MIT ARGUMENT: Bliv lidt beskidt
Af Ditte Løjborg, leder af Den Kriminalpræventive Enhed, Slagelse Kommune
Det kræver tilstedeværelse, hvis man vil betyde noget i folks liv. Jeg har endnu til gode at blive træt af de unge, som er i målgrupperne for mit arbejde. Ej, det er løgn. Det kan jeg blive i glimt, men det er fordi, de betyder noget, og jeg holder af dem.
Jeg er til gengæld grundtræt af projekter, projektmagere, ligegyldige måltal, folks ambitioner og udnyttelse af unge … og den slags. Helt ind i knoglerne. Kom nu ud og bliv lidt beskidt, mens I arbejder. Hav hjerterne med. Hjælp folk, hyg jer lidt med de mennesker, I får jeres løn for at hjælpe. Lær dem at kende.