PRAKSISKLUMMEN: Kan vi bevare troen på den kommunale magi?
"Hvis vi skal gøre os håb om forandringer, skal det billede, som vi tegner af virkeligheden, også rumme alt det, vi ikke kan i et presset system."
Der er penge nok. Samfundet har på samme tid råd til gode skoler, kollektiv transport, velfungerende hospitaler og omsorg for alle socialforvaltningens brugere. Der er penge til det hele. Til ligeløn, ordentlige arbejdsvilkår og en normering, der gør, at vi har overskud til at få øje på de problemer, der ikke lige er vores kerneydelse.
Vi ved det – men det er ikke vores virkelighed. Virkeligheden er, at alle sidder på nåle ved de årlige budgetforhandlinger, hvor det afgøres, hvem der skal tilbydes en rimelig velfærd, og hvem der må nøjes med mindre eller ingenting.
Vi ved, at der er råd. Men samtidig arbejder fagfæller og andre velfærdsarbejdere dag efter dag i systemer, der alt for længe har været alt for ramt af grønthøstere og spareknive. Systemer, hvor det er alt for let at blive ramt af en følelse af komplet utilstrækkelighed. For nytter det egentligt noget, giver det mening at få hjulene til at køre rundt i et slidt og tungt system?
Vi kender det alle sammen. De oplevelser med borgere, der fik et ’nej’, selv om et ’ja ’havde været mere rimeligt. De sager, hvor vi som system rammer helt skævt. De gange, hvor vi får øje på et menneske, der er ved at blive mast af lukkede døre og problemer, som er for komplekse til, at vi tænker, vi kan løse dem.
Når vi arbejder i pressede systemer, går det mest af alt ud over dem, der ikke passer i kasserne. Dem, som har brug for, at vi tænker ud af boksen og gør andet og mere end det, der er beskrevet.
Det er hårdt at lykkes i et udpint system. Hårdt at bevare troen på det, vi gør, og fornemmelsen af det gode sociale arbejde og den kommunale magi, der selvfølgelig også er der. Det kan være hårdt at kæmpe for at gøre det så godt som muligt, og samtidig høre andre fortælle om det, der ikke virker. Høre, at det vi formår, ikke altid er godt nok.
Men det skal vi kunne. Vi har et ansvar for at lytte også til det, der ikke er rart. Til at høre de historier, der hører med. Hvis vi skal gøre os håb om forandring, skal det billede, vi tegner, også rumme alt det, vi ikke kan.
af Karina Rohr Sørensen der er leder, Den Sociale Døgnvagt, Københavns Kommune