PRAKSISKLUMMEN: ”Hun har slugt kameler”
"Meget kan lykkes. Hvis systemet er klar til at lytte. Er parat til at rumme, at borgeren synes, vi har smadret hendes liv."
”En gang var jeg sådan en der råbte op, nu er jeg mere en café-latte-pige”. Sådan sagde en borger på vej til endnu et i rækken af rigtig fine møder.
Hvordan landede vi egentligt der? Hvordan gik vi fra noget, der virkede helt uløseligt og uforsonligt, til hyggelige møder med plads til at grine lidt, også af tidligere positioneringer?
Det må jo handle om, at borgeren har ændret adfærd. Ja, det gør det, og det har hun. Hun har kæmpet for at turde være til stede i et regulært samarbejde. Hun har slugt kameler. Hun har vovet at turde, vovet at vise tillid og vovet at være ærlig om den tillid, som hun øver sig på, og som er alt for svær.
Hun har med sin indsats båret sig selv et helt andet sted hen, end der hvor hun var før. Så hun nu har en stemme, vi som kommune formår at lytte til.
Det er vildere end vildt. Og det har min dybeste respekt. Men det er ikke hele historien. Det hører med, at vi har gjort noget som kommune. Vi har flyttet sagen til et sted, hvor vi kunne se den med nye øjne. Og chefen i den nye afdeling har gjort det til sit projekt, at få sagen til at lykkes. Hun har investeret kontinuerlig tid til at få alt til at virke. Og hun har trods udfordringer undervejs holdt fast i, at vi skal finde en vej.
At vi som system lykkes med at få en samtale i gang, der før var brudt helt sammen. At vi har løst op – ikke med magt, men med omsorg og respekt og indsigt. Det viser, at meget kan lykkes. Hvis systemet er klar til at lytte. Er parat til at rumme, at borgeren synes, vi har smadret hendes liv. At vi kan være nysgerrige på, hvordan vi kan gøre noget, der kan opfattes hjælpsomt. Det er et ansvar, vi har – hvis de, der taler flydende afmagt, skal have mulighed for at trænge igennem og blive hørt med alle de håb og drømme, de også rummer.