Sådan oplevede borgerne jobcentret under nedlukningen
Ny analyse peger på, at det fyldte meget lidt for borgerne, at indsatsen var baseret på frivillighed, da beskæftigelsesindsatsen lukkede ned i foråret.
Forårets nedlukning betød de facto stop for den aktive beskæftigelsesindsats. Der blev rykket ved det bærende princip for det seneste kvarte århundredes aktive beskæftigelses- og socialpolitik. Siden etableringen af den aktive beskæftigelses- og socialpolitik i 1990’erne har ideen om, at ret og pligt hænger sammen, udgjort et logisk grundprincip for politikkens udformning såvel som implementering.
De ændringer, som corona-pandemien medførte, satte parentes om dette bærende princip, og erstattede det med noget andet: En art frivillighedens princip, hvor rettigheder og forpligtelser på begge sider af jobcentres skriveborde i et vist omfang blev visket ud og erstattet af muligheder. Jobcenter og borger skulle ikke længere en hel masse, men kunne gøre nogle ting, hvis de fandt det hensigtsmæssigt.
Borgerne ønsker kontakt
Vi forventede, at forskydningen fra ret og pligt til frivillighed i en eller anden forstand ville fylde noget hos de borgere, vi interviewede. At det ville poppe op som væsentligt, når vi bad dem om at beskrive deres oplevelser under forårets nedlukning af landet.
Ingen af de interviewede borgere fremhæver dog direkte ’frivilliggørelsen’ som noget, der har nogen særlig betydning, når de fortæller om deres oplevelser under forårets de facto suspendering af beskæftigelsespolitikken. Enkelte berører temaet indirekte og fortæller om, hvordan nedlukningen bragte dem ro og en følelse af, at forventningspresset for en tid forsvandt.
Det betyder ikke, at mange andre borgere ikke sagtens kan have oplevet netop spørgsmålet om frivillighed som væsentligt for deres forløb i foråret: Vores studie er et kvalitativt studie baseret på 13 interviews, som ikke er repræsentative for borgeres oplevelser generelt.
Alligevel er det bemærkelsesværdigt. Det viser, at den midlertidige overgang fra ret og pligt til frivillighed hos nogle berørte aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere enten slet ikke registreres eller erfares som noget, der ikke har nogen særlig betydning.
Da vi undervejs i interviewene spørger direkte ind til, hvilken betydning det har for borgeren, at han eller hun nu frivilligt kunne vælge kontakten til jobcenteret til og fra, falder hovedparten af svarerne i en af to kategorier.
Den første type af svar handler om, at det egentlig ikke er særligt vigtigt, om kontakten og indsatsen er frivillig eller baseret på ret og pligt, fordi kontakten til jobcenteret er en god ting, som man under alle omstændigheder ønsker. Særligt forekommer denne type svar hos borgere, der beskriver en god relation til deres sagsbehandler. Borgere beretter for eksempel her, at de ”godt kan lide, at man har kontakt”, eller at kontakten ”ikke er noget, der har generet mig. Aldrig nogen sinde”. Når kontakten til jobcenteret og sagsbehandleren alligevel er ønsket under alle omstændigheder, bliver spørgsmålet om ret og pligt versus frivillighed ligegyldigt.
Forbundet med ret og pligt
Den anden type af svar handler om, at den interviewede borger ikke har opfattet overgangen til frivillighedsbaseret kontakt til jobcenteret, men tror, at kontakten forsat er baseret på ret og pligt. Én beretter for eksempel:
”Jeg har hele tiden spurgt [sagsbehandler], er der noget, jeg skal gøre i det her forløb, altså noget jeg skal forholde mig til? Så man ikke bliver trukket i bistandshjælp ikke, og der har hun bare rådgivet mig, og så har jeg fulgt de anvisninger, som hun har sagt.”
Spurgt direkte ind til betydningen af den frivillige relation til jobcenteret, korrekser en anden intervieweren: ”Nej, man kan ikke sige fra. Hvis man siger fra, så lukker de jo kassen”.
En tredje svarer: ”Nej, man må ikke bede dem om at ringe mindre. Så det har jeg ikke spurgt om”.
Jobcenteret opleves her som noget, der er så uløseligt forbundet med ret og pligt, at de adspurgte end ikke har erfaret den midlertidige suspendering af princippet og reagerer med mistro, når det bringes i spil i interviewet. Der hviler en tankevækkende selvfølgelighed over disse henvisninger til ret og pligt-princippet. Sådan er det jo.
Fleksibilitet, ro og personlig relation
Analysen peger også på fordele ved nedlukningen
Kontaktform ændrer sig til at være telefonisk og hjemlig
Kontakten med jobcenteret under nedlukningen fylder en del i borgernes fortællinger, og den adskiller sig på to væsentlige måder fra den normale kontakt. Dels forandrer kommunikationsformen sig: De fysiske møder erstattes af (primært) møder over telefon mellem sagsbehandler og borger. Dels forandres rummet, man kommunikerer fra: Jobcenterets rammer byttes ud med hjemmets fire vægge, da borgere – og ofte også sagsbehandlere – typisk sidder hjemme og samtaler. Begge dele har betydning. Mulighederne for telefonisk kontakt beskrives blandt andet som ”fleksibelt” og ”nemmere”, mens en del af vores borgere understreger, at det hjemlige element gør samtalerne mere ”uformelle”, ”afslappede” og ”personlige”.
Nedlukningen forbindes med en sænkning eller fastholdelse af livets hastighed
Generelt beskriver vores borgere deres oplevelse under forårets nedlukning med ord, der leder tankerne hen på hastighed og tid. Mange kæder perioden sammen med en sænkning af hastighed og taler for eksempel om ”den rolige periode”. Nogle finder det positivt, for eksempel fordi de får tid til at slappe lidt af og til at reflektere over, hvem de er, og hvor de er i livet, mens andre finder det mere negativt, fordi et kørende forløb med jobcenteret sættes på pause eller helt droppes. Endnu andre beskriver perioden som en travl og stresset periode fyldt med nye gøremål – for eksempel fordi børnene pludselig skal passes og aktiveres hjemme.
Corona kan både sænke og øge den følte afstand mellem udsat borger og samfund
Nogle oplever, at afstanden mellem dem og resten af samfundet øges under nedlukningen. For eksempel fordi de befinder sig i en kategori som særligt udsat. Enkelte andre oplever omvendt, at afstanden til andre mennesker mindskes, fordi alle nu er i samme båd, og finder af den grund nemmere ind i et samhørighedsforhold med sagsbehandler.
Dette er kun uddrag fra analysenotatet ”Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtageres oplevelser af suspenderingen af beskæftigelsesindsatsen i foråret 2020”.
Det er CUBB (Center for Udvikling af en Borgerinddragende Beskæftigelsesindsats) på Aalborg Universitet, der står bag analysen om de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtageres oplevelser af suspenderingen af beskæftigelsesindsatsen i foråret 2020. Datagrundlaget er i alt 20 interviews med borgere og afdelings- og teamledere i tre kommuner.