Mit hadeord: Værdig sagsbehandling

Af Lone Engels, socialrådgiver, Jobcenter København

Ligesom ”jeg går ind for fred i verden” eller ”borgeren i centrum”, lyder beskæftigelsesministerens mål om ”værdig sagsbehandling” som varm luft. Gratis ord, der drysser lidt sukker ud over de strukturelle, lovgivnings- og forvaltningsmæssige rammer, der i sig selv spænder ben for målet. Det er lag på lag ovenpå en i forvejen uværdig struktur – i stedet for at tage fat om nældens rod. Det er bullshit-bingo – og derfor er ”værdig sagsbehandling” et hadeord for mig.