Hvad vil politikerne erstatte jobcentrene med?

Politikerne elsker at rase mod jobcentrene. Men debatten er præget af myter og fordomme, som undergraver det arbejde, der gøres, og demoraliserer socialrådgiverne. Lad os finde en bedre vej frem.

Hvad vil politikerne erstatte jobcentrene med?

Kritik af jobcentrene er blevet politikernes livret. Den består primært af syrlige myter garneret med seje misforståelser på en solid bund af besk hykleri. En drøj omgang, som ville få dumpekarakterer af både madanmeldere og Fødevarestyrelsen, hvis det rent faktisk handlede om mad. Men det gør det ikke, og det tætteste, vi kommer på en kontrolinstans i den politiske debat, radioprogrammet Detektor, har DR netop valgt at lukke. Det er sørgeligt, for i forvejen er det ofte en gratis omgang for politikerne at smide om sig med halve og kvarte sandheder, når det drejer om arbejdsløse og jobcentrene.

Der er masser af udfordringer i jobcentrene – dem har vi peget på i mange år – men politikerne misbruger dem desværre for at fremme deres egne dagsordner. Det er vi trætte af. Kun 3 % af socialrådgiverne oplever en høj grad af tillid til deres faglighed fra politikerne. Vi står med en tillidskrise, som vi er nødt til at gøre noget ved.

Mennesker bliver klemt

Som socialrådgiver lytter jeg altid til de mennesker, der fortæller om deres egne oplevelser – både de gode og de dårlige – med det, vi i mangel af bedre ord kalder for ’systemet’. Når medierne jævnligt bringer historier om for eksempel alvorligt syge eller psykisk sårbare, der kastes ud i den ene praktik efter den anden, selvom de tydeligvis har behov for noget andet, viser det, at der er behov for forbedringer. Jeg hører lignende eksempler fra socialrådgivere rundt omkring i landet, og flere end halvdelen af socialrådgiverne på jobcentrene svarer i en rundspørge, at deres kommune har konkrete måltal for, hvor mange mennesker de skal sende i virksomhedspraktik. Det betyder, at nogle kommuner for at nå måltallet sender ledige i ulønnet arbejde på virksomheder, selvom det ikke er i tråd med deres socialrådgivers faglige vurdering.

Der er ingen tvivl om, at alt for mange mennesker gennem årene er blevet og bliver klemt i systemet. Det er en reel kritik, som vi deler.

Til gengæld skærer det i ørerne, når de politikere, der selv har skabt systemet, istemmer kritikken, som om ansvaret ligger alle mulige andre steder end på Christiansborg. Særligt når de samtidig fremfører en række andre kritiske påstande om ledige, jobcentrenes indsats og økonomien bag, som er enten tvivlsomme eller decideret usande.

Derfor kommer vi nu med vores eget udspil til forandringer af beskæftigelsesindsatsen. Udspillet bygger på erfaringer og faglig indsigt fra socialrådgivere på og uden for jobcentrene, samt forskning i, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Før jeg når til vores egne forslag, er der dog behov for at fortælle lidt mere om, hvordan jobcentrene fungerer, og gøre op med nogle af de myter, der bygger på mistillid til både ledige og socialrådgivere.

Myte 1 og 2: Folk er dovne, og ingen finder job gennem jobcentret

To af de mest sejlivede myter er, at mange ledige ikke gider at arbejde, og at jobcentrene ikke hjælper nogen i job. Hvis det var korrekt, er det nærmest et mirakel, at tre millioner danskere er i arbejde. Det er flere end nogensinde før i historien. Tænk over det: På trods af corona-nedlukninger og krig i Ukraine har stort set alle, der kan arbejde, et job.

Samtidig er færre mennesker på kontanthjælp end på noget andet tidspunkt de seneste 15 år. Og antallet af dem, der ikke umiddelbart kan tage et job, er halveret siden 2016. Man skal virkeligt gøre sig umage for at se udviklingen på arbejdsmarkedet som andet end en gigantisk succes.

Forestillingen om, at en stor gruppe af mennesker helst vil ligge på sofaen og modtage penge fra staten, er falsk. Men politikerne har en interesse i at puste det op til et stort problem, at dyrke mistilliden, så de med mantraet om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’ kan kræve lavere kontanthjælp – selvom de ved, at det ikke får flere i arbejde. Af de historisk få mennesker, der i øjeblikket er på kontanthjælp, har langt de fleste andre udfordringer end ledighed – de kan med andre ord ikke tage et almindeligt fuldtidsjob, fordi de lider af sygdom, mentale problemer eller sociale udfordringer.

Vi, der arbejder for at hjælpe dem videre, ved, at økonomisk pisk snarere end at skubbe folk i arbejde har den modsatte effekt – 8 ud af 10 socialrådgivere vurderer i en rundspørge, vi har foretaget, at lave ydelser står i vejen for det sociale arbejde og de lediges udvikling. Med en presset økonomi følger et utal af bekymringer og fravalg. Vi ved for eksempel, at fattige forældre fravælger medicin og behandling til sig selv for at få råd til husleje. Når økonomisk stress tager over, bliver det kun sværere for folk at arbejde med sig selv for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Jobcentrene formidler job

Den anden myte om, at jobcentrene ikke hjælper nogen i job, er lige så forkert. Måske husker du mediestormen mod Københavns Kommune, da det sidste år kom frem, at jobcentret ikke havde henvist en eneste ledig til job. Også her kom politikernes mistillid til udtryk, denne gang i forargelsen over, at jobcentret ikke sender ledige i job. Siden viste det sig, at det var lodret forkert. En ’henvisning’ er i lovens forstand et påbud til en ledig om at tage et bestemt job. Det bliver rigtignok sjældent brugt, for hverken ledige eller virksomheder får noget ud af det – det handler ikke om bare at smide folk ud i tilfældige job, men at samarbejde med virksomhederne om at finde egnede kandidater.

I almindelig sprogbrug henviser jobcentrene hvert år titusindvis af ledige til job. Ifølge Dansk Industri bruger omkring hver tredje virksomhed jobcentrene til at finde nye medarbejdere – og flertallet er glade for samarbejdet. Der er mange udfordringer med beskæftigelsesindsatsen, men det er en myte, at jobcentrene ikke formidler job.

Myte 3: Ingen ville savne jobcentrene, hvis de blev afskaffet

En tredje udbredt myte eller misforståelse er, at jobcentrene er penge ud ad vinduet. At vi kunne spare mange milliarder, hvis blot vi nedlagde dem. Her glemmer mange politikere bevidst eller ubevidst, at jobcentrene skal løfte en enorm opgave, der handler om meget andet end blot at splejse ledige og virksomheder. Lad mig give et eksempel:

Lea er en af de omtrent 4000 socialrådgivere, der arbejder på et jobcenter. Hun arbejder med mennesker på kontanthjælp, der ikke umiddelbart kan tage et almindeligt job, fordi de kæmper med sygdom, sociale og psykiske problemer – langt den største gruppe af kontanthjælpsmodtagere.

Et af de mennesker, Lea arbejder med, er Iben på 32 år. Iben var, som mange andre på kontanthjælp, anbragt ad flere omgange som barn på grund af vold i hjemmet. Hun oplevede mange nederlag i skolen og har trods flere forsøg ikke taget en uddannelse. Hun har autisme, bliver let stresset, og det er svært for hende at være sammen med mange mennesker. Til gengæld er hun velbegavet og vil meget gerne tage en uddannelse.

Lea vurderer, at Iben generelt mangler selvtillid, og at den skal opbygges små skridt ad gangen. Derfor begynder hun med at tilbyde Iben en mentor, der kan hjælpe hende med at få struktur på sin hverdag og klare nogle af de helt basale opgaver, vi andre tager for givet, for eksempel at navigere i e-Boks, samt værktøjer til at forstå diagnosen autisme.

Efter nogle måneder føler hun sig klar til at begynde på en uddannelse, og denne gang lykkes det med hjælp fra hendes mentor. Under hele forløbet har Lea tæt kontakt med Iben, og hun indkalder jævnligt Ibens mentor, psykolog, læge og socialrådgiver i socialforvaltningen til møder for at koordinere og sikre, at Iben får den rette behandling og indsats.

De mennesker, der som Iben er ledige og har brug for hjælp og støtte, har meget forskellige behov. Nogle er unge, andre gamle, nogle har misbrug og lever på gaden, andre er kronisk syge eller har psykiske lidelser. Men fælles for dem er, at de har brug for en socialrådgiver, der har tid til at lytte, forstå, rådgive og sammen med dem lægge en plan for at komme videre. Det er i dag jobcentrenes opgave, og hvis politikerne vil nedlægge dem, skylder de Iben et svar på, hvor hun så kan få hjælp.

Hovedløse besparelser

Der er omtrent lige så meget substans i myterne, som der er babyer i babyspinat. Men det betyder som nævnt ikke, at der ikke er problemer. Tværtimod, der er mange, men de er i høj grad skabt af politikerne selv. Og snuptagsløsninger som at lukke jobcentrene vil kun gøre ondt værre.

Det samme gælder de enorme besparelser på 1,1 milliarder kroner årligt, som regeringen og et flertal i Folketinget har vedtaget for at få råd til Arne-pensionen. Det virker hovedløst. Når en del af løsningen på hospitalernes udfordringer er at ansætte 1000 nye sygeplejersker, og når minimumsnormeringer skal sikre bedre trivsel blandt børn i daginstitution, hvordan forestiller politikerne sig så, at mindre tid og færre muligheder i arbejdet med udsatte mennesker vil forbedre jobcentrenes indsats?

Poul fortjener bedre

Man skal begynde et andet sted, nemlig med de virkelige problemer. Som socialrådgivere oplever vi en række barrierer for, at vi hurtigt kan hjælpe ledige videre. Blandt de største er:

  • Mangel på tid til hver enkelt ledig
  • Økonomiske hensyn i kommunen
  • Omfattende krav til dokumentation

Ibens forløb er en succeshistorie. Desværre har hendes socialrådgiver, Lea, ikke tid til at holde tæt kontakt til alle de mennesker, hun har ansvaret for. Ligesom to ud af tre af hendes socialrådgiverkolleger oplever hun et højt arbejdspres, som betyder, at hun ikke kan yde den samme håndholdte indsats til alle. Derudover oplever hun jævnligt, at hendes faglige vurdering af, hvad en borger har brug for, bliver underkendt af kommunen, enten af hensyn til økonomi eller stram lovgivning.

Tag for eksempel Poul, som efter en bilulykke fik kroniske smerter, mistede sit job og nu har været på kontanthjælp i et halvt år. Leas vurdering er, at Poul med den rette indsats, herunder et fleksjob og behandling, kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, men ifølge loven og Ankestyrelsen kan man kun få et fleksjob, hvis et utal af krav til dokumentation er opfyldt – blandt andet skal arbejdsevnen være ’væsentligt og varigt nedsat’ og alle behandlingsmuligheder udtømt. Det betyder blandt andet, at Poul skal gennemgå praktik i flere brancher og behandlinger i sundhedssystemet, hvor der ofte er lang ventetid. På den måde trækkes sagen i langdrag med risiko for, at Poul får det værre.

Det er skørt, for i mange tilfælde ville et fleksjob gradvis kunne hjælpe folk som Poul ind på det normale arbejdsmarked.

Et fundament af tillid

Det koster penge at fastholde mennesker som Poul i systemet i årevis, frem for at tilbyde dem et fleksjob fra begyndelsen af forløbet. Men det afgørende er, at det har store menneskelige konsekvenser. Det, tror jeg, er den væsentligste årsag til, at hver tredje socialrådgiver i jobcentrene er stresset. Det slider på os, hver gang vi på grund af tidsmangel, lovgivning eller økonomi ser mennesker hænge fast på kontanthjælp, når vi ved, hvordan vi får dem videre, men ikke får lov.

Kommunerne bærer en del af ansvaret. Alene det faktum, at nogle gør det langt bedre end andre, viser, at der selv inden for den nuværende lovgivning er plads til forbedringer. Men vi må også konstatere, at nogle kommuner har langt bedre økonomi end andre, og at nogle altid vil fungere bedre end andre. Derfor er der brug for en ny, fælles struktur.

Vi foreslår, at alle kommuner skal oprette en ny enhed uden for jobcentret til ledige ramt af sygdom, psykiske lidelser eller sociale problemer. Her arbejder forskellige faggrupper som socialrådgivere, læger og psykologer sammen i teams, der selv ud fra faglige vurderinger kan træffe afgørelser om, hvilken hjælp og ydelse folk skal modtage. På den måde vil strukturen understøtte medarbejdernes faglighed og den enkelte lediges behov, så de fra begyndelsen får en tværfaglig indsats og hurtigst muligt kommer videre fra kontanthjælp.

Derudover skal ledige have flere rettigheder, end de har i dag. For eksempel bør alle tilknyttet den nye enhed have ret til at vælge et udviklingsfleksjob, så de fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet. Og alle skal have ret til at få afklaret, hvad der videre skal ske i deres forløb, senest efter et år på kontanthjælp.

Alt det kræver, at fundamentet er på plads – vi skal have tid til det sociale arbejde, bedre lovgivning og stærke faglige miljøer. Men først og fremmest kræver det, at politikerne tør bygge en ny struktur på tillid til, at mennesker gerne vil bidrage, og at vi som socialrådgivere ved, hvad der virker.

Bragt i Politiken 9. oktober 2022.