PRAKSISKLUMMEN: Kunne det ske for mig?
"Vi støder ofte på fordomme om, hvilke mennesker, der kommer i jobcentrene. At det oftest er typer, som vi associerer med 'dovne Robert'. Men det er også mennesker, som ligner dig og mig."
Det er egentlig ikke et spørgsmål, som jeg ret ofte bliver konfronteret med i mit daglige arbejde som faglig leder, men da jeg sad som mødeleder på et rehabiliteringsteam for et par uger siden, dukkede det alligevel op. Kunne det ske for mig?
Ind ad døren trådte en midaldrende kvinde. Hun havde gennemført en videregående uddannelse og havde arbejdet i flere år inden for sin branche, som hun brændte for.
For et par år siden blev hun overfaldet af en patient på sin arbejdsplads, og det havde først ført til en langvarig sygemelding, og efterfølgende havde hun fået en PTSD-diagnose samt flere følgevirkninger.
Kvinden havde været igennem et længere forløb i jobcentret, og nu sad hun så her foran os og blev indstillet til en førtidspension. Hendes liv havde ændret sig på et splitsekund, mens hun lavede det, hun elskede. Nu sad hun her med tårer, der trillede ned ad kinderne. Både glædestårer, men også tårer over det liv, hun troede, hun skulle have, men som ikke blev sådan.
Hun var faktisk lettet. Lettet over den ro, som hun nu ville få, for det trængte hun til. Vi talte med hende om de muligheder, der alligevel, forhåbentlig, kunne være for hende, selv om hun nu bliver førtidspensionist. For der var stadig liv i hendes øjne, og hun havde stadig drømme. Heldigvis.
Vi støder ofte på fordomme om, hvilke mennesker, der kommer i jobcentrene. At det oftest er typer, som vi associerer med “dovne Robert”. Men det er også mennesker, som ligner dig og mig. Mennesker, som ikke selv har valgt, at deres liv pludselig ændrer sig.
af Mette Louise Brix, der er socialrådgiver, faglig koordinator i Gribskov Jobcenter og formand for DS’ Faggruppen Beskæftigelse