PRAKSISKLUMMEN: Der venter et langt sejt træk
Af Ida Louise Jervidalo, der er fællestillidsrepræsentant, Beskæftigelse, Aarhus Kommune
Hvilken surrealistisk tid vi gennemlever lige nu. På meget kort tid har alt forandret sig til noget, vi aldrig har set før. I skrivende stund er mange socialrådgivere i det kommunale Danmark hjemsendt på grund af corona – på nær kolleger i beredskab og i kritiske funktioner.
Allerede nu – efter første uge i undtagelsestilstand – har vi en sundhedskrise, som får massiv indflydelse på vores arbejdsmarked med stigende ledighed. Alene i denne uge har mere end 21.000 meldt sig ledige på landsplan – det er en firedobling i antallet af nye ledige i forhold til normalt.
Vi er alle i den grad blevet mindet om, hvor vigtigt det er at have et stærkt sikkerhedsnet for hele samfundet og for de mest udsatte, der oplever de største konsekvenser. For socialrådgiverne i beskæftigelsesindsatsen venter der helt sikkert et langt sejt træk; ikke mindst på den anden side af krisen med at hjælpe vores borgere tilbage i job.
Lige nu knokler kollegerne i vores visitationer på højtryk med at få startet alle de mange nye kontanthjælpssager op, så vores ikke-forsikrede borgere kan blive sikret et forsørgelsesgrundlag, når lønindtægten udebliver.
En af de mest markante procentuelle stigninger i ledighed her i Aarhus er sket for vores unge på kontanthjælp- og uddannelseshjælpsområdet, hvor vi i denne uge har set en stigning på næsten 500 procent sammenholdt med samme uge sidste år. Det er virkelig voldsomt; og det er barskt for alle at gå fra en virkelighed med jobfremgang og vækst til en stigende arbejdsløshed og recession. De grupper, som er dårligst rustet – vil også få vanskeligst ved at rejse sig igen, og det vil i den grad komme til at kalde på socialrådgivernes faglighed i beskæftigelsesindsatsen fremover.