”Man fikser ikke stress ved at sende folk på kursus i mindfulness”
Med en ny bog vil Dansk Socialrådgiverforenings næstformand Ditte Brøndum sparke liv i debatten om løsninger på det psykosociale arbejdsmiljø – som hendes egen historie med stress gjorde hende nysgerrig på.
Det var Ditte Brøndums første job som nyuddannet socialrådgiver, og hun var klar og glædede sig. Men efter to ugers oplæring i den kommunale familieafdeling blev hun kastet ind i arbejdet med 65 børnesager og to folkeskoler, hun skulle passe, og hun følte sig bagud fra begyndelsen.
– Borgerne havde ventet på at få en ny socialrådgiver, og de var utålmodige. Og forståeligt nok. Hvis man har taget kontakt, fordi man har et barn, der mistrives, så orker man ikke mere venten. Mange af sagerne var svære sager. Der var vanskelige samtaler, bekymrede forældre – og børn, der havde det skidt. Noget af det, jeg sagde oftest i den første tid, hvis nogen ringede, var:
”Jeg undersøger det lige. Så vender jeg tilbage snarest.” Uha, hvor jeg sagde det tit. Men problemet er jo, at man så faktisk skal tjekke op – og også vende tilbage.
Det er syv år siden, men Ditte Brøndum ser stadig træt ud, når hun genkalder sig, hvor ofte hun brugte den sætning i sin første tid. Fordi sætningen på sin egen måde indkapsler det manglende overskud, der snigende satte sig i hende.
Langsomt åd arbejdet sig ind på det meste af hendes liv. Der var notater, indstillinger, børnefaglige undersøgelser og handleplaner. Der var møder. Koordinering. Hun blev siddende længere på jobbet for at forsøge at komme i bund. Og hun trak sig fra det sociale efter arbejde, for hun havde brug for ro.
Indtil en dag Ditte Brøndum sad i et tog på vej mod København og hyperventilerede og måtte tumle ud i Nyborg. Det vender vi tilbage til.
Psykosocialt arbejdsmiljø
For oplevelserne dengang for syv år siden er en del af grunden til interviewet med Dansk Socialrådgiverforenings næstformand. Foreløbig er det nemlig endt med en ny debatbog om psykosocialt arbejdsmiljø med titlen: ”Nej, det er ikke bare dig.”
Ditte Brøndum blev optaget af at finde ud af, hvad det er for strukturer, der gør, at medarbejdere – og særligt mange på det offentlige arbejdsmarked – bliver stressede og deprimerede af at gå på arbejde.
– Det er tankevækkende, at der hver dag går nogen på arbejde og overskrider arbejdsmiljølovens paragraf 1. Den siger, at der med loven tilstræbes at skabe et sikkert og sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Men rigtig mange steder er der jo lige præcist ikke et sundt psykisk arbejdsmiljø.
I bogen har hun interviewet eksperter, fagforenings-topfolk og politikere, der alle sammen kommer med viden og holdninger til, hvad der skal til for at skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø. Eller som Ditte Brøndum foretrækker at kalde det: Psykosocialt arbejdsmiljø.
– Når man siger psykisk arbejdsmiljø, så placerer man det mere hos den enkelte. Man fikser ikke stress, overbelastning og dårligt arbejdsmiljø ved at sende folk på kursus i mindfulness, for det handler om strukturer og ledelse. Det signalerer man tydeligere med begrebet psykosocialt arbejdsmiljø, synes jeg.
Svært at melde sig syg
Da Ditte Brøndum den søndag for syv år siden fandt sig selv hyperventilerende i toget, var strukturer og psykosocialt arbejdsmiljø slet ikke begreber, der var indenfor rækkevidde.
– Jeg var ny på arbejdsmarkedet og tænkte, at jeg nok bare skulle tage mig lidt sammen.
Så det gjorde hun, til hun ikke kunne mere. Så hun tumlede ud af toget og ringede til sin far og bad ham komme og hente sig. Og næste morgen ringede hun til jobbet og meldte sig syg.
– Det er svært at melde sig syg. Det chokerede mig.
Jeg så mig som stærk. Jeg havde lavet fagligt arbejde ved siden af studiet og altid overkommet meget. Jeg havde så mange drømme om mit liv. Jeg ville gerne noget med min faglighed og mit arbejde – men jeg tænkte faktisk lige der: Det kan jeg jo ikke. Hvad skal der blive af mig?
Borgere i venteposition
Ditte Brøndum pointerer, at hendes daværende arbejdsplads tog det pænt, da hun ringede og meldte sig syg mandag morgen.
– Jeg fik en fin aftale med chefen om, hvordan jeg skulle vende tilbage, og jeg snakkede med en stresscoach.
Hun var fuldtidssygemeldt i to uger, og så trappede hun langsomt op i arbejdstid hen over to måneder.
– Jeg ville bare have styr på alt det skriftlige, jeg var bagud med. Jeg orkede ikke at tale med borgerne. Det var jo så konfliktfyldt, for igen var der jo borgere, der blev parkeret i venteposition. Det var ubehageligt. Jeg vidste jo også, at flere af mine kolleger skulle tage over på nogle af mine sager.
Så hun endte med 50 sager.
– Det gjorde en forskel, og min sagsstamme var knap så hektisk. Men jeg følte mig stemplet som hende, der var syg. For eksempel ville jeg gerne være kasserer i DS-klubben, men min chef spurgte, om jeg nu også kunne overskue det? Du bliver ikke valgt til de sjove ting, når du har været nede med stress, men det var jo kerneopgaven, der stressede mig.
Arbejdspres føles som krigszone
Senere skiftede hun job til en ny ungeenhed, hvor de sad tre unge socialrådgivere sammen.
– Det var også benhårdt, men på mærkelig vis gik jeg ikke ned med stress. Vi var tre nye socialrådgivere, og jeg tror, vi følte, at vi sad lidt i en krigszone. Vi havde også mange og tunge sager. Men vi holdt hinanden oppe og blev bevidste om: Det er ikke normalt med sådan et arbejdspres, og sådan her behøver verden ikke se ud, siger Ditte Brøndum og konstaterer, at den kommune i dag har et markant lavere sagstal.
– De lever helt op til Dansk Socialrådgiverforenings vejledende sagstal, så det var jo ikke kun os, der så, at noget ikke hang sammen.
Hun blev senere tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, og det var med til at sætte gang i refleksionerne om den måde, vi overlever en presset arbejdsdag på.
– De refleksioner bruger jeg også som afsæt i bogen. For det var interessant at opleve, hvordan kolleger trives og tilrettelægger arbejdet. For eksempel nævner jeg i bogen en snak, som jeg havde med en kollega. Hun havde taget en sygedag for at passe på sig selv. Jeg tænkte: Det duer ikke, at man er nødt til det – hverken for borgerne eller for os, der gerne vil lave socialt arbejde. Men hun reagerede som de fleste af os ved at tænke: Det er nok bare mig, der ikke kan klare mosten. Det er nemt at vende problemerne ind mod sig selv. Og hvis der er pres på i en afdeling, hvem skal så tage det op? Hvem har overskuddet til det?
Efterlyser fælles viden
Da Ditte Brøndum for snart fire år siden gik efter næstformandsposten i Dansk Socialrådgiverforening, havde hun det sådan, at det med psykosocialt arbejdsmiljø måtte hun fikse.
– Jeg havde i min kommune følt styrken ved at være sammen i en klub og løse problemerne sammen. Jeg tænkte: Det vil jeg gerne være med til at løse for flere af kollegerne. Jeg fik energi af DS og ville gerne give noget tilbage. Men i valgkampen gik det også op for mig, at det problem er vildt svært at løse på den store klinge: Arbejdsmiljøarbejdet bliver nemt et lukket system, fordi det er teknisk, og mens du kan justere på en stol og en skærm, så du sidder rigtigt, så er det sværere at løse det psykiske arbejdsmiljø.
Og efter Ditte Brøndums mening er det blandt andet svært, fordi der er alt for lidt vejledning ude på arbejdspladserne.
– Tidligere var arbejdsmiljørådgivningen meget struktureret med en Bedriftssundhedstjeneste, der var tilgængelig, og med viden, som alle virksomheder havde adgang til. Nu er markedet for rådgivning om arbejdsmiljø frit med mange private aktører, og det er svært at overskue. Undersøgelser viser, at hverken ledere eller medarbejdere faktisk kan overskue, hvem de skal ringe til og få hjælp hos. Samtidig holder de private aktører deres viden og forskning tæt ind til kroppen, så der bliver ikke opsamlet nogen fælles viden, som man kan følge med i.
Arbejdsmiljø ikke på førstepladsen
Samtidig konkurrerer tingene ifølge Ditte Brøndum med hinanden ude på arbejdspladserne.
– Budgettet fylder, lovgivningen fylder – og i det spil kommer arbejdsmiljøet ikke ind på en førsteplads. Men det er hammerdyrt for arbejdspladsen at miste den viden, der forsvinder, hver gang folk bliver syge eller rejser på grund af dårligt arbejdsmiljø. Der burde være masser af motivation for at prioritere det, siger hun.
Og hun er ikke i tvivl om, at selv om det er arbejdsgivernes ansvar, og politikerne skaber rammerne – så spiller fagbevægelsen også en stor rolle.
– Historisk er det fagbevægelsen, der ændrer på forholdene, og den har været aktiv i forhold til lovgivning om det psykiske arbejdsmiljø. Loven er ikke vores ansvar, men det skal vi tage på os alligevel. Der er brug for, at vi kigger det efter i sømmene og er med til at sikre de rigtige kontrolmekanismer og den rigtige viden. Vi skal tage fat på, at det psykosociale arbejde er svært at føre tilsyn med.
Det håber Ditte Brøndum, at bogen kan være med til at sikre. Hun skrev bogen færdig lige op til sin barsel med sit første barn, og bogen udkommer, lige når hun er tilbage fra barsel. Hun håber, at bogen bliver brugt og læst – fra den enkelte arbejdsplads over fagbevægelsen til politikerne på Christiansborg.
– Flere og flere kan ikke holde til det psykiske arbejdsmiljø, vi har i dag, og det er dumt, for vi ved faktisk meget om, hvordan vi gør det bedre.
Stress
En undersøgelse af socialrådgivernes psykiske arbejdsmiljø fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at hver tredje socialrådgiver er stresset – og det er dobbelt så mange som lønmodtagere generelt.
Læs COWIs rapport ”Socialrådgivernes psykiske arbejdsmiljø – stress, arbejdspres og muligheden for at levere kvalitet i
arbejdet” på socialraadgiverne.dk/publikationer
Seks guldkorn
- Indflydelse på eget arbejde
- Mening i arbejdet
- Forudsigelighed i arbejdet
- Social støtte
- Belønning (Anerkendelse)
- Krav i arbejdet
Det er seks faktorer, som man forskningsmæssigt har fundet ud af har afgørende indflydelse på det psykosociale arbejdsmiljø.
Kilde: ”Nej, det er ikke bare dig – en debatbog om det psykosociale arbejdsmiljø”, af Ditte Brøndum, Forlaget Frydenlund.