Mit hadeord: Genbesøge
Af Ditte Brøgger Løjborg, socialrådgiver, leder af Hybelinstitutionen i Københavns Kommune.
Genbesøge er et ord, som gør mig helt træt, når nogen siger det i arbejdssammenhænge. Det er min erfaring, at chefer siger det, når de gerne vil have, at man skal lave noget om – oftest til det ringere.
Jeg havde engang en leder, som hver gang vedkommende selv blev presset, sagde: ”Vi skal genbesøge vores serviceniveau”, og så betød det for eksempel, at vi skulle gennemgå alle indsatser og bevillinger med henblik på at finde besparelser.