd og tragisk.
For det er til gengæld helt sikkert, at 62.000 børn er ramt af netop kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
– En stor del af de børn lever i fattigdom – og vi socialrådgivere og andre fagfolk ser konsekvenserne her og nu: tøj der ikke passer til årstiderne, dårlig kost, ensomhed og mistrivsel.
– De børn oplever, at mor og far konstant er bekymrede og bruger al energi på at vende hver en 25-øre for at få hverdagen til at hænge sammen.
– De risikerer at få dårligere uddannelser end deres kammerater og flere sociale problemer, fordi fattigdom ikke er noget, der ”går over” – men derimod noget, der sætter spor for livet.
De børn og familier nævnte Kristian Jensen ikke med ét eneste ord forleden. I stedet glædede han sig over, at det nu bedre kan betale sig at arbejde og at det både er ”godt for den enkelte og for vores fælles økonomi”.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er dybt uenig med Kristian Jensen. Jeg synes ganske enkelt, at konklusionen er udtryk for en uanstændig kynisme.
Det, at vi i Danmark har en lovbestemt fattigdom, er hverken godt for det enkelte menneske, den enkelte familie eller for vores samfund som sådan. Fattigdom får ikke folk i arbejde!
Derfor er vores klare budskab til en ny regering, uanset farven: Afskaf kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og den stærkt nedsatte integrationsydelse!
(…)
De fleste andre steder i samfundet end på Christiansborg ville regnestykket – de måske 450 i job over for de 62.000 børn – helt sikkert medføre en kursændring. Men desværre synes det vigtigere for regeringen at føre symbolpolitik med dybt bekymrende sociale konsekvenser end at erkende, at det hårde linje over for mennesker, der er ramt af ledighed – og i mange tilfælde også sygdom – ikke virker og er gået langt over gevind.
Hvis vi skal have politikerne til at ændre kurs, så kræver det, at vi står sammen!
Og netop i dag – 1. maj – på fællesskabets, sammenholdets og arbejderbevægelsens internationale kampdag – bliver vi mindet om, at det rent faktisk kan lade sig gøre at skabe store forandringer, hvis vi står sammen.
Når jeg står her sammen med jer i dag. (…) Når jeg tænker på, at socialrådgivere i alle andre dele af landet også er samlet lige nu. Og når vi senere på dagen mødes med hundredetusinder af gode kollegaer fra andre fag – ja, så bliver jeg fyldt af både stolthed og optimisme.
Sammen skal vi hylde og fejre resultaterne af fagbevægelsens og andre gode kræfters kamp for bedre vilkår og rettigheder: Kortere arbejdsuge, bedre løn og arbejdsforhold, ferie, barsel, frihed til at vælge og en bedre levestandard for de mange.
Og sammen skal vi finde kræfterne til at kæmpe videre – og styrke det fællesskab, der kan føre til nye sejre.
For kære venner, der er i den grad brug for, at vi rækker ud til hinanden og står sammen!
(…)
Der er brug for, at vi står sammen med borgerne for at få ændret den lovgivning, der bygger på pisk, sanktioner og mistillid – og spænder ben for det gode sociale arbejde og fører til modløshed og afmagt.
Der er brug for, at vi står sammen med vores medborgere, der kommer hertil fra andre lande, og bliver mødt af særligt nedsatte ydelser, lejre som Sjælsmark, en konstant og ødelæggende uvished om fremtiden – og oveni købet bliver svinet til af tåbelige hadprædikanter.
Der er brug for, at vi står sammen med vores kollegaer i andre fag og i resten af fagbevægelsen, når arbejdsgiverne strammer skruen og sår tvivl om nogle af de mest grundlæggende principper i den danske model.
Jeg behøver næppe at sige andet end OK18 – (…) så vil de fleste huske, hvordan sammenhold føles og hvad det kan føre til.
I år forhandler vi ikke overenskomst. Forberedelserne til OK21 er godt nok i fuld gang, men der er også mange andre grunde til, at der er behov for, at vi står sammen som velfærdsmedarbejdere.
Lige nu oplever vi, at pædagoger står alene med alt for mange børn, at der proppes flere elever ind i klasselokalerne, mens sygeplejersken og hjemmehjælperen skal løbe endnu hurtigere. Senest har jeg hørt, at nogle politikere seriøst diskuterer, om ældre skal have ret til at blive vasket på ryggen – fordi nogle sætter spørgsmålstegn ved, om det er velvære eller velfærd! (…).
På vores eget område kæmper mange socialrådgivere stadig med alt lidt tid til ordentlige samtaler med borgerne, for lidt tid til det forebyggende og opfølgende arbejde med udsatte børn, for lidt tid til at finde de gode løsninger sammen med borgerne – alt imens sagerne vokser på skrivebordene. Konsekvensen er, at de mest sårbare mennesker i vores samfund får dårligere liv.
Og forleden kom to nedslående nyheder om sundhedsvæsnet på samme tid:
Dels fik vi tal på det, som vi vist alle sammen – på nær politikerne – for længst har opdaget: At sundhedsvæsnet er kørt helt ned. Siden 2010 har der manglet 1 milliard kroner hvert år.
Og dels kom en ny rapport, som viste, at socialt udsatte kun sjældent søger hjælp i det almindelige sundhedssystem. De føler sig diskrimineret – føler, at de ikke hører til. Det er forstemmende, ikke mindst i lyset af, at politikerne gennem mange år har skåret kraftigt i antallet af socialrådgivere i sundhedsvæsnet – I ved, lige præcis dem, der kan sikre forståelsen af de socialt udsatte, at de bliver hørt, og at de får et sammenhængende forløb både før, under og efter indlæggelse.
Som velfærdsmedarbejdere skal vi derfor stå sammen om at vise værdien af den forskel, vi gør for syge, børn, unge og gamle, når socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker, lærere og SOSUer får lov at arbejde sammen – i kommuner, institutioner, skoler og sygehuse med ordentlige normeringer, tid og ressourcer. Politikerne skal vide, at vi ikke lader dem slippe afsted med hvad som helst – at vi altid vil råbe op, når de skærer ned på den fælles velfærd.
I mange kommuner kan tingene gøres meget bedre, ingen tvivl om det. Men vi kommer ikke uden om, at den budgetlov, som den tidligere regering indførte, er den største forhindring for bedre velfærd. Den betyder nemlig, at kommunerne ikke kan få lov at investere penge i velfærd over flere år ad gangen, fordi de bliver straffet meget hårdt økonomisk for at overskride budgettet hvert enkelt år. Det er simpelthen tåbeligt.
Derfor vil jeg i dag gerne sende en klar opfordring til den kommende regering: Lad nu kommunerne investere i velfærd – afskaf budgetloven!
(…)
Endelig er der i den grad brug for, at vi står sammen som socialrådgivere – på tværs af arbejdspladser og faggrupper – som studerende og færdiguddannede.
Lige nu er der en rød alarm, der blinker, og som kræver vores fælles opmærksomhed og styrke: Arbejdsmiljøet.
For i løbet af de seneste år har vi socialrådgivere sat nye triste rekorder, som en af de mest stressede faggrupper i landet.
Jeg kan ikke sige det klart og tydeligt nok: Vi vil ikke acceptere et arbejdsmiljø, der gør, at man bliver stresset af at passe sit job. Det er og bliver fuldstændig uacceptabelt!
(…)
I efteråret beskrev vores kollega, Nadia, sine oplevelser med et umenneskeligt arbejdspres, stress og sygemelding – sådan her i medierne:
”Jeg er gået hjem med dårlig samvittighed hver evig eneste dag, fordi jeg ved, at jeg kunne have gjort mere, eller fordi jeg ikke nåede at ringe til den mor eller skrevet den underretning. Jeg er i det her job, fordi jeg gerne vil gøre en forskel, og det er også det, jeg oplever, at langt størstedelen af mine kolleger gerne vil. Men det kan vi ikke få lov til.”
Jeg synes faktisk, at Nadia siger det så klart, som det kan siges – og jeg er desværre sikker på, at alt for mange socialrådgivere kan genkende sig selv i hendes ord.
Derfor står arbejdsmiljøet også øverst på Dansk Socialrådgiverforenings dagsorden de kommende år. Vi sætter turbo på arbejdet for ordentlige vilkår og større arbejdsglæde – på alle niveauer – på arbejdspladsen, i kommunerne og på Christiansborg. Vi kræver mere tid til den enkelte borger, bedre rammer for det gode sociale arbejde med mere plads til socialfagligheden.
Heldigvis oplever vi, at flere og flere kommuner landet over har luret det, vi har vidst længe, nemlig, at det betaler sig at investere – i bedre tid til at arbejde med udsatte børn, familier og voksne – og i at sætte tidligt ind, før de sociale problemer vokser sig alt for store.
Investeringsvejen er en god vej – også selvom det ikke løser alle vores arbejdsmiljømæssige udfordringer. Men det kræver også, at vi som socialrådgivere – med vores faglighed – fortsat skubber på for, at investeringsprojekterne reelt fører til større kvalitet i det sociale arbejde – bedre hjælp til barnet, familien, den syge eller ledige – og ikke blot bliver en spare-øvelse pakket ind i fine ord.
(…)
I det hele taget er der brug for socialrådgiverfagligheden og socialrådgivernes stemme. I den offentlige debat, på arbejdspladserne, i kommunerne, regionerne og på Christiansborg.
For vi socialrådgivere er ofte de første, der ser hvor skoen trykker, når ny lovgivning skal ud og arbejde i virkeligheden, eller når der bliver skruet på de helt store økonomiske knapper i kommuner og ministerier.
Derfor vil jeg også opfordre jer alle til at tage socialfagligheden med helt ind i stemmeboksen, når der lige om lidt er valg til Folketinget.
Hold øje med kandidater, der prioriterer de socialpolitiske dagsordener højt. Stil politikerne de gode, socialfaglige spørgsmål, der kan kvalificere debatten og bidrage til, at vi får den visionære socialpolitik tilbage.
En socialpolitik, der bygger på menneskelighed, faglighed og sammenhæng på det sociale område – og ikke mindst troen på, at når vi styrker den enkelte, styrker vi også hele samfundet!
(…)
En visionær politik, kræver dygtige socialrådgivere. Og ikke mindst i dag, hvor vi står her på socialrådgiveruddannelsen i København, er jeg nødt til at sige, at det er mig en gåde, at politikerne kan synes, det er fornuftigt at spare 2 % på uddannelsen hvert eneste år. Det er mig en gåde!
Sammen med vores venner i sammenslutningen af socialrådgiverstuderende – SDS – opfordrer vi politikerne til at investere i uddannelsen – og droppe de besparelser, der hvert år udhuler muligheden for at lave god undervisning og styrke fagligheden hos landets kommende socialrådgivere!
(…)
Kære venner.
Fagbevægelsen har opnået meget. Vi har – trods alt – et højtudviklet velfærdssamfund med grundfæstede rettigheder og høj faglighed. Et samfund, der bygger på en tro på mennesket og på tillid – tillid mennesker imellem og tillid mellem borgerne og systemet.
Men vi står også ved en skillevej:
Enten fortsætter politikerne Finansministeriets sparekurs. Så begynder vi for alvor afviklingen af det velfærdssamfund, vi kender. Det samfund, som giver alle fri og lige adgang til sundhed. Hvor vi møder hinanden på tværs af sociale skel i folkeskolen, i bussen og i supermarkedet. Og hvor et barns mulighed for at uddanne sig ikke afhænger af forældrenes pengepung.
Eller også udvikler vi velfærdssamfundet ved at investere i det. Det kræver politikere, der vil sætte borger og medarbejder før systemet, og som tør gøre op med Finansministeriets regnemodeller. Jeg er helt overbevist om, at et godt arbejdsmiljø med plads til fagligheden i arbejdet med socialt udsatte, ordentlige normeringer i daginstitutioner, tid til at lytte til den enkelte patient – ja, at investeringer i velfærd i det hele taget – er den eneste rigtige vej fremad.
Og det er værd at kæmpe for.
God 1. maj!