Refleksion: ”Vi skal turde tro på borgeren – også når planen bliver vild”
Cathrine Nielsen er socialrådgiver og fællestillidsrepræsentant, Jobcenter Hvidovre
Foto: Lisbeth Holten
Jeg havde en borger, som ønskede at søge om revalidering på grund af psykiske mén efter et knivoverfald i nattelivet. Jeg elsker revalidering, og ser det som et godt redskab til at få opkvalificeret borgeren til arbejdsmarkedet. Langt de fleste revalideringsplaner er overordnet set meget ens – en SU-berettiget uddannelse efterfulgt af ordinær beskæftigelse.
Men lige denne borger passede ikke ind i den kasse. Han var en kunstnerisk sjæl og havde indtil knivoverfaldet forsørget sig selv som kunsthåndværker. Han ville kvæles, hvis man satte ham på skolebænken. Hans ønske om uddannelse var da også noget mere eksotisk end de flestes, så jeg må indrømme, at det var med en stor del nervøsitet, jeg fremlagde planen for min afdelingsleder.
Jeg må også erkende, at hun næsten fik kaffen galt i halsen, da jeg foreslog en toårig, helt uden for boksen, revalideringsplan. Men hun stolede tilstrækkeligt på min faglige vurdering til at acceptere og give det et forsøg med en formaning om, at jeg ville høre for det resten af min tid, hvis det ikke gik – dog sagt med et smil.
Jeg var jo ikke i tvivl om, at hvis denne borger nogensinde skulle finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen, så skulle jeg turde stole på, at han var den bedste til at finde vejen. Og planen lykkedes. Fire måneder inden revalideringen udløb, og han skulle til den endelige eksamen, kontaktede han jobcentret og kunne stolt berette, at han nu var klar til at forsørge sig selv.
Og samme dag, som jeg sidder og finpudser denne tekst, står han pludselig i døren til mit kontor og siger: ”Jeg var aldrig kommet nogen vegne, hvis jeg ikke havde fået uddannelsen. Den har helet mig på mange måder.”
Efter ønske fra borgeren har Cathrine Nielsen undladt at nævne den konkrete uddannelse.
Har du en oplevelse, der har givet stof til eftertanke, så skriv til os på refleksion@socialraadgiverne.dk.