PRAKSISKLUMMEN: En tolk er et arbejdsredskab

I en række kommuner har man fjernet børn fra ikke-dansktalende familier uden brug af tolk. Det kan man læse om i flere medier, og det er den slags artikler, der rammer lige der, hvor de fleste kan mærke det. At tage nogens børn er ikke nemt. De mulige misforståelser er enorme, selv når man taler samme sprog. At løfte den opgave, uden at kunne sikre sig, at forældre og børn reelt forstår, hvad der sker, lyder frygteligt – for alle parter.

”Ifølge forvaltningsloven har de offentlige myndigheder pligt til at gøre sig selv forståelige og sikre, at deres budskab er forstået af modtageren. Derfor vil der i mange sager være mulighed for at få tildelt tolkebistand af de offentlige myndigheder.” Sådan står der på borger.dk.

Det er helt rimeligt både for borgernes retssikkerhed, men også for at den kommunale socialrådgiver kan sikre sig den nødvendige procesretfærdighed.

”Ved samtaler hos den kommunale sagsbehandler betaler myndigheden for en tolk, hvis sagsbehandleren vurderer, at det er nødvendigt”, står der videre på borger.dk.

Det er altså socialrådgiverens vurdering, der er den gældende. Ikke sagsbehandlerens leder. Ikke, om der er penge tilbage på tolkebudgettet. Det giver mening, for en tolk er et arbejdsredskab. Det er vigtigt, at de socialrådgivere, der har ansvaret for at forsøge at afhjælpe nogle ret vilde problemer, faktisk har mulighed for at løse opgaven. Og til det hører, at man har det nødvendige ”værktøj”.

Jeg kender ikke de konkrete sager, men tør vædde på, at en kommunal sagsbehandler har lige så lidt lyst til at fjerne et barn med google-translate-kommunikation, som en kirurg har til at operere med en sløv skalpel. Hvordan sikrer vi, at det ikke sker? Det handler om tryghed til at kræve rimelige arbejdsvilkår. Mod til at sige fra, hvis man ikke har de rigtige redskaber. Og rygdækning fra det faglige fællesskab, hvis man som socialrådgiver kommer i klemme.