REGIONSLEDER: Studiejob skal give plads til studiet

"Arbejdsplads­erne skal tilbyde de studerende studiejob med respekt for uddannelsen."

Mens vi venter på regeringens udspil til ændringer af professionsuddannelserne, som vi i DS arbejder hårdt for at påvirke, vil jeg gerne slå et slag for, at medarbejdere, ledere og studerende sammen gør noget for at ændre synet på og brugen af studiejob.

Når næstforkvinde Jannie Bertz og jeg kommer på socialrådgiveruddannelserne i Odense, Vejle, Aabenraa og Esbjerg, møder vi ofte halvtomme klasseværelser og et haltende socialt fællesskab. Samtidig kritiserer vi manglen på undervisning til de studerende og manglen på forberedelsestid til underviserne. Det hænger ikke helt sammen.

Hvor er de socialrådgiverstuderende så henne? Det svar, jeg ofte får, er… ”på arbejde”. Mange studerende får et job under studiet – særligt efter deres praktik. De studerende er begejstrede for at få ny viden og erfaringer fra praksis, og deres kolleger og ledere er glade for at få løst de opgaver, en studerende kan hjælpe til med. Win-win, ikke?

Et studiejob på fem eller otte timer bekymrer mig ikke. Sådan et havde jeg også selv. Problemet er, når studerende arbejder så meget, at det går ud over studiet. Nogle vil indvende, at et studiejob giver afgørende viden og erfaring – og at praksiserfaring kan konkurrere med det, man får ud af undervisningen. Men det er efter min mening forkert. Der er jo en grund til, at vi har en uddannelse!

Mange studerende og praktikere har meget høje forventninger til, hvad en nyuddannet socialrådgiver skal kunne. En studerende fortalte mig, at han ikke ville føle sig klædt på til børnesamtaler uden en masse erfaringer fra praksis. Men den erfaring skal erfares i praksis efter endt uddannelse! Det er jo netop derfor, at vi som forening kæmper for en god start via intro- og mentorprogrammer.

Min opfordring er derfor, at de studerende bruger løs af undervisning og aktiviteter i studiemiljøet, at vi på uddannelserne snakker om, hvordan undervisning og studiejob kan kombineres på nye måder, og at arbejdspladserne tilbyder de studerende studiejob med respekt for uddannelsen og samtidig sikrer nyuddannede en god start på arbejdslivet.