PRAKSISKLUMMEN: Flydende afmagt
af Karina Rohr Sørensen, Leder, Den Sociale Døgnvagt, Københavns Kommune
For det meste er mit job ret kontoragtigt. Men af og til er det anderledes. Så opstår der ting, som gør, at jeg bliver en del af det sociale arbejde. En mulighed for lige at være ”en rigtig socialrådgiver” igen.
Det, der overrasker mig i de akutte situationer, er borgernes evne til at samarbejde på tidspunkter, hvor de er mest ude af balance. Hvor de er fyldt med frygt, usikre på, hvad der skal ske, og hvor vi som system – uanset hvor flinke vi er, og hvor meget vi giver kaffe – må virke alt for magtfulde.
Jeg bliver optaget af de forventninger, vi kan have til høflig tale, rolig ageren i en situation, hvor de er en lille bitte båd i et frådende hav. Dem, der kommer nemmest i land, er dem, der ligner os mest. Dem med gode uddannelser, som kender sproget og koderne…
Dem, vi efterlader på perronen, er de hårdest ramte. Dem, der måske selv er systemets børn, dem der aldrig lærte at tale som en giraf, dem, der er allergiske over for os, når vi siger: ”Jeg hører, hvad du siger”. Dem, der taler flydende afmagt.
Flydende afmagt kan lyde højt. Være fyldt med ikke så pæne ord og gestikulation, der er lidt voldsom. Flydende afmagt er rædsel. Det er at være så bange, så afmægtig, så lille – og samtidig mødes med kravet om at passe ind i et rundt hul, selv om man føler sig helt firkantet.
Når nogen er bange, kan de have brug for, at vi rykker tættere på, forstår vigtigheden af at se deres intentioner. Vi skal arbejde med at være konkrete og tydelige. Vi skal hjælpe med at oversætte det, de spørger om, så systemerne kan høre andet og mere end formen.
Mit håb er, at vi bare en gang imellem ser væk fra det, de ikke kan, og kaster et kritisk blik på vores egen andel. Ser på, om vi kan blive bedre til at tale med dem, der taler flydende afmagt.