Partier enige om seniorpension – kommuner stritter imod

Regeringen og partierne bag seniorpensionen er enige om, at den nye ordning erstatter seniorførtidspensionen fra årsskiftet. Kommunerne vil ikke administrere ordningen i en overgangsfase.

Ved årsskiftet kan nedslidte ældre lønmodtagere gå på seniorpension, hvis de har:

  1. seks år eller mindre til folkepensionen
  2. været 20-25 år på arbejdsmarkedet, og
  3. en arbejdsevne på op til 15 timer om ugen

Aftalen om seniorpension blev indgået af den daværende regering, Dansk Folkeparti og De Radikale tilbage i maj, og siden har både SF og Socialdemokraterne tiltrådt aftalen. Nu er partierne så blevet enige om, at ordningen i en overgangsperiode skal administreres af kommunerne, og derefter skal en anden myndighed tage over. Hvilken myndighed, det bliver, er endnu uklart, og dermed har politikerne sparket de to store spørgsmål til hjørne: Hvem skal træffe afgørelserne, og hvem foretager vurderingen af arbejdsevnen? Tirsdag aften tog sagen så en ny drejning, da kommunerne meldte ud, at de ikke er interesserede i at administrere ordningen i overgangsperioden.

Dansk Socialrådgiverforening arbejder for at sikre, at vurderingen bliver tværfaglig med inddragelse af både lægelige og socialfaglige kompetencer. Har du input, så kontakt konsulent Mette Laurberg på telefon 51 50 51 90.