Mig og mit arbejde: Steffen Friis

Min eksmand og jeg gik fra hinanden sidste år, så lige nu lader jeg helt bevidst arbejdet fylde meget. Jeg er virkelig glad for mit arbejde. Og man kan jo gå hen og blive helt afhængig af den der følelse af at gøre en forskel.

Når medlemmer for eksempel ringer og siger, at de har brug for vores hjælp, fordi kommunen har stoppet deres sygedagpenge eller har afvist at give dem et fleksjob, så skal jeg hjælpe dem med at finde den rigtige vej. Hvad er de realistiske muligheder for lige det her medlem, og hvordan får han eller hun den bedste hjælp?

I rådgivningen møder jeg medlemmer, der med rette er frustrerede over reglerne og rammerne omkring deres sag. Derfor er det en rigtigt fed fornemmelse at kunne sige, at vi har forsøgt – og forsøger – at få vilkårene ændret. Det er en fornøjelse at kunne bruge mine erfaringer fra medlemsarbejdet politisk. Både via HK, i henvendelser til pressen eller i de samarbejdsfora, vi er med i.

Det er en stor misforståelse, at vi har en stor gruppe mennesker, der bare ønsker at få en førtidspension. Mange har tværtimod svært ved at se i øjnene, hvor alvorlige følgerne af deres arbejdsskade er, og hvor lang vejen tilbage til arbejdsmarkedet egentlig er for dem.

Når et medlem er så alvorligt ramt, at de er nødt til at give op og indse, at de ikke kommer tilbage i beskæftigelse, så er han eller hun virkelig kuet af det. Vi definerer os jo ofte som den, vi er på arbejdsmarkedet. Nogle gange kunne det være godt med lidt mere fokus på, hvem vi er som person.

Man kan sige, at jeg er to personer. Én til hverdag, hvor jeg bruger det meste af min tid på arbejde eller   fysisk træning. Og en helt anden, når jeg hver anden weekend er i mit fritidshus i Tønder. Her kan jeg koble af med venner og mine børn – eller bare sidde med katten på skødet og kigge ud over vidderne.