Mit yndlingsord: Rollemodel

Af Ann Ellingsgaard, socialrådgiver, Familieafsnittet, Børne- og Familieafdelingen, Albertslund Kommune. Tillids- og fællestillidsrepræsentant.

Rollemodel er mit yndlingsord ud af mange. Det siger så meget, og er så vigtigt i alle henseender. Ordet rollemodel kan få os til at tænke over vores egen adfærd og faglighed. At bruge sig selv og spejle sig i andre rollemodeller.

Herunder kommer venlighed, ansvarlighed, rettidig omhu, ordentlighed, tålmodighed, tolerance og ikke mindst tilgivelse.

Begreber, som vi som socialrådgivere bør tænke over i vores arbejde med borgerne. Det gælder også i samarbejdet med vores kollegaer, ledere og studerende – at vi har et fælles ansvar for at bidrage til et udviklende, ligeværdigt og velfungerende fællesskab og arbejdsmiljø.