”Vi skal bruge hinanden – for borgernes skyld”

Socialrådgiver Tina Christensen er medstifter af nyt netværk, som skal samle private aktører på social- og beskæftigelsesområdet. Målet er blandt andet at være en aktiv sparrings­partner for kommuner og beslutningstagere og gøre det lettere for kommunerne at finde det rette tilbud.

”Vi skal bruge hinanden – for borgernes skyld”

Foto: Lisbeth Holten

– Der er brug for, at vi står sammen og udnytter den store faglighed og viden, som private aktører besidder på tværs af områder, siger socialrådgiver Tina Christensen om baggrunden for initiativet til det nye netværk for private aktører: SAPA – det handler om mennesker.

– Vi har længe haft et ønske om at skabe et fagligt fællesskab på tværs af private aktører, hvor vi sammen kan udvikle både eksisterende strukturer, nye arbejdsmetoder og redskaber, fortæller Tina Christensen, der ud over at være en af initiativtagerne til netværket, er beskæftigelseschef i Tiponi.

Netværket samler aktører på tværs af størrelser og specialer med ambitionen om at være en seriøs og faglig stærk stemme i branchen – og en aktiv sparringspartner for både kommuner og beslutningstagere.

– I SAPA lægger vi vægt på fællesskabet. Det er gennem fælles faglighed og åben erfaringsudveksling, at vi forhåbentlig skaber en reel udvikling i sektoren. Når vi mødes på tværs, opdager vi, hvor meget vi kan lære af hinanden – både i forhold til faglig tilgang, måden, vi arbejder med borgerne på, og hvordan vi giver den bedste støtte. Tidligere har vi ikke gjort brug af hinanden, men det håber jeg, at netværket kan være med til at ændre.

Aktørbank

Tina Christensen understreger, at netværkets mål er at styrke fagligheden og dermed kvalitetssikre de indsatser, de som private aktører kan tilbyde.

– Der findes mange dygtige private aktører, som med specialiseret viden understøtter indsatser på både social- og beskæftigelsesområdet. Men der er et stort ønske om et samlet overblik over, hvem vi er, og hvilke kompetencer vi hver især bringer i spil.

– Vores ønske er, at vi som noget af det første i SAPA kan udvikle en aktørbank, der giver et tydeligt overblik over de forskellige aktørers nicher og ekspertise på social- og beskæftigelsesområdet. Det vil gøre det lettere for kommunerne hurtigt at finde den rette hjælp – og i sidste ende sikre, at borgerne mødes af det tilbud, der bedst matcher deres behov.

Reform og tilrettede indsatser

Det nye netværk havde kickoff-møde med 60 deltagere i april og planlægger at mødes op til fire gange om året.

– Næste gang skal vi tale om beskæftigelsesreformen, som i den grad kommer til at have betydning for os. Her skal vi tale om, hvordan vi kan tilrette indsatserne bedst muligt i forhold til alt det, der bliver lavet om, fortæller Tina Christensen og tilføjer:

– Mit hjertebarn er de allermest udsatte borgere – dem, der befinder sig længst fra arbejdsmarkedet. Gennem mange års arbejde i faget har jeg oplevet, hvordan netop denne gruppe har fået det stadig sværere. De har brug for helhedsorienterede og intensive indsatser, og her mener jeg, at vi som private aktører spiller en vigtig rolle og ofte lykkes med at gøre en reel forskel. Derfor bekymrer det mig, at der med den nye reform bliver længere mellem, hvornår der skal følges op på borgeren. Det er det modsatte af, hvad de borgere, jeg arbejder med, har brug for.


Netværket SAPA
Sammenslutningen af Private Aktører – er startet af Tina Christensen, socialrådgiver og beskæftigelseschef i Tiponi, og Kirsten Ipsen, direktør i Vita Mea.
» Læs mere på sammenslutningensapa.dk


CV Tina Christensen
46 år, Nordsjælland

2020 –  Beskæftigelseschef, afdelingsleder, Tiponi Beskæftigelse, Tiponi A/S
2022    Lederuddannelse, Mannaz
2019 – 2020   Rådgiver, Familieafdeling, Egedal Kommune
2010 – 2019   Projektleder, mentor og fagkoordinator, beskæftigelse, privat aktør
2019   Uddannelse: Den motiverende samtale
2006 – 2010   Rekruttering og beskæftigelseskonsulent, privat aktør
2005   Uddannet socialrådgiver, Københavns Professionshøjskole, Metropol