REFLEKSION: ”Jeg føler mig lidt ondskabsfuld, når jeg for 10. gang spørger, om de vil rejse hjem.”
Refleksion af Rikke Troelsen, socialrådgiver og fællestillidsrepræsentant, Fremskudt beskæftigelsesindsats, Jobcenter København, nyvalgt medlem af DS’ hovedbestyrelse.
”Hvor vil du have, at jeg skal rejse hen? Jeg er jo født i Danmark?” Sådan svarede en af mine borgere, da jeg spurgte ham, om han havde lyst til at rejse hjem. Hans forældre kommer fra Jordan, men han er født og opvokset i Danmark. Han er 29 år, har en lille søn og en dansk kæreste og har ingen familie i Jordan.
Jeg holder møder med ham hver anden måned, hvor jeg hver gang skal vejlede ham om repatriering. De første gange blev han virkelig vred. Heldigvis har vi en god relation, så det er ikke mig, han bliver vred på. Det er systemet.
Han spørger: ”Hvorfor skal du spørge mig om det igen og igen, Rikke?” Og det skal jeg, fordi politikerne i 2018 besluttede at indføre systematisk vejledningspligt om repatriering til udlændinge, danskere med dobbelt statsborgerskab og en del efterkommere på offentlig forsørgelse. Vi oplever, at borgere bliver meget kede af det. De bryder sammen og bliver bange for, at politiet holder nede på gaden parat til at køre dem i lufthavnen.
Hvorfor skal jeg blive ved med at prikke til dem? Det bliver grænseoverskridende. Jeg føler mig lidt ondskabsfuld, når jeg for 10. gang spørger, om de vil rejse hjem. Det er paradoksalt, at vores kerneopgave er at få borgere i uddannelse eller arbejde, og så skal man slutte en samtale med at sige, at de kan få penge for at rejse tilbage.
Jeg synes som udgangspunkt ikke, at repatriering er en dårlig ting, men det kan ødelægge vores relation til borgerne. Jeg vil gerne bruge min faglighed til at vurdere, hvornår det er relevant at spørge: ”Vil du rejse tilbage til dit oprindelsesland”. Det forudsætter som minimum, at borgeren har et oprindelsesland, som ikke er Danmark.