Tak for det første år …

LEDER: Tak for det første, vilde, udfordrende og inspirerende år. Det er et privilegium at være formand for socialrådgiverne i Danmark.

Så er det et år siden, at jeg tiltrådte som formand for Dansk Socialrådgiverforening. Det har på mange måder været et vildt år – for mig personligt og for det socialpolitiske område.

Først og fremmest ser jeg tilbage på et år, hvor jeg er blevet dybt inspireret, rørt og klogere af mødet med så mange dygtige socialrådgivere rundt omkring i landet – på socialrådgiverarbejdspladser, til møder, i klubber og på kurser for tillidsvalgte. Jeres – mine fagfællers – vigtige erfaringer, faglige indsigt og vilje til at gøre det bedste for samfundets udsatte borgere har gjort mig stolt. Udfordringerne med at få tid, ressourcer og de rette vilkår til at gøre vores arbejdet ordentligt og være der for borgerne – har mange gange gjort mig godt gammeldags vred.

I det seneste år har jeg mødt alt for mange socialrådgivere, der er pressede og bliver syge af at gå på arbejde – og udsatte borgere, der ikke oplever at blive mødt og få den rette hjælp. Det skal vi som samfund gøre bedre.

Lige nu strømmer det ind til Dansk Socialrådgiverforening med beretninger fra socialrådgivernes arbejdsliv, som en del af kampagnen ”Tid til socialt arbejde”, der er blevet til, fordi vi for et år siden vedtog at gøre noget alvorligt ved arbejdsmiljøet. En stor del af beretningerne handler om, at socialrådgiverne mangler tid til borgeren – tid til den gode samtale, til at følge ordentligt op, tid til at arbejde med det hele menneske. Det er overvældende at læse beretningerne. Men socialrådgivernes opbakning og engagement i kampagnen giver mig håb og en tro på, at vi sammen kan skabe forandringer og bedre rammer for det gode sociale arbejde.

For jeg tror ikke på, at politikerne i kommunerne og på Christiansborg kan sidde så mange fagfolk og borgeres opråb overhørigt. Noget af det, der har været nyt for mig i rollen som formand, er mødet med politikere og ministre. Her oplever jeg faktisk, at der i den grad bliver lyttet, når jeg på vegne af socialrådgiverne i Danmark fortæller om, hvad vi oplever ude i virkeligheden. Vores konkrete erfaringer er ofte en øjenåbner for politikerne.

Og udmeldingerne fra flere af de nye ministre tyder også på, at der er god forståelse for og politisk vilje til at opprioritere det gode sociale arbejde. Det er gode toner i mine ører. Men jeg ved også, at vi fortsat skal arbejde for, at de gode toner bliver omsat til de rigtige og reelle forandringer til gavn for socialrådgivere og borgere. Det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte sammen med jer!

Tak for det første, vilde, udfordrende og inspirerende år. Det er et privilegium at være formand for socialrådgiverne i Danmark.

Rigtig godt nytår til jer alle.