Danmarks første professor i socialt arbejde går på pension: ”Indignation er noget, man gør sammen”

Hvis man med efterårets komme føler behov for at sænke skuldrene og tempoet lidt, skal man ikke tale med Lars Uggerhøj om hans karriere. Nok fortæller han i et adstadigt jysk, men man skal holde godt fast, mens han kører en dobbeltdækkerbus med udsatte børn gennem London, spiller teater, skriver musicals og bliver professor i både Danmark og Singapore.

– Jeg har altid prøvet at sparke lidt til mig selv. Der må gerne ske noget nyt, siger han med det lille smil på læben, som mange socialrådgivere kender fra forelæsninger eller optrædener med satiregruppen Aarhus Revysterne. Dem vender vi tilbage til.

Londons armod tændte gnisten

Havde han fulgt den slagne vej, var Lars Uggerhøj havnet i en bank ligesom sin far. Selv ville han som helt ung være journalist, men i starten af 70erne åbenbarede en rejse til London en tredje vej for den unge jyde.

– Jeg skulle bare prøve noget helt andet, da jeg var færdig med gymnasiet. Så kommer jeg til London, hvor det viser sig, at jeg skal lave socialt arbejde. Det anede jeg ikke, siger han og slår grundtonen i sin uplanlagte karriere an:

– Tilfældet har fulgt mig hele livet, og jeg har grebet tilfældet.

Tilfældet havde ført ham til Londons gamle havnearbejderkvarter, East End. Gennem 60erne og 70erne forsvandt industri og skibstrafik fra området, og indbyggerne blev ramt af massearbejdsløshed og social armod. Her mødte bankdirektørens søn fra Hjørring en helt ny virkelighed.

– Når man er fra 1952, er man jo stadigvæk lidt efterkrigsbarn, så de største helte i verden var englænderne. Så jeg tænkte: “Nu skal jeg over til heltene”. Og så kommer jeg til at bo i East End med helt vildt mange fattige mennesker og uddeling af mad og tøj. Og jeg kommer til at arbejde i en dobbeltdækkerbus, der er lavet om til børnehave, hvor jeg bliver chauffør. Det vidste jeg heller ikke, at jeg skulle, fortæller Lars Uggerhøj, der under sit ophold selv boede i et pensionat, hvor mange af beboerne netop var kommet ud af fængsel eller havde alvorlige psykiske udfordringer. Det var, som han siger, “en øjenåbner, der blev starten på 53 år i socialt arbejde” – og noget helt andet end det swinging London, han havde set og hørt om.

Selv om det kun tog 20 minutter at komme til Piccadilly Circus, hvor unge gik i til koncert og fest, kunne Lars Uggerhøj ikke få sine venner fra East End med derind.

– De kom der aldrig. Jeg spurgte, om vi skulle bruge nogle madbilletter, jeg havde fået af mine forældre, men det ville de ikke. Der gik det op for mig, hvordan verden var opsplittet i forskellige socialgrupper, og man kan sige, at der blev den indignation tændt, som jeg faktisk har bevaret gennem årene, fortæller han.

Brug for noget at kæmpe for

Hvis tilfældigheder er grundtonen i Lars Uggerhøjs karriere, lægger indignationen sig oven på som en definerende del af den samlede harmoni. Selv kalder han indignation for en “indre glød”, der skal have afløb i fælles handling for ikke at brænde folk op indefra.

– Hvis man går rundt og er indigneret for sig selv, tror jeg nemt, man kan brænde ud. Jeg tror, indignationen skal kobles til et fællesskab med andre, så man er indigneret sammen. Så nogen kan holde en lidt oppe, når man mister gnisten, og man selv kan hive andre op.

Lars Uggerhøj taler af erfaring. Kort efter opholdet i England kom han ind på Den sociale Højskole, blev uddannet som socialrådgiver i 1978 og meldte sig ind i Dansk Socialrådgiverforening, hvor han fortsat er medlem. I 1980 blev han fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Aarhus Kommune, og her brugte han indignationen og fællesskabet til at skabe forandring. Ligesom det oversete fodboldtalent, der til trods for sine evner må kæmpe for at komme på holdet, måtte socialrådgiverne dengang kæmpe for deres fags berettigelse i kommunerne, hvor HK’erne sad tungt på sagsbehandlingen. Samtidig var højt arbejdspres og stress også dengang en del af hverdagen.

– Folk brød sammen, og det var faktisk temmelig alvorligt. Fællesskab var den eneste mulighed for at bevise vores værdi, gøre arbejdsforholdene bedre og få en rimelig løn. Så der fik jeg øje på fagforeningen og den mulighed, der lå i at kæmpe sammen, fortæller Lars Uggerhøj og pointerer, at indignationen også bør bruges konstruktivt til at skabe plads til fagligheden.

– Man skal lede efter sprækkerne. Da jeg arbejdede som socialrådgiver, syntes vi jo grundlæggende også, at der var nogle meget faste og stramme rammer, men vi prøvede at finde de huller, hvor vi kunne lave noget andet. Og pludselig fik vi jo lavet nogle helt fantastiske projekter. Vi skabte vores eget rum. I stedet for at brokke os over, at der ikke var plads, så brugte vi tiden på at finde pladsen. Nogle gange var ledelsen lidt efter os, og så sagde vi: ”Det kan vi godt se, vi ikke har gjort godt nok. Nu går vi tilbage og gør det godt nok”. Så det gjorde vi og fik så lov til at blive ved med at lave de andre ting også. Det havde vi ikke kunnet gøre hver især.

Indignation som drivkraft

Meget er forandret, siden Lars Uggerhøj arbejdede som socialrådgiver, og spørgsmålet er, om indignation stadig er lige så brugbar en drivkraft for socialrådgivere som dengang. Findes de sprækker, han taler om, i dag, og kan socialrådgivere udvide grænserne for deres faglige rum?

– Jeg mener, at der er plads. Jeg vil nærmest sige, at det er lidt uhyggeligt, hvis ikke man har indignationen, for så ser man netop kun grænserne. Indignationen hjælper en til at se sprækkerne og holde fast. I socialt arbejde er det afgørende at have noget at kæmpe for. Noget betydningsfuldt. Hvis ikke, man kæmper for noget, risikerer man at blive ren administrator, og det er andre måske bedre til. Det er en del af vores arbejde, og jeg nyder selv at slå hjernen fra og bare lave administrationsarbejde, men jeg ville tabe gnisten, hvis jeg gjorde det hele tiden.

Bro mellem praksis og forskning

Som fællestillidsrepræsentant handlede kampen for Lars Uggerhøj om socialrådgivernes faglighed og vilkår. Men ligesom mødet med udsatte mennesker i London tændte hans indignation, er det også kampen for borgernes vilkår og værdighed, der har holdt liv i hans indre glød gennem hele karrieren.

13 år efter han blev uddannet som socialrådgiver, begyndte han i 1991 på en ph.d. på Aalborg Universitet – og også her havde tilfældet en finger med i spillet. Nok var han allerede medforfatter til to bøger om socialt arbejde, men først da undervisere på socionomuddannelsen opfordrede ham til at søge en forskerstilling, skrev Lars Uggerhøj en ansøgning. To gange fik han besked om, at han var den bedst kvalificerede ansøger, men da han manglede en kandidatgrad, gik der over et år, før han blev ansat.

– Rektoren på Aalborg Universitet ringede med besked fra undervisningsministeren om, at jeg havde fået stillingen. Så det endte med, at Bertel Haarder trumfede alle og ansatte mig, siger han.
Dermed begyndte 35 års akademisk arbejde, og selv om han på sin sædvanligt ydmyge facon understreger, at alt har været en fælles indsats, har Lars Uggerhøj sat dybere aftryk på forskningen i socialt arbejde end måske nogen anden i Danmark. Det er noget af en bedrift for en mand, der kalder sig selv for lidt af en “alien i den akademiske verden”.

– Jeg er ikke så teoretisk skolet som andre akademikere. Det har været udfordrende, men det har også sine styrker. Jeg har været i det, jeg undersøger, og jeg bliver oftest meget positivt modtaget i praksis på grund af min baggrund. Men følelsen af at være anderledes og ikke helt i top som kollegerne vil altid være der, fortæller han.

Faget som en akademisk disciplin

Det skorter ellers ikke på anerkendelse af Lars Uggerhøjs arbejde, der blandt andet har ført til to professorater i henholdsvis Danmark og Singapore og titler som gæste- og æresprofessor i Italien, Finland og England med sig. Men ser man på listen over bøger og artikler, han har skrevet, er det tydeligt, at Lars Uggerhøj befinder sig langt fra det famøse, akademiske elfenbenstårn.

Hans forskning er empirisk funderet, og han er bredt anerkendt både i Danmark og internationalt som en af pionererne inden for praksisforskning i socialt arbejde. Anerkendelsen begrænser sig derfor ikke til den akademiske verden, og i 2013 fik han Dansk Socialrådgiverforenings pris ‘Den Gyldne Socialrådgiver’ for sin indsats for socialrådgiverfaget.

– Gennem dit arbejde har du været med til at stille skarpt på fagets dilemmaer. Du både udfordrer og provokerer os. Du får os til at grine af os selv samtidig med, at du inspirerer og udvikler os og socialrådgiverfaget, lød det dengang fra daværende formand Majbrit Berlau, da hun overrakte ham prisen.

Når socialrådgivere i dag kan læse videre og få en kandidatgrad – og derefter måske en ph.d. – i socialt arbejde, skyldes det i høj grad Lars Uggerhøjs indsats for at udvide socialrådgiverfaget til en akademisk disciplin. Hans forskning har sat fokus på blandt andet magtforhold og demokratiske processer i borgernes møde med det offentlige system og har medvirket til udviklingen af faget gennem faglige diskussioner og refleksioner blandt socialrådgivere og andre aktører i socialt arbejde.

Lars Uggerhøj nævner selv ‘lydhørhed’ som et centralt begreb i det sociale arbejde, der stadig har udfordringer med demokratisk inddragelse af borgerne.

– Den største udfordring er for mig at se at skabe lydhørhed og sikre anerkendelsen af borgernes forståelser og ønsker. Vi skal være i stand til at anvende deres input som inspiration, og derfor skal lydhørhed, anerkendelse og demokratiske principper gøres til en kernefaglighed, siger han og fortæller, at hans undersøgelser af mødet mellem borgerne og socialrådgiverne medførte en vis opstandelse i begyndelsen.

– Det vakte lidt furore, at en socialrådgiver kritiserede det sociale arbejde. Borgernes oplevelse af mødet med socialrådgivere var jo faktisk ikke så positivt, som socialrådgiverne troede.

Socialrådgiverne så sig som borgernes advokater dengang, men borgerne opfattede ikke, at de blev repræsenteret, og at socialrådgiverne talte deres sag. Problemet var, at de ikke havde spurgt borgerne om, hvad de mente, de skulle repræsentere, siger han og citerer en borger fra en af sine undersøgelser.

– Jeg spurgte borgerne: “Socialrådgiverne kalder sig tit klientens advokat i systemet. Hvad siger du til det?” Og der var så en af dem, som sagde “Jamen, det er rigtigt nok. Jeg ved bare ikke, om det er som forsvarer eller anklager.” Det er lige før, at det er hele min forskning igennem 35 år kogt ned til en enkelt sætning, fortæller han med et grin, der bringer os tilbage til det, der sammen med tilfældet, indignationen og det akademiske arbejde fuldender firklangsharmonien i Lars Uggerhøjs karriere – humoren.

Sig det med humor

Lige siden han var helt ung, har humor og kreativ udfoldelse været en integreret del af Lars Uggerhøjs liv. Mange kender ham fra Aarhus Revysterne, der på deres højeste optrådte op mod 20 gange om året, men musik og teater kunne måske være blevet hans levevej frem for et parallelspor, hvis tilfældet havde villet det.

– Jeg spillede pigtrådsmusik, og da jeg boede i London, var vi naboer til Londons ældste teater, hvor jeg spillede sammen med kendte engelske skuespillere i blandt andet Romeo og Julie. Det var første gang jeg blev bedt om en autograf.

Senere spillede han teater på Svalegangen i Aarhus, han har skrevet kabaret og musical og spillet sange med bandet Slåbrok, heriblandt hittet Banko, der stadig kaster Kodapenge af sig. Under corona-pandemien skrev han en sang til sine internationale studerende, der ikke kunne komme hjem, for at muntre dem op. Selv mener han, at humoren skal have plads, også i det sociale arbejde.

– Du kan sige ting med humor, som du ikke kan sige med alvor. For mange år siden, før man rigtig talte om det, lavede vi en fuldstændig åndsvag sketch om arbejdsstress. Det var et hot emne i Socialrådgiverforeningen, men nærmest umuligt at tale om. Folk var kede af det, og man vidste ikke helt, hvordan man skulle gribe det an. Men så lavede vi den her sketch med en stresset socialrådgiver, og selv dem, der var enormt stressede, var ved at dø af grin over at se sig selv. Så humoren kan bruges til at sige nogle ting, og jeg har brugt min viden, blandt andet fra forskningen, til at skrive sketches og sange og sætte ting på spidsen, siger han og advarer mod at lade overdreven hensyntagen styre, hvad man gør grin med.

– Hvis du ikke bliver gjort grint med, så er du ikke respekteret i samfundet. Vi har jo også altid gjort grin med borgerne i vores revyer, ikke kun socialrådgiverne. De får alle sammen en tur. Vi har optrådt tre gange for forældre til anbragte børn, simpelthen fordi de elsker at blive gjort grin med.

– Da aids-epidemien toppede optrådte vi for aids-ramte med vittigheder, som vi faktisk var i tvivl om, vi virkelig kunne sige. Men de sagde tak for, at vi gjorde grin med dem. Der er brug for at grine og være småskøre. Det er for nemt kun at grine af de andre, man skal også kunne grine af sig selv, siger Lars Uggerhøj, der i samme stil giver et lunt og nordjysk underspillet svar på, hvad han håber, andre siger om ham:

– Han er da ik’ så tosse endda.

Lars Uggerhøj ser frem til tilværelsen som pensionist, men slipper ikke helt socialt arbejde og Aalborg Universitet, hvor han fortsætter som professor emeritus. Ambitionen er dog at skrue ned fra ti til én times arbejde om dagen, så han får mere tid sammen med sin hustru, sine børn og børnebørn. Derudover har han, tro mod tilfældighedernes retningsanvisninger, ikke lagt nogen planer.

– Der skal nok ske noget. Jeg tror, jeg har brolagt mit liv med mulighed for tilfældigheder.

---

Professor Lars Uggerhøj holder sin fratrædelsesforelæsning med titlen ”Er den virkelig ’fin med kompasset’ i det sociale arbejde?”, 30. oktober 2026 kl. 13 på Institut for Samfund og Politik, Aalborg Universitet.

---

Lars Uggerhøj – 74 år, Aarhus

• Uddannet socialrådgiver i 1978.
• Får som den første socialrådgiver en ph.d.-grad i 1995.
• Var med til at oprette ”Center for Forskning i Socialt Arbejde”, Aalborg Universitet.
• I 2005 blev han studieleder for landets eneste kandidatuddannelse i socialt arbejde.
• Fik i 2012 som første socialrådgiver et professorat ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.
• Blev i 2013 hædret med Dansk Socialrådgiverforenings pris ”Den gyldne Socialrådgiver.”
• Har udgivet en række bøger og artikler.
• Er medlem af redaktionen på ”uden for nummer”, tidsskrift for forskning og praksis i socialt arbejde, udgivet af Dansk Socialrådgiverforening m.fl.
• Chefredaktør for det internationale tidsskrift “European Social Work Research”.
• Har forsket meget i magt og mødet mellem klienter og de offentlige myndigheder.
• Går på pension november 2026, men fortsætter som professor emeritus på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.