JURA: Samvær og kontakt ved bortadoption
I en ny dom præciserer Højesteret, at barnets bedste altid vejer tungest i spørgsmål om samvær og kontakt. Men samtidig understreges det, at de biologiske forældres rettigheder skal tages i betragtning i det omfang, det kan ske uden at skade barnet.
Højesteret tog i april 2025 stilling til spørgsmålet om kontakt mellem en biologisk mor og et bortadopteret barn i en meget omtalt dom (U 2025.2398 H). Højesterets flertal fandt, at den biologiske mor havde ret til anden form for kontakt end samvær med barnet i form af modtagelse af fotografier og adgang til at se barnet på en legeplads, dog uden interaktion mellem hende og barnet. Spørgsmålet om samvær blev hjemvist til ny behandling i Familieretten.
Ret til kontakt
Siden 2009 har det været muligt for det bortadopterede barns oprindelige slægtninge at anmode Familieretshuset om, at der fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, jf. forældreansvarslovens § 20 a. Bestemmelsen er blevet justeret ved lovændringer i 2015 og 2019.
Bestemmelsen gælder navnlig, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v. Der skal ved vurderingen foretages en ”helhedsvurdering” med udgangspunkt i, hvad der er ”bedst for barnet”. Det er samme bestemmelse, som gælder ved midlertidig placering af barnet ved adoptanterne efter § 32 a i adoptionsloven. Det vil sige i situationer, hvor man afventer den endelig afgørelse. ”Anden kontakt” kan bestå af telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier eller lignende.
Bestemmelsen har haft sparsom betydning i praksis, hvor der typisk ikke har været fastsat samvær med de biologiske forældre, når adoptivforældrene modsatte sig det. Højesteret har forholdt sig kritisk over for dette og har hjemvist sager for at få tilvejebragt et fornødent beslutningsgrundlag for, om der skal fastsættes samvær eller eventuel anden kontakt med de biologiske forældre og eventuelle bedsteforældre.
Og senest har Højesteret som nævnt truffet afgørelse om retten til anden kontakt mellem biologiske forældre og barnet. Praksis synes således at være under udvikling.
Respekt for familieliv
Sagen omhandler en biologisk mor, der i marts 2020 fødte et barn, som to uger efter blev tvangsanbragt. I juli 2020 blev barnet frigivet til adoption, og i august 2020 blev barnet placeret hos adoptivforældrene.
Spørgsmålet var, om den biologiske mor havde ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet. Højesteret havde tidligere behandlet sagen i dommen U2023.2114, hvor dommene blev ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Familieretten, da ingen af dommene byggede på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag.
Højesteret gentog i den nye sag, at forældreansvarslovens § 20 a skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis om artikel 8 (retten til respekt for familieliv) og udtalte, at selv om der ved vurderingen af spørgsmål om samvær eller anden kontakt skal lægges særlig vægt på hensynet til barnets bedste, skal der ved vurderingen også tages hensyn til de biologiske forældres interesser i det omfang, det kan ske uden skade for barnets helbred og udvikling.
Familierettens og Landsrettens afgørelser byggede fortsat ikke på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag samt de nødvendige vurderinger og afvejninger. Højesteret fandt ikke grundlag for at nægte den biologiske mor at modtage fotografier af barnet og adgang til at se barnet på en legeplads, hvor der ikke var interaktion mellem hende og barnet.
Desuden fandt Højesteret, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne afvises, at betingelserne for også at fastsætte et begrænset samvær var opfyldt. Dermed ophævede Højesteret dommene og hjemviste sagen igen for at få fastsat de nærmere vilkår for, at den biologiske mor kunne modtage fotografier af barnet og se det på en legeplads. I øvrigt hjemviste Højesteret sagen med henblik på stillingtagen til, om der tillige skulle fastsættes et begrænset samvær.
Forældreansvarsloven § 20 a
Er barnet adopteret, kan der efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Praksis om samvær i adoptionssager
- Ud over nævnte højesteretsdom har domstolene flere gange forholdt sig til spørgsmålet om samvær i adoptionssager. Se for eksempel også U 2024.194 H om tilsvarende problematik samt samvær med bedsteforældre U 2024.287 H. Om samværssag med frivilligt bortadopteret barn, som også blev hjemvist, se U 2024.1 H.
- I U 2025.2398 H bemærkede Højesteret med henvisning til U 2021.2400 H, at det i almindelighed må kræves, at afgørelsen af, om der efter adoption skal være samvær eller kontakt mellem de biologiske forældre og barnet, træffes i så nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen som muligt. En urimelig lang sagsbehandlingstid kan dog ikke i sig selv føre til, at der træffes afgørelse til skade for barnet.
De nævnte domme kan søges frem på domsdatabasen.dk
Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet