Nyt projekt skal bane vejen for mere tid til voksne med handicap
Nu er der forhåbentligt mere tid på vej til socialt arbejde. For i fredags landede en bred aftale om fordeling af socialreserven. Aftalen betyder 13 mio. kr. til et nyt investeringsprojekt, som skal afprøve erfaringer fra Sverige og Tættere på Familien i Aarhus på voksenhandicapområdet. Dansk Socialrådgiverforening har aktivt arbejdet for at projektet kan blive til virkelighed.
Et nyt projekt skal bane vejen for mere tid til sagsbehandlingen på voksen handicapområdet, og dermed skabe med inddragelse, tillid og bedre retssikkerhed.
– Jeg er begejstret for at man nu afprøver investeringstilgangen på voksenområdet. Jeg véd, at socialrådgiverne sidder med alt for høje sagstal i dag. Jeg håber, at det nye projekt kan sætte gang i en positiv spiral, så der bliver mere tid til socialt arbejde på voksen handicapområdet, siger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
I flere kommuner har man efter de gode erfaringer med Tættere på Familien i Aarhus Kommune sænket sagstallet på børnehandicap markant. Sagstallet i Tættere på Familien er på 22 sager pr. sagsbehandler på børnehandicap, og projektet har vist særdeles gode resultater, både økonomisk, men også i forhold til styrket retssikkerhed, styrket tillid og bedre samarbejde. Det er håbet, at man med projektet har startskuddet til samme gode udvikling på voksen handicapområdet.