Når ord gør en forskel
LEDER: Som socialrådgivere skal vi være opmærksomme på, hvordan ”mærkaterne” både påvirker menneskers selvopfattelse og andre menneskers opfattelse af dem.
Kontanthjælpsmodtagere, fattige, migranter, asylbørn, sygedagpengemodtagere og handicappede. Ord, som vi socialrådgivere ofte støder på i vores verden omkring det sociale arbejde – og som også bliver brugt flittigt om mennesker i den offentlige debat. Ordene er sagt i den bedste mening, og jeg har ofte selv benyttet dem. Men som socialrådgivere skal vi være opmærksomme på, hvordan ”mærkaterne” både påvirker menneskers selvopfattelse og andre menneskers opfattelse af dem – og i sidste ende, den måde vi tænker løsninger, politik og lovgivning på.
Tag eksempelvis omtalen af mennesker med handicap, hvor begrebet ”de handicappede” tidligere blev brugt – og nogle steder stadig bliver brugt – som en massebetegnelse. En betegnelse, som gør mennesker til en grå masse, der reelt kun kan omtales i flertal. Entalsformen duer ikke rigtigt sprogligt, og nogle vil hævde, at den slet ikke findes. Individet forsvinder eller er i hvert fald gemt væk.
Er det så et problem, at vi kalder en ”spade for en spade”, eller at vi taler åbent om de udfordringer, som vi står overfor? Nej. Men det påhviler os alle – især os socialrådgivere, der arbejder med mennesker med forskellige udfordringer i livet – at forholde os til, hvilke ord vi benytter, og hvilket indtryk de efterlader.
Som socialrådgivere bekender vi os til det etiske standpunkt, at alle mennesker har ret til at blive betragtet som et individ. Den første værdi i Dansk Socialrådgiverforenings professionsetik siger det meget præcist: “Individets værdighed: Hvert enkelt menneske rummer værdi – uafhængigt af individuelle evner, bidrag til samfundslivet og adfærd. Og alle mennesker er lige værdifulde og værdige som individer.”
Mennesker er først og fremmest mennesker, der så kan leve med et handicap, leve i en familie, der søger asyl eller i en familie, der er fattig. Når mennesket eller individet ”forsvinder” i mærkaterne, så opstår der risiko for de-humanisering og et ”os og dem” – frem for et fælles ”vi”.
Og den de-humanisering afspejles også i politiske initiativer, som målrettes særlige grupper. Politikere foreslår typisk at skærpe kontrol og sanktioner, når historien om ”de dovne ledige” brager løs i medierne. Også historier om de ”krævende handicappede” eller ”grådige indvandrere” kan være medvirkende til, at der besluttes forringelser for en hel gruppe af mennesker.
Som socialrådgivere skal vi være ekstra opmærksomme på, hvordan vi bruger sproget – og undgå at bruge det på en måde, som generaliserer og samtidigt stigmatiserer.
Jeg vil gøre mig umage med at omtale mennesker som mennesker – der er ledige og derfor modtager kontanthjælp. Mennesker, der er på flugt – uanset om de flygter fra krig, fattigdom, undertrykkelse eller klimakatastrofer – børn i asylcentre, mennesker der er syge og derfor modtager sygedagpenge. Listen er lang. Bogstaverne bliver flere, men mennesket kommer i fokus.