Sejr til socialrådgiver i Højesteret: ”Et mareridt – men nu ved jeg, at jeg blev uretfærdigt behandlet”
Da Talya Harris’ sygdom tvang hende til at arbejde færre timer, blev hun fyret i stedet for omplaceret. Nu har Højesteret slået fast, at arbejdsgiveren handlede ulovligt. Efter syv års kamp er Talya Harris lettet: ”Men jeg tvivler på, at jeg var nået frem til en sejr uden hjælp fra Dansk Socialrådgiverforening”.
Foto: Lisbeth Holten
Socialrådgiver Talya Harris kan endelig ånde lettet op. En dag i begyndelsen af december sad hun i sit rækkehus i Lyngby og trykkede ’opdater’ igen og igen på sin telefon. Mens hun ventede, tænkte hun på den tid, hvor hun stadig var i arbejde på Rigshospitalet. Hun var bevilget fleksjob på grund af nedsat arbejdsevne som følge af kronisk tarmbetændelse og arbejdede 20 timer om ugen.
Endelig dukkede beskeden op, som hun havde ventet på: ”Højesteret stadfæster byrettens dom”, stod der. Talya Harris havde vundet en sag mod sin tidligere arbejdsgiver Region Hovedstaden.
– Det har været et ufatteligt hårdt forløb, men dommen fastslår, at min arbejdsgiver ikke har levet op til forskelsbehandlingsloven. Jeg føler, at det er en sejr for alle med handicap. Det er blevet tydeligt for mig, hvor lidt jeg vidste om mine rettigheder, da jeg bliver fyret. Og uden hjælp fra Dansk Socialrådgiverforening havde jeg ikke haft nogen chance for at vide, hvad jeg skulle stille op. Jeg stod midt i en krise, og de var der bare for mig. Jeg ville ikke have kunnet kæmpet så længe uden deres opbakning, siger Talya Harris og uddyber:
– Sagen har slidt rigtig meget på mig, og det har været et mareridt. Jeg har følt mig forkert, men nu kan jeg sige, at det var min arbejdsgiver, som ikke behandlede mig ordentligt.
Dansk Socialrådgiversforening har rådgivet Talya Harris undervejs i sagens syv år lange forløb. Nu har hun rettens ord for, at hun er blevet forskelsbehandlet af sin tidligere arbejdsgiver, Region Hovedstaden.
Dommen fra Højesteret fastslår nemlig, at arbejdsgiveren ikke har gjort tilstrækkeligt for at omplacere hende til en anden stilling, da hun på grund af sit handicap ikke længere kunne arbejde 20 timer om ugen.
Farvel til drømmejob
Historien om Talya Harris’ sejr i Højesteret begynder i 2018, da hun var på barsel med sit tredje barn og så frem til at vende tilbage til jobbet som socialrådgiver på Respirationscenter Øst på Rigshospitalet. Her arbejdede hun 20 timer om ugen med patienter med vejrtrækningsproblemer, som har brug for respirator.
Sammen med afdelingens andre socialrådgivere stod hun blandt andet for det socialfaglige arbejde i forbindelse med et patientforløb. Det indebar kontakt med patientens kommune og region, så de rette instanser kan lave ændringer i patientens bolig og sørge for de rette hjælpemidler i hjemmet. Derudover stod hun for undervisningen af det respiratoriske hjælperhold i den socialfaglige del af deres arbejde. I nogle tilfælde hjalp hun også patienten med at søge om økonomiske tilskud.
Talya Harris elskede sit arbejde.
– Jeg har altid gerne villet hjælpe syge mennesker – også før jeg selv blev syg. Jeg følte, at det var et enormt meningsfuldt arbejde, et drømmejob. Og jeg ville vildt gerne være blevet i mit job på Rigshospitalet, siger Talya Harris.
På det tidspunkt var hun ansat i fleksjob. Talya Harris lider nemlig af Crohns sygdom. En kronisk tarmsygdom, som typisk går i udbrud for så at være i bero i flere år. Sygdommens symptomer er blandt andet mavesmerter, diarre, kronisk træthed og migræne. Med Talya Harris’ egne ord føles det som at have mavevirus hver dag.
Talya Harris’ sygdom har dog ikke på noget tidspunkt været i bero, siden hun fik diagnosen som 20-årig – hun er 47 år i dag. Hendes tilfælde er derfor så alvorligt, at det er omfattet af forskelsbehandlingsloven som et handicap.
Ønske om nedsat tid
På trods af en udfordrende hverdag med tre børn og alvorlig sygdom er arbejdet en vigtig del af Talya Harris selvopfattelse og behov for ikke blot at blive set som en person med et handicap.
– Da jeg fik diagnosen, tænkte jeg, at uanset hvad så skulle mit liv bare fortsætte. Det er svært at forklare for folk, der ikke selv er syge, men det har været enormt vigtigt for mig at opretholde et normalt liv. Når man er syg, er man allerede lidt på kanten af samfundet. Ja, jeg føler faktisk, det er lidt skamfuldt at sige, at jeg er syg. Noget af det første, man bliver spurgt om, når man møder et nyt menneske, er ’hvad laver du?’ Så det har været utroligt vigtigt for mig at bevare min plads på arbejdsmarkedet og på den måde fortsat være en del af et fællesskab, siger hun.
Talya Harris glædede sig derfor til at vende tilbage fra barsel, men måtte erkende, at hun ikke kunne holde til at arbejde 20 timer om ugen. Hun havde i lang tid – også før barslen – dagligt måttet lægge sig med migræne.
– Jeg havde ikke noget liv ved siden af arbejdet. Alle mine kræfter blev brugt på jobbet, siger Talya Harris.
Faktisk var hun på det tidspunkt så syg, at både speciallæger, egen læge og hendes kommunale jobkonsulent rådede hende til at gå ned i tid, hvis hun fortsat skulle være i stand til at arbejde.
Talya Harris’ læge vurderede, at hun kunne arbejde ti timer om ugen, og kommunen bakkede op. Hun skrev derfor en mail til sin chef, hvor hun bad om at gå ned i tid, cirka en måned inden hun efter planen skulle tilbage efter barsel.
Da Talya Harris’ arbejdsevne var reduceret, ville arbejdspladsen kunne blive tilbudt to tredjedele lønrefusion fra kommunen. Derfor blev hun også overrasket, da hendes leder efter en enkelt e-mail og et kort møde indkaldte Talya Harris til tjenstlig samtale med henblik på opsigelse.
Ret til at blive omplaceret
Talya Harris har lige fra sagens begyndelse haft kontakt til Dansk Socialrådgiverforening, som har bistået med rådgivning og deltaget i møder mellem Talya Harris og hendes leder.
For Talya Harris har støtten fra Dansk Socialrådgiverforening været uundværlig. Hun gentager, at det er blevet tydeligt for hende, hvor lidt hun kendte til sine rettigheder.
– Jeg stod midt i en krise og havde ingen chance for på egen hånd at vide, hvad jeg skulle stille op. Min DS-konsulent Mette Glud var med hele vejen og overtog nærmest kommunikationen med ledelsen. Det var en stor hjælp, siger Talya Harris.
Konsulent Mette Glud var med til tre møder med Talya Harris’ leder, hvor hun forhandlede om, hvordan Talya Harris kunne beholde sit job. Under forhandlingerne gjorde Mette Glud ledelsen opmærksom på, at den ifølge forskelsbehandlingslovens havde pligt til at forsøge at omplacere Talya Harris før en eventuel afskedigelse.
Da Talya Harris har et handicap, havde hendes arbejdsgiver ifølge forskelsbehandlingsloven det, der kaldes ’tilpasningsforpligtelse’. Det betyder, at arbejdspladsen skal tilpasse sig, så personen med handicap fastholdes i jobbet, så længe arbejdspladsen ikke pålægges en uforholdsmæssigt stor byrde.
Hvis det ikke er muligt at lave tilpasninger, har arbejdspladsen pligt til at undersøge, om medarbejderen kan omplaceres andre steder i organisationen. I Talya Harris’ tilfælde Region Hovedstaden.
Højesteret: Ledelsen gjorde ikke nok
Højesteret lægger i deres dom vægt på netop det sidste: Ledelsen gjorde ikke nok for at undersøge, om Talya Harris kunne omplaceres til en anden stilling på arbejdspladsen, som altså omfatter hele Region Hovedstaden og ikke kun hendes afdeling på Rigshospitalet.
– Jeg mener, at vi gjorde ledelsen opmærksom på det allerede ved forhandlingerne, men det var de ikke enige i, at de havde pligt til. Ved retssagerne har Region Hovedstaden selv fremført, at det ville have været for ”byrdefuldt” at ringe til 14-15 personaleledere – det lagde højesteretsdommerne vægt på, at det ikke ville have været, forklarer nu tidligere DS-konsulent, Mette Glud.
Talya Harris blev i sin afskedigelsesperiode oprettet i Region Hovedstadens rekrutteringssystem, hvor hun selv fandt en socialrådgiverstilling på de magiske ti timer om ugen ved Juliane Marie Centret på Rigshospitalet. Hun søgte stillingen og kom til samtale, men fik ikke jobbet.
Region Hovedstaden har under retssagerne fremført, at de mener, at de har levet op til omplaceringspligten ved at oprette Talya Harris i rekrutteringssystemet, men det er Højesteret uenig i.
”Det er (…) ikke tilstrækkeligt at lade det være op til den enkelte medarbejder selv at finde og søge stillinger i organisationen og dernæst lade det være op til de enkelte rekrutterende ledere at beslutte, om der skal ske ansættelse eller ej,” står der i dommen.
Derudover mener Højesteret, at Talya Harris var kompetent og egnet til den ledige stilling på Juliane Marie Centret, og hun skulle have været anvist til den af sin leder.
DS klager til Ligebehandlingsnævnet
Da forhandlingerne gik endeligt i hårdknude, og Talya Harris blev opsagt, indgav DS en klage til Ligebehandlingsnævnet. Her får Talya Harris sin første sejr i 2020, hvor hun tilkendes en godtgørelse på ni måneders løn.
Den nægtede Region Hovedstaden imidlertid at betale, og derfor førte Ligebehandlingsnævnet og Kammeradvokaten siden sagen i byretten, landsretten og til sidst Højesteret. DS har på det tidspunkt ikke nogen officiel rolle i sagen, men Mette Glud fortsætter med at støtte Talya Harris og er til stede ved alle retssager.
For Talya Harris har det været syv lange år. Hun har fundet trøst i den omsorg, hun er blevet mødt af i DS, hos Lyngby-Taarbæk Kommune, sine læger og advokaterne i Ligebehandlingsnævnet, men hendes sygdom forværres af stress, og forløbet har haft klare konsekvenser for hende.
– Jeg er helt sikker på, at jeg ikke var blevet så syg, hvis jeg ikke skulle have været igennem alle de møder og retssager. Det har ødelagt meget for mig, siger Talya Harris, som undervejs i sagens forløb har gennemgået flere operationer og medfølgende komplikationer.
Sejr med principiel betydning
Afgørelsen i Højesteret er ikke kun en sejr for Talya, som langt om længe har fået medhold. Sagen har også principiel betydning for alle med handicap, da den gør det tydeligt, at arbejdsgiveren ikke må skride til afskedigelse, før man har undersøgt enhver mulighed for omplacering – på hele arbejdspladsen.
I dag er Talya Harris på førtidspension. Det blev hun opfordret til af sin jobkonsulent i 2022 før sagens afslutning. Det er stadig svært for hende at acceptere, at hun lige nu ikke har den plads på arbejdsmarkedet, som var så vigtig for hende.
– Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg faktisk er syg, og at det er ok, at jeg får en pause, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mit liv kunne have set meget anderledes ud i dag, hvis jeg havde fået den ledige stilling på ti timer på Juliane Marie Centret. Så havde der ikke været syv år med retssager og stress, og så er jeg overbevist om, at jeg havde været på arbejdsmarkedet i dag, siger Talya Harris.
Hun håber, at hun i fremtiden kan vende tilbage til socialrådgiverfaget, som hun holder så meget af. Indtil da er hun lettet over, at Højesteret har sat punktum i sagen.
– Jeg tror ikke, at det helt er gået op for mig endnu, men nu kan jeg komme videre. Jeg kan trække vejret ordentligt, og jeg håber, at dommen kan bruges til at give andre et bedre arbejdsliv eller bedre arbejdsvilkår, lyder det fra Talya Harris.
Om forskelsbehandlingsloven
Forskelsbehandlingsloven fastslår, at det er kvalifikationerne – og kun kvalifikationerne – der afgør, om en person for eksempel skal tilbydes en ledig stilling eller forfremmes.
- § 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Og om ligebehandling i forhold til beskæftigelse står der følgende:
- § 2 a. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.
DS: Arbejdsgivere har et særligt ansvar
Dansk Socialrådgiverforening arbejder for et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor mennesker med handicap har de samme muligheder som alle andre.
– Det kræver arbejdsgivere, der er villige til at tage ansvar og tilpasse arbejdspladserne til dem med særlige behov. Desværre ser vi alt for ofte, at dette ansvar forsømmes, lyder det fra forkvinde Signe Færch.
Derfor glæder hun sig over dommen fra Højesteret, som slår fast, at arbejdsgivere har et særligt ansvar for medarbejdere med handicap.
– I december faldt en vigtig dom i Højesteret, som slår fast, at arbejdsgivere har et særligt ansvar for medarbejdere med handicap. Vores medlem Talya Harris har nu rettens ord for, at hun blev uretmæssigt fyret af sin arbejdsgiver, Region Hovedstaden. Det er en vigtig afgørelse, som sætter to fede streger under, at forskelsbehandling ikke hører hjemme i vores samfund, siger Signe Færch og fortsætter:
– Talyas sejr er en påmindelse om, hvorfor vi skal kæmpe videre for lige rettigheder og muligheder for alle på arbejdsmarkedet. Det er ikke blot en sejr for Talya, men for alle, der tror på værdien af et mangfoldigt arbejdsmarked.
Ifølge VIVE-rapporten ’Handicap og beskæftigelse’ var 60 procent af voksne med handicap i beskæftigelse i 2022. Til sammenligning gjaldt det for 86 procent af personer uden handicap. Læs mere på vive.dk