Mit hadeord: Tilbud

Af Trine Vistisen, socialrådgiver i Jobcenter København.

Jeg hader, når man prøver at sminke ord, så det lyder som noget andet end det, det er. Det, vi i jobcentret kalder for ’tilbud’, er faktisk ikke et tilbud – det skulle da lige være, fordi det er en tilbudsvare.

I virkeligheden er det et siciliansk tilbud: Tag imod det her, eller mist din kontanthjælp. Folk kan jo ikke sige nej, for så mister de deres forsørgelsesgrundlag. De har pligt til at tage det og har ikke noget reelt valg.

Man kunne jo bare kalde det, hvad det er – et påbud!